‘Little Women’: Greta Gerwig cementerer sin status som topnavn i Hollywood
Louisa May Alcotts romanklassiker ‘Little Women’ har over 150 år på bagen og er blevet filmatiseret 26 gange. Alligvel føles historien om søstrene March i 1860’ernes USA dugfrisk fra instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwigs hånd.
Gerwig rammer et sweet spot mellem loyal filmatisering med alle de ikoniske scener, som romanens mange fans forventer at se, og en moderne fortolkning, der fremhæver romanens feministiske aspekter og præsenterer de fire kvindeskæbner i et lidt andet perspektiv ved at sprænge den lineære struktur for i stedet at hoppe frem og tilbage mellem to tidslinjer. På den måde følger filmen en emotionel og tematisk frem for kronologisk logik, der resulterer i skarpere portrætter af de fire kvinder og undersøger, hvilken rolle minder og nostalgi spiller for nutidens livsvalg.
Således møder vi hovedpersonen Jo March (Saoirse Ronan), da hun allerede er flyttet til New York og forsøger at sælge en historie til en forlægger (Tracy Letts). Imens er hendes lillesøster Amy (Florence Pugh) i Paris for at uddanne sig til maler og finde et godt parti – og får selskab af nabodrengen Laurie (Timothée Chalamet), der er knust over, at Jo har sagt nej til at gifte sig med ham.
Filmens spænding drejer sig ikke om, hvorvidt Jo gifter sig med Laurie, siger Gerwig ved at spoile afvisningen med det samme. Men om hvorfor hun siger nej, og hvad valget om at bevare sin frihed og forfølge sine skriveambitioner har af konsekvenser.
Parallelt med Jo og Amys bedrifter som voksne i den ene tidslinje, der også følger Megs (Emma Watson) økonomiske udfordringer i sit ægteskab med Lauries gamle tutor, John Brooke (James Norton), og Beths (Eliza Scanlen) kamp mod sygdom hjemme i Concord, Massachussetts, klipper filmen tilbage til pigernes barndom syv år tidligere.
Her følger vi de fire søstre i alderen 12-16 gennem et formativt år, hvor deres far er udstationeret som feltpræst under den amerikanske borgerkrig, og de derfor må klare sig selv sammen med deres kærlige og handlekraftige mor (Laura Dern) for sparsomme midler. Pigerne må hjælpe til derhjemme, men der er også tid til at spille teater, skøjte, gå til bal og dyrke deres kreative interesser.
Hjemmet er varmt og livligt, og Gerwig formår virkelig at formidle energien i søstrenes fantasifulde verden og interne dynamikker, der veksler mellem sammenhold og skænderier. Ingen snert af stift kostumedrama her! Særligt effektiv er en scene, hvor Laurie for første gang træder ind i March-hjemmet en aften efter et bal og møder et hyggeligt kaos af bagværk, omsorg og snakken i munden på hinanden. Han ligner en, der ikke ved, hvad der har ramt ham, men instinktivt ønsker at være del af kvindernes fællesskab. Sådan har man det også som seer.
Selvom Gerwig for første gang har skrevet et manuskript baseret på et romanforlæg, føles ‘Little Women’ dybt personlig og som en naturlig forlængelse af hendes tidligere film, der alle har skildret unge kvinder – mere eller mindre baseret på egne erfaringer – i deres famlen efter at finde sig selv og deres kunstneriske udtryk, mens en presset økonomi sætter benhårde benspænd op:
Frances i ‘Frances Ha’, der nægter at erkende, at hun ikke har talentet til at blive professionel danser, men måske må tage et fornuftigt voksenjob, mens hun finder en anden måde at udtrykke sig på. Tracy i ‘Mistress America’, der undersøger balancen mellem at skrive om det, man kender, og udlevere sine nærmeste i form af stedsøsteren Brook, der hustler sig gennem New Yorks iværksættermiljø. Og Christine i ‘Lady Bird’, der drømmer om at slå sine folder på et dyrt universitet på østkysten, »hvor kulturen er«, på trods af sin families økonomiske strabadser.
I ‘Little Women’ udforsker Gerwig økonomiens begrænsning af kvinders handlemuligheder både i forhold til kunst og ægteskab. Jo går på kompromis i sit forfatterskab ved at skrive sensationshistorier, der sælger, så hun kan forsørge sin familie. Meg gifter sig af kærlighed, men må sande, at det ikke nødvendigvis skaber et lykkeligt liv. Amy agter efter råd fra søstrenes Tante March (Meryl Streep) at gifte sig med en rig mand, fordi hun ligesom Jo ønsker at støtte familien. Og hun holder en fabelagtig monolog – et af de få elementer, som Gerwig ikke har løftet fra teksten, men skrevet selv, på opfordring af Meryl Streep – over for Laurie om ægteskabet som økonomisk anliggende.
Florence Pugh, der sidste sommer brændte igennem i gyseren ‘Midsommar’, er fremragende her, med en blanding af myndighed, realitetssans, vrede og sårbarhed. I det hele taget er Pugh filmens store oplevelse. Hun og Gerwig formår at give den traditionelt forhadte Amy oprejsning ved i det voksne spor at udstyre hende med en dybde, kløgt og modenhed, som jeg ikke har set før i hendes karakter. Det er også første gang, jeg har forstået forholdet mellem Amy og Laurie – hvordan hun udfordrer ham til at tage ansvar for sit liv, og han bringer glæde og romantik ind i hendes.
Knaldygtige Saoirse Ronan, der spillede hovedrollen i ‘Lady Bird’, er lige så stærk som Jo – filmens forfriskende ublu heltinde, der hos Ronan også får en sårbarhed og usikkerhed. I en af filmens stærkeste scener betror hun sin mor, at hun er træt af, at kvinder kun defineres ud fra deres ægteskabspotentiale, men at hendes selvvalgte singletilværelse også er ensom. En følelse, mange kvinder formentlig også kan nikke genkendende til i dag.
Watson og Scanlen er fine som Meg og Beth, ligesom resten af det imponerende stjernecast, der også tæller franske Louis Garrel som fortjent sexet opdatering af Jos love interest, Professor Bhaer, og Chris Cooper som familiens sørgmodige rige nabo, Mr. Lawrence. Men filmen tilhører Jo og Amy, der trods deres forskelligheder og stridigheder er lige ambitiøse, stædige, omsorgsfulde og begavede.
Greta Gerwigs ‘Little Women’ er både sjov, sørgerlig og seriøs. Den er mindre sentimental end Gillian Armstrongs ellers fine version fra 1994, men holder med fast greb fat i materialets stadig aktuelle diskussion af kvinders frigørelse.
Gerwig har med sin anden film som soloinstruktør, der økomisk og produktionelt er et kæmpe skridt opad fra indiefilmen ‘Lady Bird’, cementeret sin status som et af Hollywoods topnavne, og jeg kan slet ikke vente med at se, hvad hun kan drive talentet til i sine forhåbentligt mange fremtidige film.
Kort sagt:
Greta Gerwig bevarer i sin fantastisk velspillede, velkomponerede og modige filmatisering af klassikeren ‘Little Women’ historiens nostalgiske charme, samtidig med at hun åbenbarer materialet som et moderne feministisk manifest.