‘Small Axe’: Steve McQueens uafrystelige filmserie vil blive husket i mange år frem
Vi var nok mange, der tænkte, at det var et mærkeligt format, Steve McQueen havde valgt til sit passionsprojekt. En miniserie, der ikke består af egentlige afsnit, men fem spillefilm med forskellige plot og karakterer.
Nu må vi sande, at vi tog fejl. ’Small Axe’, der nu endelig er kommet til Danmark og kan ses på DR, er et uafrysteligt værk, netop på grund af sin spraglede form.
Det er en serie til tiden, en skræmmende beretning om strukturel racisme mod det vestindiske miljø i London. De fem film er løst og fast baseret på historiske hændelser fra slut-60’erne til start-80’erne og er bundet sammen af det revolutionære ordsprog, som Bob Marley gjorde berømt: »If you are the big tree, we are the small axe«.
Men serien er ikke kun en protest over den undertrykkelse af et sort mindretal, der stadig er smertelig aktuel i dag. Det er også en lyrisk og smittende hyldest af den kultur og det miljø, som instruktør Steve McQueen selv er rundet af – maden, lyden, menneskerne.
Det fremgår tydeligst af ’Lovers Rock’, den største perle af de fem film.
Det er én lang fest, båret frem af den reggaemusik, som unge sorte mennesker nød i 80’ernes London til privatfester, fordi de ikke var velkomne på diskotekerne. Vi ser højttalere blive båret ind i en villa, vi ser gæsterne ankomme, vi ser dem danse sig svedige foran dj’en, synge i kor til tidens hits (sikke et soundtrack!) og gøre kur til det modsatte køn.
Det er en sexet, berusende fest i sig selv, men det, der gør den uforglemmelig – og det, der gør ’Lovers Rock’ til en genistreg – er alt det, festen holdes op imod.
Uden for frirummet lurer smerten og undertrykkelsen. Gæsterne bliver mødt af abelyde fra hvide mænd uden for villaen, en mand begår et seksuelt overgreb i haven, og den unge kvinde Martha, der er det tætteste, filmen kommer på en hovedperson, har sneget sig ud ad vinduet i sit hjem, fordi druk og dans ikke hører hjemme i hendes stærkt religiøse familie.
Alt det står på spring uden for dansegulvet som glubske uhyrer, der går på rov, så snart solen står op, men så længe natten hersker, og dj’en spiller, fortrænger dansen og bassen dem i et euforisk nu.
Det er en mageløs bedrift, at Steve McQueen evner at skabe dette frirum og kun i glimt antyde det omgivende mørke uden at negligere den racisme og sexisme, der finder sted.
Pointen er, at festen er en tiltrængt flugt, hvor unge kroppe og sind kan frigøre sig fra samfundets bånd og lade åg falde fra skuldrene ved hoveddøren.
Det er fortalt af en auteur, der tydeligvis har en personlig indsigt i tiden og kulturen og samtidig har evnerne til at videregive den, så man mærker sveden drive ned ad væggene.
Og så er festen det absolut tætteste, man kommer på en ud-af-kroppen-oplevelse på et dansegulv i denne karantænetid.
McQueens linse dvæler også ved en fest i den første film, ’Mangrove’. Men her er festen ikke en flugt fra det politiske. Den er politisk.
Gæsterne på det caribiske spise- og forsamlingssted Mangrove hiver højttalerne ud på gaden i Notting Hill-kvarteret og danser til reggae, mens hvide politifolk skumler under hjelmene. Også vi har ret til at være her, siger de med sjæl og rytme.
Det mener politiet ikke, at de har, så de stormer Mangrove uden hjemmel og banker og tæver og smadrer på deres vej. Det er forfærdende, også fordi det er en sand historie.
Da det sorte mindretal beslutter sig for at demonstrere, antændt af British Black Panther-aktivisten Altheia Jones-LeCointe, griber politiet igen til vold. Alligevel ender ni demonstranter som tiltalte i en retssal, hvor hvide politifolks beretninger vejer langt tungere end minoriteters opråb.
Som bekendt kan en lille økse dog slå hårdt.
Modsat ’Lovers Rock’ er ‘Mangrove’ en relativt strømlinet protestfilm, der – lig McQueens mesterlige triumfator fra 2013, ’12 Years a Slave’ – kunne kandidere til en Oscar-statuette for bedste film, hvis det ikke var et afsnit i en miniserie.
Måske særligt fordi den er uhyre velspillet, med flammetaler leveret af Letitia Wright (’Black Panther’, sjovt nok) og Malachi Kirby (’Roots’) som aktivisterne Altheia Jones-LeCointe og Darcus Howe.
