De 20 bedste serier i 2020

I et år, hvor vi har skullet tilbringe uforholdsmæssigt tid derhjemme, har det været en trøst, at streamingtjenesterne er faldet over hinanden med kvalificerede fristelser. Og der var således hård kamp om pladserne på årets top 20.
De 20 bedste serier i 2020
'The Boys' sæson 2.
‘Unorthodox’.

20. ‘Unorthodox’

En miniserie overvejende på jiddisch? Det lyder meget niche.
Well, må vi introducere 2020? Set i bakspejlet var ortodokse miljøer som mainstreamfænomen på Netflix én af de mindst særegne tendenser, vi så i år.

Det skal dog ikke ligge ’Unorthodox’ til last. For seriens skildring af en ung, jødisk kvindes flugt fra det ultraortodokse miljø, hun er vokset op i, i New York, gav et imponerende intimt indblik i et parallelsamfund, vi sjældent ser hudflettet på skærmen – ledet af det israelske stortalent Shira Haas som den unge Esty, der efter at have forladt sit arrangerede ægteskab skal forsøge at stå på egne ben og finde sin stemme (bogstaveligt talt) til tonerne af et frigørende soundtrack i Berlin.

Modig type!
Meget, ikke mindst med tanke på, at fortællingen er baseret på forfatteren Deborah Feldmans virkelige erindringer. Bevares, så kan det være, at Esty blev mødt af et lidt for tuttenuttet billede af vestlig hipster-tolerance i Tyskland, men tilbageblikkene til Williamsburg var knugende.

Og da den religiøse leder fra hjemstavnen sendte Estys regnorm af en mand samt et styks brutal håndlager afsted for at hente pigen »hjem« fra Berlin, fik man selv svedige håndflader.

Læs vores anmeldelsen.

Kan ses på Netflix.

Darren Criss, Jeremy Pope, David Corenswet og Jake Picking i ‘Hollywood’.

19. ‘Hollywood’

’Dallas’, ’Beverly Hills 90210’, ’The O.C.’… få ting skriger originalitet som amerikanske serier, der hænger deres tematikker på postkoder befolket af rige lækkerbukser.
Ja, ja, ’Hollywood’ er exceptionelt laber og dens hovedpersoner overmåde fotogene. Serien er jo for fanden skabt af Ryan Murphy, manden bag ’American Horror Story’, ’Pose’ og ’Glee’, hvis værker konsekvent bøjes i funklende neon og musicalæstetik (inden de dyppes i blod).

Men vend den nostalgisk smægtende titel på vrangen, og filmbyens systemiske racisme og undertrykkelse af LGBTQ-personer vælter ud i en omgang kontrafaktisk historiefortælling, hvor minoriteterne smadrer Hollywoods glasloft, et halvt århundrede før repræsentation i virkeligheden begyndte at trende på filmbossernes reaktionære radar.

‘Once Upon a Time in Hollywood: The Sequel’?
Opgørets time er kommet i La La Land! Hvor Tarantino omskrev Sharon Tates tragiske skæbne, giver Murphy i sit første Netflix-projekt oprejsning til stjerner som homoseksuelle Rock Hudson (som IRL forblev i skabet til kort før sin død af aids) og den sorte Oscar-vinder Hattie McDaniel ved at fremelske en drømmefortid, hvor Hollywood lærte at favne diversitet tilbage i 1940’erne.

Det er både sukkersødt, melankolsk og tankevækkende – naturligvis krydret med ikke så lidt glamour, sex og romantisk drama – meget af det inspireret af tankstationsejeren og pimp til stjernerne, Scotty Bowers’ saftige memoir, og med Murphy-favoritter á la Darren Criss (’Glee’, ’American Crime Story’), Dermot Mulroney (’American Horror Story’) og Patti Lupone (’Pose’) i hopla.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Netflix.

‘The Last Dance’.

18. ‘The Last Dance’

Michael Jordan-propaganda!
Det er rigtigt, at Michael Jordan – der havde final cut på serien – får sidste ord på samtlige konflikter, der bliver så meget som antydet i ESPN’s monstersuccesfulde dokumentarserie om Chicago Bulls’ mesterhold i 90’erne.

