’The Outsider’: HBO’s Stephen King-serie var et mesterligt mareridt

5 6
’The Outsider’: HBO’s Stephen King-serie var et mesterligt mareridt
Formidable Ben Mendelsohn og Cynthia Erivo i 'The Outsider'.
STREAMING TOGETHER

(Læs kun med, hvis du har set hele ’The Outsider’).

»Hvem er Terry?«

Tre små ord, der åbnede for et vandfald af Reddit-teorier. Og som fik det til at løbe iskoldt ned ad ryggen på mig under finalen af HBO’s fremragende foruroligende Stephen King-serie ’The Outsider’, der igennem lidet andet end positiv word of mouth endte med at trække flere seere i USA end både ’Watchmen’ og ’True Dective’s tredje sæson.

Om end jeg stadig ikke helt fatter, hvad det egentlig betyder.

’The Outsider’ var indbegrebet af et slow burn-gys, der helt frem til tæppefald skyede generisk effektfyrværkeri af den slags, der punkterede uhyggen i sidste års mere bombastiske King-filmatiseringer ’IT: Chapter 2’ og ’Doctor Sleep’.

Et klogt valg af en serie, der fra første klaustrofobiske kapitel imponerede med en fintfølende fornemmelse for, hvilke karakteristiske King-knapper, der nødvendigvis måtte skrues et par mumbojumbo-decibel ned for at levere en stram fortælling, der tonalt bestræbte sig på at etablere et tættere slægtskab med ’True Detective’s krimiunivers og sydstatsmysticisme end med hurtige horror-klovnerier.

Ben Mendelsohn i ‘The Outsider’.

Det største twist i ’The Outsider’ var således, hvor få reelle twist, der var i historien om sheriffen Ralph og privatdetektiven Hollys jagt på det formskiftende urtidsmonster og »tåredrikker« El Cuco, der som en anden Pennywise uden ballon og båtnæse mæsker sig i barneofre, fordi de »smager sødere«. What you see is what you get, og det var hele pointen, som vi, skeptiske Ralph og hele vores i bund og grund absurd usammenhængende verden anno 2020 slutteligt måtte overgive os til:

Nogle gange er det eneste meningsfulde svar på gåden slet og ret erkendelsen af, at visse ting bare ikke giver mening.

Så giv slip og kom videre i teksten – eller af banen, for ikke at forhale fremdriften, som Ralphs hustru Jeannie (Mare Winningham) via manuskriptforfatter Dennis Lehane indprentede sin mand og samtlige prætentiøst slæbende krimiplot i en forfriskende no nonsense-opsang. ’

The Outsider’ tog sig tid til sine karakterer, men havde minus tolerance over for ulogisk stædige filmstereotyper a la den slags, der i mindre avancerede produktioner havde nægtet at tvivle en tøddel, om så bøhmanden dansede fandango med en afgnasket barnearm i kæften under forhørslokalets lysstofrør.

With a little help from my friends

Showrunner Richard Price (’The Night Of’) og projektets essentielle altmuligmand Jason Bateman (producer, skuespiller og instruktør på de første to afsnit) skelede til ’The Shining’s knugende atmosfære, og behandlede konsekvent historien med en seriøsitet, der reflekterede sig i alt fra valget af de øvrige instruktører – heriblandt Karyn Kusama (’Jennifer’s Body’, ’The Invitation’) og Igor Martinovic (fotograf på ’The Night Of’) – til samarbejdet med den førnævnte noir-forfatter Lehane (’Mystic River’, ’Shutter Island’, ’Gone Baby Gone’).

Og som naturligvis gik igen i håndplukningen af et bundsolidt cast, hvoraf størstedelen havde tidligere professionelle forbindelser til enten Price eller Bateman selv.

’The Outsider’-holdet tog udgangspunkt i, hvordan helt almindelige mennesker (med undtagelse af Holly, bevares) ville debattere med sig selv og hinanden i konfrontationen med det overnaturlige, og uagtet hvor groteske situationer, persongalleriet befandt sig i undervejs, faldt deres dialoger og handlemønstre befriende troværdigt.

Marc Menchaca og Ben Mendelsohn.