Man kan mene, at de fylder så meget i retssagen, at hovedpersonen, Mangrove-ejeren Frank Crichlow, ender med at blegne en smule. Hvor de er drevne aktivister, er han plaget af tvivl: Han er tilfreds med at lave god, krydret mad i fred og ro, men ikke engang det kan han få lov til. Systemets uretfærdigheder nærmest tvinger ham ind i aktivismen.
Hans indre konflikt kunne have fyldt mere i ’Mangrove’, men til gengæld kulminerer den på overrumplende vis i en karakteristisk lang McQueen-indstilling (tænk fællessang i ’12 Years a Slave’).
Seriens tredje film, ’Red, White and Blue’, holder et strengere fokus på en enkelt karakter, forskeren Leroy Logan (John Boyega fra ’Star Wars’), der dropper reagensglas til fordel for en karriere i et korrupt og racistisk politivæsen. Han vil ændre systemet indefra, men hans far, der flere gange er blevet chikaneret af hvide politifolk, er rasende over sønnens valg.
Hvor Mangrove-ejeren modvilligt bliver aktivist, har Leroy Logan gnisten fra starten.
Alligevel er ’Red, White and Blue’ den den måske mest nedslående af de fem film: I takt med at Logan kommer tættere på politistyrkens racismeinficerede kerne, bliver han mere opgivende. Fortvivlelse fortrænger ilden i hans blik, og det gør ondt at se.
Det er altså en helt anden og mere radikal fortælling om racisme og aktivisme end i ’Mangrove’, ganske enkelt fordi den lille økse i højere grad preller af på træet. Imens adskiller ’Lovers Rock’ sig fra begge film ved slet ikke at finde øksen frem.
’Alex Wheatle’, der handler om forfatteren af samme navn, er den mindst fokuserede af de fem film, måske fordi den gaber over så mange år i Wheatles unge liv, fra hans barske ophold på et børnehjem over hans debut som protest-DJ til hans tur i brummen efter Brixton-oprøret i 1981 – alt sammen på en times spilletid. McQueen lader Wheatle bygge sin identitet i et springende og søgende portræt, men instruktøren får ikke svejset de enkelte dele helt sammen og efterlader et lidt skitseagtigt indtryk.
Til gengæld lægger filmen flot op til seriens suveræne finale, ’Education’, der hudfletter strukturel racisme i uddannelsessystemet, nærmere bestemt i London-bydelen Haringey i starten af 70’erne, hvor børn med vestindisk baggrund i stor stil blev sorteret fra og efterladt i stikken på elendige skoler for »the educationally subnormal«.
Det bliver tydeligt – som Wheatles cellekammerat påpeger – at mindretallet systematisk fastholdes i underklassen, og at oprøret derfor starter i uddannelsessystemet.
I hænderne på andre instruktører var ’Education’ måske endt som et tørt debatindlæg i billeder, men McQueen udfolder den samfundskritiske analyse i et følsomt og smukt drama om systemets skæbner.
Drengen Kingsley vil være astronaut og tegner raketter på sit værelse, men kyles ud af skolen, fordi han scorer lavt i en af de IQ-tests, der favoriserede hvide børn. Hans mor tror først, at han er et ugideligt skarn og behandler ham ufølsomt, men efter et møde med et par aktivister forstår hun, at systemet opgav ham, før han fik en chance.
McQueens kamera borer sig altid ind i karaktererne på de rigtige tidspunkter: Da Kingsley ligger i badekarret med kun næsen over vandet og stirrer tomt mod loftet, overbevist om at hans drømme er knust. Da hans mor hører ham stamme og hulke sig igennem en simpel tekst og indser, at ikke kun skolen har svigtet ham, det har hun også selv.
’Education’ er øm og vred, umådeligt nedslående og fuld af håb, og det samme kan man sige om ’Small Axe’ som helhed.
De fem film er forskellige i tone, i tematik og i perspektiv, men de hænger alligevel uløseligt sammen. Det er seriens styrke: ’Small Axe’ kommer dybt ned i racekonflikterne ved at angribe dem fra flere vinkler, med eftertænksomhed, indignation, desillusion og ekstase. Og med en aldrig svigtende indsigt i de skæbner, der flygter fra systemet, trynes af det eller gør oprør mod det.
Tilbage står et højaktuelt værk, der vil blive husket i mange år frem.
Kort sagt:
Steve McQueens femfilmsserie blander overlegent eufori og håbløshed, vrede og ømhed, aktivisme og virkelighedsflugt i en cocktail, der både er svær at ryste af sig og umulig ikke at elske.