Men samtidig viste den vanvittigt underholdende sportsføljeton faktisk også en masse om de dårlige sider af den bedste basketballspiller i historien: Hans smålighed, kynisme og altomsluttende konkurrencegen. Det var fascinerende at se Jordan blotte sig selv i al sin menneskelighed, samtidig med at man lod sig bekræfte af, hvor umenneskeligt god en spiller han var.

Den er kun for folk, der levede dengang (late boomers), er den ikke?
Det kan der være noget om. I hvert fald var der en uimodståelig nostalgisk faktor i at se sine 90’er-idoler blive vækket til live til tidens musik – og lære dem bedre at kende, end man måske faktisk gjorde dengang, man bar Bulls-kasketten som en tweenboss. Serien mangler måske det ekstra tematiske perspektiv, der kunne gøre den til guld for sportsignoranter, men er man det mindste fascineret af topatleter og konkurrencesport, er ’The Last Dance’ lige til at sluge.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Netflix.

Anya Taylor-Joy i ‘Dronninggambit’.

17. ’Dronninggambit’

En miniserie om … skak. Har corona-restriktionerne givet jer galoperende hyttefeber?
Prøv hele verden! Man troede dårligt sine egne øjne, da Netflix-serien ’Dronninggambit’ i sen-efteråret kravlede højere og højere op på streamingtjenestens hitlister for til sidst at bide sig godt og grundigt fast i topplaceringen – i ugevis!

Forklaringen var ikke, at vi var blevet trætte af ludo, men derimod selvfølgelig, at Scott Franks seks episoder lange fortælling om det unge skakgeni Beth Harmon ikke alene formåede at iscenesætte neglebidende skakdueller (hvor man heppede på heltinden, som var det en fodboldkamp), men også serverede en grundlæggende stærk dannelsesrejse om et socialt akavet menneske, der klynger sig til den eneste ting, der får hende til at føle sig i kontrol i en ulige verden. Lidt ligesom vi klyngede os til ’Dronninggambit’, bemærkes.

Okay, så det er ikke kun for skakhoveder? Skulle spørge fra nogen, der aldrig helt har fattet reglerne…
Nej – om end der angiveligt er kommet tusindvis flere af dem til, siden serien landede og fik salget af skakbrætter til at eksplodere (sidste øjebliks julegaveidé?). Okay, måske sidder deltagerne i virkelige skakturneringer ikke og nedstirrer hinanden undervejs, og ja, der var noget ’Dumbo’ over plottet, hvori Beth tror, at hun kun kan vinde påvirket af stoffer.

Men fantastiske Anya Taylor-Joy overbeviste med hud og 60’er-stylet hår, mens instruktøren Marielle Heller (’A Beautiful Day in the Neighbourhood’, ’Diary of a Teenage Girl’) gjorde en mindeværdig figur som adoptivmoren med et alkoholmisbrug.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Netflix.

‘The Mandalorian’ (Foto: Disney+)

16. ’The Mandalorian’ sæson 1 og 2

Nope, niks, sorry: Jeg er bare ikke til ’Star Wars’.
Hånden på hjertet og med fare for at træde nogen over tæerne: Det er heller ikke os alle på filmredaktionen, der er det. Men med ’The Mandalorian’ har Disney+ og Jon Favreau på magisk vis formået at skabe en brandcharmerende, actionpakket og overraskende rørende rum-western med et strejf af ’Indiana Jones’ i halvtimes-format (en hurtig tak til kvalitetsserier, der har forstået, at ikke alle afsnit nødvendigvis må og skal vare 58 minutter).

I princippet behøver du ikke kende en dyt til det oprindelige ’Star Wars’-univers, før du stifter bekendtskab med den maskerede dusørjæger og hans über-nuttede følgesvend, Baby Yoda, men for hardcore-fans er oplevelsen en sand skattejagt af easter-eggs.

Rum-western + Baby Yoda. Jeg er forvirret.
Det ved Disney godt. Men når Disney ramler ind i så dramaturgiske forhindringer, så gør de, hvad de i snart 100 år har gjort bedst: Bombarderer dig med cuteness og rendyrket underholdningsfaktor, indtil du lykkeligt har glemt alle dine bekymringer. Baby Yoda er slet og ret en af de mest effektive sidekicks i serieland pt., hvis voldsomme kræfter for alvor er begyndt at folde sig ud i anden sæson.

