’Better Things’ sæson 4: Stadig én af de bedste ting på tv lige nu
Højdepunkter i fjerde sæson af Pamela Adlons ‘Better Things’:
Sam laver mad i en Bevar Christiania-hættetrøje (formodentlig købt under Adlons besøg i København på Copenhagen TV Festival i august).
En ugleunge har forvildet sig ind i Sams soveværelse, og hele familien er i vildrede. Så går Duke resolut ind i værelset og kommer ud igen med uglen i favnen, helt rolig svøbt ind i et tæppe. De døber den Edwind.
Sam og Max kalder hinanden »Cunt« – det værste skældsord, man kan sige til en kvinde – 18 gange, inden de bryder sammen af grin.
Sam smider foran måbende Frankie og Duke sin halvsenile mor, Phil, ud af bilen i silende regnvejr, fordi hun bliver ved med at råbe ad trafikken. Sam pointerer, at det kun er chaufføren, der har ret til at have vejvrede.
Sam går ud fra en dyrehandler sammen med Max med en hvid slange om halsen mod sin nye bil med ordene »Velkommen til min midtvejskrise!«.
Jeg kunne blive ved, for de første fem afsnit af sæsonen er pure højdepunkter fra en kaotisk hverdag i familien Fox’ kvindekollektiv. Ligesom de foregående tre sæsoner skildrer serien med stor præcision, melankoli og humor skuespiller Sam Fox’ stormfulde forhold til sine tre døtre og moren (Celia Imrie), der bor ved siden af.
Døtrene er blevet ældre og mere selvstændige, hvilket giver nye udfordringer. Hvordan håndterer hun sin voksne datter Max (Mikey Madison), der stadig bor stadig hjemme og forventer at blive opvartet og forsørget? Hun er splittet mellem lysten til at puffe hende ud af reden og frygten for adskillelse.
Til gengæld har hun sluttet stille fred med sin mellemste datter, Frankie (Hannah Alligood) på 15, som gjorde massivt teenageoprør med sin mor i sidste sæson. Frankie skaber dog ny forvirring hos Sam, da hun fanger hende med en dreng i sin seng. Her gik Sam og troede, at Frankie muligvis var transkønnet, som Max fortalte hende tilbage i første sæson. Og nu skal hun alligevel til at bekymre sig for datterens prævention.
Den yngste spirende teenager, Duke (Olivia Edward), opfører sig stadig nogenlunde elskværdigt – men løsrivelsen er i gang. Sam begynder modvilligt at tænke på sit fremtidige liv uden børn. Hun køber en bil uden plads til alle, men er ikke moden til at se på den dating-profil, Frankie har oprettet til hende og konstant minder hende om, så hun ikke ender gammel og alene. »Jeg er en VOL-CEL« (’voluntary celibate’), insisterer Sam. Imens siler regnen ned i Los Angeles og bringer tungsind, isolation og mugne vægge med sig.
Arbejdsmæssigt er det opad bakke. Hun bliver lykkelig, da hendes gamle animationsserie ‘Ching of the Mill’ (den fiktive version af ‘King of the Hill’, som Adlon lagde stemme til i 13 år – medskaber Mike Judge dukker op i en meta-cameo som producer) bliver rebootet. Men selv sin gamle rolle skal hun aflægge audition til. Måske er der mere potentiale i den unge skuespiller Jessica Bardens (fra ‘The End of the F***ing World’) entusiastiske forslag om at »skabe noget sammen« i stedet for at sidde og vente på, at telefonen ringer – et ekko af Adlons egen erkendelse af, da hun fik mulighed for at skabe ‘Better Things’ hos FX, at hun for længst skulle have skabt sit eget indhold.
Som instruktør bliver Pamela Adlon stadig mere sikker og eksperimenterende. Omgivelser og kamerabevægelser fortæller lige så meget som replikker, for eksempel i den poetiske åbningsmontage, hvor kameraet hvirvler rundt i cirkler ind og ud af de tomme børneværelser som en teaser for Sams omstilling til alenetid, mens Frankie og Duke er på ferie hos deres far.
Som altid er både Sam og Adlon også nysgerrige efter at høre forbipasserende menneskers historier. Som Frankie bemærker til sin mor: »Hvis jeg nogensinde får impulsen til at starte samtaler med fuldstændigt fremmede alle steder, jeg går hen, vi jeg 100 procent give dig skylden«. Mødre er altid pinlige, men herfra skal der lyde en tak for impulsen, der udmønter sig i små fine vignetter, blandt andet et kort, men meningsfyldt tilfældigt møde med en oldschool bilforhandler, der stolt fremviser sin lækre sort-hvide El Camino.
Flere andre biroller får lov til at skinne. Vennen Jeff (Greg Cromer) (fra den formidable »No, Jeff«-scene fra anden sæson) er blevet ædru i AA og søger tilgivelse for en absurd liste af synder over for både Sam og ekskonen Sunny (Alysia Reiner). Og Sams veninde Lenny (Cree Summer) bryder grædende sammen over sit smuldrende ægteskab midt i et fitnesscenter, hvor Sam naturligvis højlydt orienterer de stirrende motionister om venindens situation.
Således skildrer ‘Better Things’ livet, fuld af tragedie og frustration, men også humor og sammenhold. Og det gør serien til en af de bedste ting på tv lige nu.
Kort sagt:
Fjerde omgang af ‘Better Things’ er så god som nogensinde i sin rørende, sjove og autentiske skildring af Sams forhold til sine viljestærke teenagedøtre, der bliver ved med at volde nye bekymringer – denne gang med en melankolsk undertone over udsigten til at blive alene uden børn.