Inden han gik full-on Bad Rambo, formulerede selv monstermedhjælperen Jack (Marc Menchaca) iagttagelser, der klingede plausible, og skønt det nagede ham eftertrykkeligt at give efter for Hollys ideer, rejste familieadvokaten Howie (Bill Camp) sig fra skrivebordet for at give en hånd med.

Fordi det – for nu at flyve de mere frelste tematiske faner – selvsagt er, hvad mennesker gør og bør på tværs af rang og religion, når lokummet brænder: pakker egoet i baglommen og hjælper hinanden.

Hættetrøjeparanoia

Skønt nogle seere måske stejlede over seriens adstadige tempo, var det netop ’The Shining’-langsommeligheden tilsat sporadiske flashes af pludselig gru (et tavst skrig, en skikkelse ved vuggen), der var ved at få mig til at gå ud af mit gode skind af lige dele begejstring og skræk hver mandag aften. Og som farvede mine sene hundelufteture med akut hættetrøje-paranoia.

Well, dét, og synet af lilleputtræneren Terry Maitland med hedengange Frankie Petersons blod i hele fjæset og iskoldt, stirrende blik i allerførste afsnit. Tak for mareridtene, Bateman.

Terry og Ralphs anspændte interaktion i kølvandet på Terrys anholdelse (præ-El Cuco-kendskab) var fantastisk tvetydige og scenen, hvor sidstnævnte med indtrængende sympatisk overbevisning fortæller om dengang, han lærte Ralphs afdøde søn at spille baseball, var ganske enkelt et højdepunkt i Batemans skuespilkarriere.

Jason Bateman i ‘The Outsider’.

For alle os, der ikke på forhånd var bekendt med romanforlægget, var det derfor også en gedigen mavepuster at se rollelistens største navn likvideret i andet afsnit. Det ballsy gearskift krystalliserede ’The Outsider’s ambitionsniveau, men hvor gerne jeg end havde set Terrys tragedie foldet ud, tog det mig ikke mange minutter at springe om bord på #TeamHolly, da Oscar-nominerede Cynthia Erivo (’Harriet’) entrerede scenen med spandevis af karisma og særegen mystik som outsideren, der har gjort det til en levevej at opsnuse andre outsidere.

Erivo demonstrerede en evne til at gnistre som en stjernekaster i samspil med hver en kollega, hun blev sat overfor, og både Derek Cecils kærlighedshungrende Andy (eller, Seth fra ’House of Cards’) og Marc Menchacas Jack fik yderligere substans i hendes nærhed.

Men det var Ben Mendelsohns Ralph, der stik imod al forventning vred mit hjerte i en sorgfuld skruetvinge imellem gysene. Mendelsohn – den evige skurk i ’Animal Kingdom’, ‘Bloodline’, ’Ready Player One’ og ’Rogue One’ – leverede på afdæmpet vis sit livs præstation som en bedrøvet blodhund af et rart og ordentligt fornuftsmenneske, hvis ludende skuldre gradvist rettede sig resolut, da Holly, Jeannie og hans egen dårlige samvittighed over at have forvandlet sig til en omvandrende lyseslukker ruskede ham ud af apatien.

Svedkrøllede sydstatsmænd

Mine affektioner for Holly, Ralphs eksistentialistiske kvababbelser (og Mendelsohns hundeøjne, sorry) samt det øvrige slæng af vejrbidte sydstatsmænd i stadigt mere svedkrøllede skjorter gjorde mig lige akkurat i stand til at sluge ’The Outsider’s enkelte enerverende fodfejl.

Jovist, der var lige vel mange roadtrips i episode syv og otte, og ideen om en åben kiste til brandofret Andys begravelse virkede ikke synderligt velovervejet. Men værst var tilføjelsen af Hillbilly-Claudes (Paddy Considine) endnu mere bovlamme bror, Hillbilly-Seal (Max Beesley, der for undertegnede for altid vil være mest kendt som Mel B’s kæreste i 00’erne)

Seals selvfede macho-muleri skurrede klichefyldt, men værre endnu sked karakteren ikke bare i nælderne, men også på seernes intelligens, da han i et anfald af akut manuskriptidioti fortalte Claude og dermed også El Cuco-Claude om vor heltes udflugt til bjørnehulen. Et facepalm-stunt så bekymrende, at det gav mig næsten lige så klamme håndflader som Jack forud for finalen.