Endnu mere imponerende er det imidlertid, at Pedro Pascal (’Narcos’) gør The Mandalorian til en flerfacetteret karakter stort set uden at vise sit ansigt. Takket være’ Disney+s sene lancering i Danmark i forhold til USA har vi i år fået begge sæsoner i relativt kort forlængelse af hinanden, og det luner på bingekontoen.

Læs vores anmeldelse af første sæson her og anden sæson her.

Kan ses på Disney+.

Brendan Hunt og Jason Sudeikis i ‘Ted Lasso’.

15. ‘Ted Lasso’

En american football-træner bliver ansat i en Premier League-klub i en hjertevarm fortælling om, hvordan sammenhold og et positivt syn på livet fører længere end medfødte evner og spidsfindige strategier. 90’erne har ringet og vil gerne have deres komedieserier tilbage.
Ok, morfar. Vend den om: Hvis det ikke var i år, at en god, gammeldags, sjov og lun komedieserie skulle slå igennem, hvornår skulle det så være?

Apple TV+ blev lanceret i år uden den helt store succes, og overraskende var det, at deres største watercooler-hit skulle være seriespinoff-serie af en… reklame. Det startede som en promo for Premier League i USA i 2013, men er nu altså blevet en totalt uimodståelig serie om Jason Sudeikis amerikanertræner, der hyres som træner af den opdigtede London-klub AFC Richmond, fordi dens nye ejer har en interesse i, at holdet kuldsejler.

Jeg kan ikke kende forskel på fodbold og… amerikansk fodbold. Skal jeg stadig se den?
’Ted Lasso’ er på ingen måde en serie specifikt for fodboldfans (spillet på banen er faktisk det mindst overbevisende element), for alle vil utvivlsomt holde af det spegede karaktergalleri blandt andet bestående af den storskrydende unge stjerne, den tvære anfører, den underkuede assistant og den deadpan-reagerende assistenttræner.

Og så selvfølgelig Sudeikis’ Ted Lasso, hvis optimisme er i klasse med Ivan i ’Adams æbler’, og hvis fish out of water-sammenstød med britisk kultur er evigt underholdende. Og heck, kald os softballs, men man bliver faktisk også en smule rørt indimellem.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Apple TV+.

‘Rick and Morty’ sæson 4.

14. ‘Rick and Morty’ sæson 4

Er ’Rick and Morty’ efterhånden ikke liiiidt overhypet?
Dan Harmon og Justin Roilands animerede sitcom har rigtignok oplevet enorm popularitet, men det er (stadig) yderst fortjent. Også i den nye sæson er manuskripterne bag Rick og Mortys bizarre og fæcesfikserede sci-fi-eventyr geniale og velsmurte. De mange skøre idéer, der bevæger sig et sted mellem at være superplatte og superavancerede, holdes fornemt op af Roiland og resten af stemmeskuespillernes vanligt tårnhøje niveau.

Bliver seriens konstante metasnak ikke forvirrende og træls i længden?
Fjerde sæson er vanen tro spækket med referencer og metakommentarer – nogle gange i en sådan grad, at det kan være lidt svært at følge med. Men man behøver ikke at fange alle referencerne for at være underholdt af den outrerede rumfestivitas. Og som en belønning til tålmodige fans kom universets længere handlingsspor også i spil i den fænomenale sæsonafslutning, der bød på festlige gensyn og actionfyldt smæk for skillingen.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Netflix og HBO Nordic.

‘The Crown’ sæson 4. (Foto: Netflix)

13. ‘The Crown’ sæson 4

Aka. ’The Diana Show’. Styr jeres tabloid-snagen.
Hov, hov, du finder ikke mange serier så sobre og velproducerede som ’The Crown’ (sagde Charles og Camilla aldrig nogensinde). Vi lover dig, at man ikke får en dårlig smag i munden over det intime portræt af prinsessens skæbne (sagde Charles og Camilla heller aldrig nogensinde), men derimod stor sympati for kvindens ekstraordinære, stærkt psykisk strabadserende skæbne i et »firma«, der dengang som nu ikke efterlader megen plads til forskellige temperamenter og udtryksformer (eller Netflix-abonnementer, gætter vi på). Den nyligt dramauddannede Emma Corrin ramte Dianas mimik og intonation spot-on, og samspillet med Josh O’Connor som stadigt mere smålige, arrogante Charles slog gnister.

