’Logan’: Hugh Jackmans karisma brænder igennem i usædvanligt mørk X-Men-film

’Logan’: Hugh Jackmans karisma brænder igennem i usædvanligt mørk X-Men-film

All men must die. Selv de mest adamantium-forstærkede af slagsen.

Den erkendelse er den aldrende Logan aka. Wolverine (Hugh Jackman) nået til i instruktør James Mangolds dystre og ekstremt voldelige X-Men-vision ’Logan’, hvor vor klo-svingende helt er tilbage på flasken, mens selvmordstankerne svirrer om en enlig, længe gemt adamantium-kugle i lommen.

’Logan’s Logan er en ludende skygge af den frække unge brushane af en Wolverine, vi først mødte i Bryan Singers ’X-Men’ for 17 år siden, og fra den indledende blodsprøjtende scene slår Mangold fast med syvtommersøm, at filmens univers ligeledes er markant mørkere, end vi hidtil har været vant til i filmisk X-Men-regi.

Glem alt om prangende slotsbygninger, smækre mutanters excentriske hårpragter og episke CGI-kampe om verdensherredømmet med et minimum af helteofre: ’Logan’ er et helt andet, mere jordbundent bæst i form af en støvet roadmovie såvel som 48-årige Hugh Jackmans angiveligt sidste udflugt som The Wolverine. Hvorfor den lykkelige slutning da heller ikke denne gang synes helt så selvskreven.

I USA i det herrens år 2029 hører mutanterne fortiden til. Genmodificeret mad og vand sørger for, at ingen nye mutanter bliver født, og det fåtal af voksne mutanter, der endnu lever efter omfattende »sikkerhedsreguleringsprocedurer«, er forståeligt nok gået under jorden.

Væk er Storm, Magneto, Nightcrawler, Rogue og alle de andre. I en solsveden udørk på den mexicanske grænse har Logan isoleret sig sammen med Professor Charles Xavier (Patrick Stewart) og den tidligere onde albino-mutant Caliban, sidst set i en yngre udgave i ’X-Men: Apocalypse’ (nu spillet med veloplagt galgenhumor af ’The Office’s Stephen Merchant).

Charles’ før så magtfulde hjerne visner af alzheimers og sorg over at have forårsaget en katastrofal telekinetisk event, der muligvis dræbte de sidste af de gamle X-Men. Caliban agerer sygeplejer, og Logan bæller whisky og kører limousine for at tjene penge til at købe en båd (symbolsk betitlet ’The Sunseeker’) og forvinde på havet, væk fra USA’s akut nedsmeltende samfundsstrukturer (lyder det bekendt?).

Hvis altså ikke rovdyrsmanden med det formørkede sind og svindende helende kræfter får mere lyst til at skyde sig selv inden, forstås.

Det er en trøstesløs scene, de tidligere helte tumler afdankede rundt på, da en barnemutant pludselig gør sin voldsomme entre. Lille Laura (Dafne Keen) er undsluppet fra en væmmelig forsøgsinstitution (du ved, dem alle ’X-Men’-film skal indeholde en Holocaust-lignende skrækreference til), og ligesom Logan springer pigen også hvæssede kløer fra knoerne i kombination med et håndgranatstemperament. Hvem mon hun deler mutantgener med … ?

Laura knuger en stak ’X-Men’-tegneserier og et bundt penge med en adresse på: Med Logans hjælp vil hun finde et sagnomspundet samlingspunkt for mutanter og derfra videre til Canada og et liv i sikkerhed for forfølgelse og stigmatisering (igen: drag selv åbenlyse samfundspolitiske paralleller).

Logan fnyser metaironisk på både sine egne og publikums vegne: Tegneseriernes udlægning af X-Mens utrolige beretninger er rent opspind (»kun en fjerdel af det skete, og ikke som det står her!«), og han tror selvsagt ikke længere på, at der skulle findes nogen Edens have for mutanter i den verden, der har fravristet ham alt, han har været og holdt af.

Mand og moral er væk, der er kun den dyrisk destruktive Logan tilbage, og han skal kraftedeme ikke lege barnepige for nogen unge.

Oh well.

’Logan’ er ikke, som man kunne have forventet af en filmatisering af spin-off-tegneserien ’Old Man Logan’ af Mark Millar og Steve McNiven, men derimod baseret på en ide af Mangold selv, der ikke just oser af originalitet med sit eksplosive mutant-twist på den velkendte ’barsk-mand-på-springtur-med-kært-barn’-præmis (se også: ’Man On Fire’ med Denzel Washington, ’A Perfect World’ med Kevin Costner etc.).

Endvidere er miljøskildringen af det ellers spændende dystopiske fremtidsmareridt lidt for vag og baggrundshistorien for løst skitseret til helt at understøtte det tragiske momentum, filmen baserer sin fortælling på.

Alligevel er det immervæk fascinerende underholdende at opleve Jackmans trætte Logan parret med den westerngenre, figurens lone-wolf-karakteristika altid har synes skræddersyet til. Mangolds film refererer løbende westernklassikeren ’Shane’ (så vil filmfans vide, hvad klokken er slået), mens Jackman oser brutal karisma som en muteret Clint Eastwood i ’The Outlaw Josey Wales’.

Den australske skuespillers indlevede præstation er X-filmens primus motor, og når Jackman ikke lige flekser musklerne i en af ’Logan’s utallige balstyriske nærkampe (hver og en ser man komme på kilometers afstand), rammer særligt hans scener med unge Dafne Keen en ganske rørende nerve.

Mangold stod også bag kameraet på den noget mindre vellykkede, asiatisk-influerede ’The Wolverine’ fra 2013, men med ’Logan’ søger instruktøren heldigvis i stedet tilbage til den form for atmosfærisk karakterdrama og hudfletning af maskuline amerikanske midtvestmyter, der kendetegnede hans bedste, westerninspirerede filmværker; ’Cop Land’, ’3:10 to Yuma’ og ’Walk the Line’.

Hvis ’Logan’ virkelig er det endelige farvel til Jackmans version af Wolverine, er det et værdigt filmisk ridt mod solnedgangen.


Kort sagt:
Instruktør James Mangolds støvet afsvedne fremtidsunivers anno 2029 danner en alternativ westernkulisse for X Men-cowboyen Logans sidste vilde ridt mod solnedgangen. Men skønt fortællingen er forudsigelig og filmens R-rating efterstræbes med blodsprøjtende drengerøvsiver, trækker Hugh Jackmans karisma endnu engang en middelmådig film tilfredsstillende over målstregen.

Spillefilm. Instruktion: James Mangold. Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Dafne Keen, Stephen Merchant, Boyd Holbrook, Richard E. Grant, Elizabeth Rodriguez, Eriq La Salle. Spilletid: 135 min.. Premiere: Den 2. marts
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af