Og så meget desto mere lettet er jeg over, at ’The Outsider’ ikke snublede på målstregen.

Paddy Considine i ‘The Outsider’.

På overfladen grænsede den længere ventende konfrontation til det antiklimatiske, da Holly og Ralph efter det blodige shoot-out uden for hulerne (RIP birollecast) relativt hurtigt besejrede El Cuco – der ellers syntes klar til en længere sludder om, hvordan den/han/IT ikke anede en dyt om sin egen eksistens eller om, hvorvidt der monstro fandtes lignende udyr derude.

Men serien tro var finaleepisoden spækket med så megen detaljerig stoflighed, at jeg personligt ikke savnede de orme, der, ifølge en hastig google-søgning, udgør El Cucos sande form i romanen (nu hvor edderkoppekostumet allerede var taget af Pennywise?).

Små bemærkninger som Hollys lavpraktiske observation af, at El Cuco kan dræbes, fordi han »også er bange for at falde« på hulens ujævne gulv og Ralphs trussel om at pudse horder af fotoglade turister på bæstet, forankrede atter begivenhederne i en relaterbar setting (alt er relativt) foruroligende krydret med synet af Ralphs afdøde søn som et behersket, men effektivt alternativ til et klassisk jumpscare.

Og så endte det alligevel semi-lykkeligt for vor mismatchede makkerpar, omstændighederne taget i betragtning.

Eller hvad…?

Hvem er Terry Holly?

Skal Hollys »Hvem er Terry?«-forvirring forstås, som at kvinden var så optaget af mødet med El Cuco, at hun momentant glemte alt om sagen, der kickstartede det hele? Det virker ikke helt kosher, Hollys grundige efterforskningsarbejde taget i betragtning, men den øvrige mulige forklaring – at Holly var under El Cucos indflydelse – er næsten lige så besynderlig.

Post-huleopgør gjorde kameraet endvidere en dyd ud af at vise en skramme i Ralphs ansigt som et skælmsk hint til El Cucos bodysnatcher-smittemetode, men endnu mere langhåret blev det i scenen under rulleteksterne, hvor episoden satte gysertrumf på, da Holly – featuring tydelig skramme på armen – fik et syn af Jack og febrilsk tjekkede sin nakke for infektionsblærer.

Cynthia Erivo.

Tilsyneladende var huden klar, men da Holly herefter læste op på nyhederne om Terrys posthume frifindelse, legede hun åndsfraværende med sit hår, mens kameraet igen bevægede sig suggestivt mod hendes baghoved til tonerne af selvsamme nostalgiske sang, som Ralph tidligere kædede sammen med sin mors død.

Soundtracket var naturligvis en påmindelse om, at der er mere mellem himmel og jord, men kan i samme åndedræt også tages som et varsel om, at Holly ikke er helt sig selv – for sagde hun ikke for uger tilbage, at hun aldrig lytter til musik? Ralphs indflydelse kan have sat sine spor – på den gode måde – men et mørkere budskab simrede under overfladen, hvor El Cuco muligvis også slikker sårene inden et comeback.

’The Outsider’ handlede om modet og selvopofrelsen, det kræver at tro: På det utrolige såvel som på medmenneskelighed i hverdagen. Og dog vil jeg helst ikke tro på, at der kommer en sæson to, skønt Price har tilkendegivet, at han allerede skribler noter til en ny historie.

HBO fråder formentligt sultent om munden af begejstring over monstersuccesen. Men at tækkes forudsigeligheden og korrumpere ’The Outsider’s unikke mådehold? Det ville være helt cuco. 

’The Outsider’. Serie. Hovedforfatter: Richard Price. Medvirkende: Ben Mendelsohn, Cynthia Erivo, Patrick Bateman, Mare Winningham, Bill Camp, Marc Menchaca, Derek Cecil, Julianne Nicholson, Jeremy Bobb. Spilletid: 10 afsnit á ca. 50 min. Premiere: Hele serien kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af