Præcis hvor pissed er det engelske kongehus lige nu?
Pænt pissed. Skønt der selvfølgelig ikke kommer nogen officielle meldinger herom direkte fra kronen. Den slags er ’overladt’ til Englands kulturminister, der i et anfald af fladpandethed har foreslået Netflix at smække et »fiktionsstempel« på serien, så vi stakkels letpåvirkelige seere ikke forledes til at tro, at ’The Crown’ er mere dokumentar end fiktionaliseret skildring af virkelige begivenheder.

Netflix har blankt afvist ideen som det nonsens, den er, men rigtigt er det, at man forholder sig anderledes aktivt til denne sæson end de foregående, hvis historiske begivenheder på mange måder syntes meget længere væk end Dianas historie. Når det er sagt, så er det stadig fabelagtige Olivia Colmans show, og Oscar-vinderens ping-pong med Gillian Andersons jern-lady Margaret Thatcher var et frydefuldt studie i, hvor mange lag man kan skrælle af høflige spydigheder, før nogen pludselig får stukket et øje ud.

Læs vores anmeldelse her.

Kan ses på Netflix.

‘The Boys’ sæson 2.

12. ‘The Boys’ sæson 2

Jeg er træt af superhelte.
Så er det her lige serien for dig! Eric Kripkes Amazon-serie baseret på Garth Ennis’ tegneserie er nemlig en antisuperhelteserie i den forstand, at den vender alle Marvel-klicheerne på hovedet: Hvad nu hvis The Avengers – der i serien hedder The Seven – var en flok kyniske narcissister ledet af et dunkelt kapitalistisk konglemorat? ’The Boys’ er en intelligent og zeitgeyisty spidning af krydsfeltet mellem kendiskultur og kapitalisme – og i sæson 2 en endnu mere underholdende omgang end i første sæson, fuld af blod og barokke ekstremiteter.

Men min ven kan godt lide superhelte. Kan vi se den sammen?
Din ven vil elske parallellerne mellem de superhelte, vi kender, og de mørke vrangbilleder, serien præsenterer. Ikke mindst Anthony Starrs Captain America-pendant Homelander, der i sæson 2 er så modbydelig, at man slet ikke kan tage øjnene væk. Ikke engang når han står på en tagtop og onanerer, mens han siger: »I can do whatever the fuck I want«.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Amazon Prime.

‘Better Things’.

11. ’Better Things’ sæson 4

Den er sikkert fin nok, men jeg ved bare, at det er én af de serier, som jeg aldrig får set. Man kan jo ikke nå det hele!
Så hvad med lige at styre uden om den der klæge Netflix-juleromance, du var ved at sætte på (we see you)? Det tager kun fem minutter at handle i Fakta og 25 minutter at blive introduceret til komiker Pamela Adlons dysfunktionelle lille L.A.-familie, hvor tre navlepillende børn gør livet surt for deres skuespiller-singlemor. For ja, den er »fin nok« – såvel som decideret genial.

Nårh, var det egentlig ikke den, Louis C.K. var med til at lave i sin tid?
Jo, men det bliver så også sidste gang, vi gider nævne ham i dén forbindelse, for det er sgu ikke fair over for Adlon, som selv har styret showet de sidste to sæsoner. Selvom kvaliteten ganske vist dalede en mikro-smule i tredje sæson, er hun her tilbage i topform med afsnit, der behandler – blandt meget andet – baby-ugler, benzinslugende drømme-øser over miljøbevidsthed, aldersdiskrimination i Hollywood, teenagesex, eks-sex, demens, spøgelser og røvutaknemmelige, elskelige møgunger.

Det er tåkrummende og til tider åndeløst rørende, så tårerne triller. Kom ikke her og sig, at en serie ikke kan have det hele!

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

Ben Mendelsohn i ‘The Outsider’.

10. ’The Outsider’

Gad ikke Stephen King-ævl, slog over for at se ’The Haunting of Bly Manor’ i stedet. Og hvor er dén lige på listen?!
Forvist til sumpen for alle forudsigelige film og serier, der smider »I see dead people«-kortet som trumf i tredje akt, that’s where. Så kom nu bare med, drop ham stalker-kæresten med de irriterende billygte-briller, tag Ben Mendelsohn i hånden og lad dig falde ned i ’The Outsider’s klaustrofobiske kaninhul af sydstatsseriemord og synske privatdetektiver, hvor genre-kitch akkompagneres af solide ’True Detective’-vibes.

