’Dronninggambit’: Netflix-hit giver os det uperfekte kvindelige geni, vi har ventet på
Det er i starten af 1960’erne, og det unge skakvidunder Elizabeth Harmon blæser alle modstandere af banen i de lokale skakmesterskaber i delstaten Kentucky.
Hun fremstår selvsikker og kæphøj foran sine modstandere. Hun er et naturtalent og går til spillet med en klar forventning om at vinde. Men bag det stålsatte ydre har Beth Harmon et turbulent indre og en rodløs fortid, der spøger.
Netflix-hittet ’Dronninggambit’ er baseret på en roman af Walter Tevis fra 1983 og instrueret af Scott Frank. Det er langt fra første gang, romanen forsøges filmatiseret. Senest i 2008, hvor Heath Ledger inden sin tragiske død gik efter at instruktørdebutere med en filmversion af romanen.
Nu er den endt i gode hænder hos Scott Frank, der tidligere har skrevet manuskript til blandt andet ’Minority Report’ (2002) og ’Logan’ (2017) og skabt Netflix-westernserien ’Godless’. Her har han demonstreret sin kunnen ud i kunsten at vise det subtile indre liv i karakterer, der sætter en lukket facade op for omverdenen.
Den egentlig stjerne i ’Dronninggambit’ er dog den 24-årige Anya Taylor-Joy, der spiller Beth. Størstedelen af hendes spil foregår igennem øjnene, og hun formår troværdigt at udvise det særprægede samspil mellem lynende intelligens, trodsighed og rådvildhed, der karakteriserer Beth. Hun er en magnetisk tilstedeværelse på skærmen.
Beth bliver forældreløs som otteårig, da hendes mor dør, og hun bliver overladt til at bo på et kristent børnehjem. Her møder vi et stille og eftertænksomt barn (spillet af Isla Johnston), der med alvorlig mine observerer alt omkring sig. Et frirum finder hun imidlertid i mødet med pedellen Mr. Shaibel (Bill Camp), der lærer den unge Beth at spille skak. Som enhver rigtig mentorfigur er Mr. Shaibel til at begynde med afvisende over for at indvie Beth i skakspillets mysterier, men da hun viser sig at være begavet med et stort, naturligt talent indvilliger han i at blive hendes nestor.
På børnehjemmet bliver Beth også introduceret til beroligende piller, som bliver givet til børnene af personalet. Det bliver starten på en varig afhængighed. Pillerne hjælper på hendes koncentration, og under deres indflydelse kan hun om natten se skakbrættet for sit indre øje.
Afhængigheden bliver en varig følgesvend og udvikler sig til også at blive et misbrug af alkohol. Pillerne hjælper hende til at blive en bedre skakspiller, og for Beth er det alt, der betyder noget. Der er et interessant misforhold mellem misbrug og skakspil, hvor man jo netop forventer, at spillerne skal være på toppen af deres intellektuelle kapacitet. Det giver derfor en medrivende udfordring for Beth. Serien bygger igennem sine syv episoder op til et opgør med den russiske skakspiller Borgov, der er holden verdensmester. Men den modstander, som Beth i realiteten skal overvinde, er sig selv.
Historier om det plagede geni er en gammel kending. Men det hører desværre stadig til sjældenhederne, at det uperfekte geni er en kvinde, og der er noget forfriskende over at se Beth trumfe igennem i den mandsdominerede skakverden. Også fordi serien virker mere interesseret i at undersøge Beths indre dæmoner end i at præsentere hende som et feministisk ikon, hvilket i virkeligheden gør til hende til en langt mere interessant karakter. Hun er ikke bare god som kvinde, men som menneske.
Derudover præsenterer ’Dronninggambit’ et flot og stilfuldendt tidsbillede på Amerika anno 1960 med ungdomsoprør og koldkrigspolitiske spændinger i luften. Når Beth møder en gammel klassekammerat i et stormagasin, hvor de begge bærer på klirrende poser med alkohol under den forstadspæne facade, bringer det mindelser om ’Mad Men’s afbildning af forfald under den polerede overflade.
Kort sagt:
’Dronninggambit’ er både et rammende tidsbillede og karakterportræt, der er langt fra forestillingen om skak som et støvet mandespil.