Men ender samtlige King-filmatiseringer ikke altid monsterfesent? Jeg nægter at sidde igennem et halvt døgns suspense bare for at blive spist af med en alien-kæmpeedderkop!
’The Outsider’s finale delte vandene, men bare rolig, vi er slet ikke ude i en omgang klassisk King’sk effektvanvid. Snarere tværtimod – og det gør de sidste scener, der måske/måske ikke lægger op til en toer, langt mere creepy.

Opskriften på ’The Outsider’s succes (den blev en af HBO’s mest sete i år) skal findes i serieskaber Richard Price, producer/instruktør/birolle Jason Bateman og manuskriptforfatter Dennis Lehanes ambitiøse tilgang til materialet, der i de herrers kompetente hænder kommer til at syne mere af vægtig HBO-krimi end overnaturligt gys. Dermed dog ikke sagt, at ’The Outsider’ ikke var uhyggelig: Det første afsnit alene havde mere mørkeradsfaktor end hele ’Bly Manor’ til sammen. Bum.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

Dafne Keen i ‘His Dark Materials’.

9. ’His Dark Materials’ sæson 2

’Harry Potter’-copycats!
Expelliarmus med din mistillid! Du snyder dig selv for en af de mest karismatiske fantasyserier til dato, hvis du melder pas på ’His Dark Materials’, baseret på forfatteren Philip Pullmans bedst-sælgende trilogi.

Nogle vil måske svagt huske flop-filmatiseringen af første bog, ’The Golden Compas’ med Nicole Kidman, men serieskaber Jack Thorne har vasket tavlen helt ren for at bygge et imponerende overbevisende univers op med forrygende effekter og flerfacetteret, emotionel slagkraft bag hver en karakter. Og anden sæson har på fornem vis taget de mange plottråde fra etterens fortælling op for at spinde et endnu mørkere eventyr om kampen mellem videnskab og religion.

Men er det sådan rigtigt fortryllende? Det kunne jeg godt bruge i juleferien.
Smid roligt popcorn i skålen og slå benene op: It’s magic time. Man falder pladask for hovedpersonernes daemons – de talende sjæledyr, der kommer i alle afskygninger (helle for en hare frem for en edderkop!) – og øverst på alles ønskeliste (inklusive Potters) bør være en kniv, der kan skære huller i den blå luft ind til parallelverdener.

Scenen, hvor heltinden Lyra (Dafne Keen) taber næse og mund over at se den ditto fortryllende ’Paddington’ i biografen, indkapsler på fineste meta-vis essensen af briternes uforlignelige evne til at skabe spillevende, magiske verdener på film – og så spiller Ruth Wilson som isdronningen Miss Coulter bagdelen ud af pencilskørterne på alt andet end børnevenlig vis, ’Hamilton’-skaberen Lin-Manuel Miranda er røvcharmerende som luftballon-helten Lee Scoresby og ’Fleabag’s Hot Priest aka. Andrew Scott dukker op ledsaget af… Phoebe Waller-Bridge som fugle-daemon. Mind blown.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

’22. juli – dagen der ændrede Norge’.

8. ’22. juli – dagen der ændrede Norge’

Var to spillefilm og en dokumentar om tragedien på Utøya ikke nok? Det lugter af uskøn svælgen.
Lad os stoppe dig lige dér, for den fordom må for alt i verden ikke spænde ben for, at du kaster dig over NRK’s mesterlige miniserie, der ikke lusker i hælene på massemorderen på øen, men udvider blikket til at handle om tragediens konsekvenser for hele det norske samfund.

Ved at følge en række forskellige karakterer fra en journalist til en skolelærer, en sosu-assitent og en højreorienteret blogger får ’22. juli’ dem og os til at reflektere over både fællesskabet og individets ansvar, når et menneske opfostret i et af verdens tryggeste velfærdssamfund pludselig begår en forbrydelse så helt igennem umenneskelig.

Av, det lyder som en hård omgang.
Det er det, men det er ikke ’Utøya’ – Erik Poppes håndholdte, fuldstændigt uafrystelige film, der fulgte ofrene i realtid under angrebet, og som mange givetvis vil have fundet for voldsom at se (dermed ikke sagt, at dét værk ikke også var vigtigt). ’22. juli’ er en tankevækkende og vedrørende serie, der kan gøre os alle klogere på vores eget skandinaviske samfund – opbygget i samme fortællestil og med samme detaljerigdom som David Simons mesterlige ’Treme’, der skildrede New Orleans’ forsøg på at hele sårene efter orkanen Katrina.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på DR TV.

‘Dave’.

7. ‘Dave’

En rapper spiller en selvironisk udgave af sig selv. Mere skal der ikke til, hva’ Soundvenue.
Nå nå, det er da også et godt udgangspunkt. Men faktisk havde vi først afskrevet David Burds FX-komedieserie, fordi respekten fra den musikkyndige del af redaktionen for Burds alias, satirerapperen Lil Dicky, kunne ligge på et lille sted.

Og desto større var overraskelsen således, da det viste sig, at han var en visionær serieskaber, der spyttede sjov satire over musikbranchen ud over læberne i kombination med mere alvorlige emner som mandlige mindreværdskomplekser og bipolaritet. I serien spiller Burd selv en rapper, der gerne vil tages mere seriøst.

Så vi er lidt ovre i ’Atlanta’-land?
Vi vil ikke tøve med at anbefale ’Dave’ til fans af Donald Glovers genistreg, om end der er en verden til forskel fra Glovers underspillede straight guy til Burds neurotiske newyorker-figur. ’Dave’ er mere lige ud af landevejen som fortælling, men i sidste afsnit tager serien os på sengen med en otte minutter lang rapvideo, som får en til at klappe i sine små hænder af begejstring. Én af årets mest mindeværdige seriesekvenser.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

Joshua Caleb Johnson og Ethan Hawke i ‘The Good Lord Bird’.

6. ‘The Good Lord Bird’

Ethan Hawke har lavet en serie om slavetiden, hvor han selv spiller en storhedsvanvittig hvid mand, der ville sætte slaverne fri. Kulturel-appropriation-white-savior-kompleks-#notin2020-much?
Sku ikke høgen på hårene! Hawke har formet en forrygende miniserie ud af James McBrides roste roman om den virkelige, men mytiske John Brown, der med et kald fra Gud ofrede sit liv for at skabe revolution mod slaveriet i syden. Fortællingens genistreg er, at selvom Brown kæmper the good fight, så skildres han aldrig uden blik for white savior-nuancerne:

Seriens egentlig hovedperson er nemlig slaven Henry, der kommer i stald hos Brown, som imidlertid forveksler ham for at være en pige. Det kan godt være, Brown er idealist, men hverdagens raceladede problematikker går han ind i som en elefant i en glasbutik.

Men det er noget med, at den også skulle være… sjov?
John Brown er en larger than life-figur, og i kontrasten til den klartsynede Henrys blik på, hvordan det egentlig er at være sort, kommer der stor komik. Tænk Coen-brødrene møder ’12 Years a Slave’: Det er tankevækkende, absurd og rasende underholdende.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

Jack Dylan Grazer og Jordan Kristine Seamón i ‘We Are Who We Are’.

5. ‘We Are Who We Are’

Hmm, jeg så første afsnit, og det virkede lidt artsy. Og med artsy mener jeg kedelig.
Man skal bestemt vænne sig til at se serier med et andet tempo og fokus end i de velsmurte amerikanske fortællinger, vi har vænnet os til siden serieguldalderens fremkomst. Og kompromisløse auteur-serier som Nicolas Winding Refns ’Too Old to Die Young’ har måske ikke just hjulpet på lysten til arthouse-lignende oplevelser over et tocifret antal timer.

Men ’Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagninos HBO-fortælling er seriekunst på den allerbedste måde: Insisterende, fragmentarisk og poetisk og dog med et ligetil, dybt indfølt coming of age-portræt i centrum, særligt af den gådefulde, karismatiske 14-årige Caitlyn/Harper, der eksperimenterer med sit køn og sin identitet, bakket op af den flegmatiske og ofte ganske irriterende oberstsøn Fraser, som er den nye knægt på den amerikanske militærbase i Italien, hvor serien foregår.

Du har ikke solgt mig helt endnu. Gimme more.
Hvad med en af de mest ekstatiske festsekvenser i dette festfattige 2020, et helt afsnit med ungdommelig ekstase i en forladt russerejet villa, hvor gruppen af unge søger ly? Hvad med en melankolsk skildring af tab og søgen efter sig selv i en Trump-tid? Hvad med en knusende smuk kærlighedsafslutning, der indbefatter en Blood Orange-koncert og -cameo?

’We Are Who We Are’ ligner ingen andre af årets serier og viser, hvilke forudsigelige ting der kan ske, når man giver en sand filmmester frie tøjler til at ælte materialet.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

Ramy Youssuf og Mahershala Ali i ‘Ramy’ sæson 2.

4. ‘Ramy’ sæson 2

Det er noget med en ung muslimsk amerikaner, der onanerer virkelig meget?
Som du dog kan sige det. Det er rigtigt, at unge tvivlende Ramy får en del for hånden i Ramy Youssefs semi-selvbiografiske perle, men det er også en banaliserende sammenfatning. ’Ramy’ er nemlig en sprudlende serie om at være muslim i USA i dag – et groft underbelyst perspektiv i populærkulturen – og i sæson 2 blev den fortræffelige første sæson endnu stærkere via Ramys møde med den fascinerende imam Sheikh Malik, som udviklede sig i oprigtigt tænderskærende retninger.

Hvad kan du sammenligne den med?
’Ramy’ er for folk, der godt kan lide ’Atlanta’ eller ’Master of None’: Moderne, friske og oprigtigt sjove minoritetsskildringer, som hverken er lidende eller overpædagogiske, men til gengæld fuld af sprudlende ideer til at sætte anderledes ord og billeder på oplevelsen af at være uden for eller splittet. I ’Ramy’ kommer det også til udtryk i mesterlige enkeltafsnit fokuseret på hovedpersonens familie, hvor særligt episoden om Ramys macho-maskuline onkel i sæson 2 gjorde stort indtryk.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på C More.

Letitia Wright i ‘Mangrove’.

3. ‘Small Axe’

Snyyyyyd, den har ikke fået dansk premiere, og det er da fem selvstændige film, Steve McQueen har lavet, og ikke en serie. Dobbeltsnyyyyd!
Træk vejret. For det første: Det er rigtigt, at det opsigtsvækkende projekt fra Oscar-vinderen bag ’Shame’ og ’12 Years a Slave’ ikke har ramt dansk Amazon Prime, hvilket er det, der egentlig mest af alt er snyd. For det andet: Projektet er blevet kaldt »en serie af fem film«, så det kan vendes begge veje, men fordelen ved at se det som en serie er, at man derved bedst kan anskue værket som et samlet hele, hvilket understreger, hvor stort og visionært det egentlig er:

Fem selvstændige fortællinger af højeste kaliber, alle centreret omkring racisme mod det vestindiske mindretal i London fra slut-60’erne til start-80’erne, som Steve McQueen tydeligvis kender indefra.

Okay, hvad er det så for fortællinger?
’Lover’s Rock’ er nærmest én lang festscene, et slags stemningsbillede fra en af de reggaetunge privatfester, som sorte unge tyede til, fordi de ikke var velkomne på diskotekerne. En times ekstase og frimodighed på baggrund af et dybt racistisk samfund, der lurer lige på den anden side af murene – og med årets vel nok smukkeste scene, når musikken på et tidspunkt stopper, og fællessangen fortsætter i flere minutter.

’Mangrove’ med blandt andre Letita Wright fra ’Black Panther’ er den bedre version af ’The Trial of Chicago 7’, en medrivende fortælling om, hvordan folk omkring en caribisk restaurant i Mangrove gik på gaden og protesterede efter flere tilfælde af chikane fra politiet – kun for at blive anholdt og sat på anklagebænken.

’Red, White and Blue’ handler om en talentfuld ung sort mand (John Boyega), der beslutter sig for at ændre systemet indefra som eneste sorte politimand i korpset – kun for at blive mødt af dybt racistiske kolleger på den ene side og på den anden at blive kaldt forræder af sit eget community. ’Alex Wheatle’ handler om uretfærdighederne mod forfatteren af samme navn, mens ’Education’ er en lavmælt fortælling om skolevæsenets behandling af en 12-årig sort dreng.

Til sammen står ’Small Axe’ som det mest altomfattende blik på en specifik by og periode siden ’The Wire’ – og som i David Simons serie med særegent, dybt engagerende blik både for de konkrete menneskeskæbner og de institutionelle problemer.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på amerikansk Amazon Prime.

Michaela Coel i ‘I May Destroy You’.

2. ‘I May Destroy You’

Var det den der, der skulle være 2020’s ‘Fleabag’?
Hvis du rent teoretisk mener en britisk seriesensation, der er så forbandet god, at seere og kritikere slet ikke kan få armene ned, og hvori skaberen og manuskriptforfatteren selv spiller hovedrollen, så ja.

Men her stopper sammenligningerne så også brat, for stortalentet Michaela Coels (’Chewing Gum’) personlige fiktionalisering af et overgreb, hun selv var ude for et par år tilbage, rammer som et slag i mellemgulvet. Det er en serie om ’gråzonekrænkelser’ (á la »ofret kunne bare have ladet være med at drikke sig i hegnet/klæde sig udfordrende/have sex med fremmede fra Grindr«), storbydating og venskaber, hvori selv de tætteste BFF’s nogle gange uforvarende kommer til at lade hinanden i stikken, når festen er på sit højeste.

Okay, kan det blive mere preachy?
Why so cynical? (Alvorligt talt, tjek lige efter og giv en status) Lige så grum ’I May Destroy You’ kan være, lige så varm og sjov er serien resten af tiden. Og billedsidens lyserøde neonfarver og springtur rundt i Londons kvarterer med progressive 20-somethings (der måske alligevel ikke er helt så woke, som de selv forestiller sig) dyrker en kæk hipsteræstetik, der er svær at stå for.

Coel er en tour-de-force som hovedpersonen Arabella, hvis selvbillede som cool millennial-poet går totalt op i limningen, og hun får stærkt medspil af et af 2020’s sejeste stjerneskud, Paapa Essiedu (’Gangs of London’), som den Grindr-afhængige Kwame, der selv udsættes for et uhyrligt »hverdagsovergreb«.

’I May Destroy You’ vil få dig til at granske mangen en tidligere bytur og giver dig øjenåbnende perspektiver på krænkelsesdebatterne i sengekantshøjde (jo, det orker du godt) – genialt afrundet af seriens mindfuck af en finale.

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på HBO Nordic.

‘Better Call Saul’ sæson 5.

1. ‘Better Call Saul’ sæson 5

Er det nu, I prøver at fortælle mig, at den er bedre end ’Breaking Bad’?
Det er nu, vi prøver at fortælle dig, at den er bedre end ’Breaking Bad’. Ej, ok, lad os udtrykke det mindre skråsikkert: Den nyeste sæson af spinoff-serien om Jimmy McGills forfaldsrejse mod den sleske advokat Saul Goodman er mindst lige så god, som moderserien var, da den var bedst.

I femte og næstsidste sæson forenedes de to spor, der har løbet mere eller mindre parallelt i de forrige sæsoner, på fortræffelig vis: Narkosporet centreret omkring Mike Ehrmantraut, Salamanca-familien og Nacho Varga og det exceptionelt stærke karakterportræt omkring Jimmy og seriens bankende hjerte, Kim Wexler. Resultatet var afsnit med mere nerve og spænding end i nogen anden serie i år, kombineret med serieskabere Vince Gilligan og Peter Goulds fornemme sans for skæve detaljer og overraskende krumspring.

Jeg har hørt, de første sæsoner er lidt langsomme. Lover I mig på spejderære, at jeg ikke kommer til at fortryde det, hvis jeg endelig tager mig sammen og går i gang?
De første sæsoner, hvor Jimmys forhold til sin paranoide bror og rejse op i advokathierarkiet, er glimrende. Men de er ikke ’Breaking Bad’ i tempo og dramatik. De senere sæsoner vil enhver ’Breaking Bad’-fan dog knuselske, og vi ser frem mod sidste sæson med en vis ængstelse: For hvordan kan man leve op til denne mesterlige sæson 5?

Læs vores anmeldelse.

Kan ses på Netflix.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af