’Doctor Sleep’: Fortsættelsen til ’Ondskabens hotel’ begår en utilgivelig synd
Repremiere i biograferne 6. august 2020.
Kan man blive for gammel til at sove med lyset tændt?
Film skal ses i biografen, og gyserfilm skal ses fra bag sofapudderne. Men der er ét slags gys, der alligevel troligt pirrer min barndoms horror-fascination og lokker mig ud af hulen og ind i salen i anmelderøjemed: Når Stephen King kalder, så er jeg klar. Hvad end turen går til dyrekirkegårde, klovnekloaker eller mørke tårne.
Og fortrydelsen, der altid kilder mig i nakken som en lille klam børnehånd fra sædet bag mig, idet rummet går i sort, er efterhånden en fast del af oplevelsen.
Denne gang føltes før-nerverne imidlertid mere som et greb om struben, for ingen gyser har nogensinde givet mig gåsehud så langt ned i sokkerne som filmen, biografaktuelle ’Doctor Sleep’ bygger videre på. Aka. ’Ondskabens hotel’ aka. ’The Shining’, hvori alkoholiske Jack Nicholsons skriveblokade muterer til hallucinerende øksemorderambitioner, mens hans hustru Wendy og deres lille synske søn Danny ser rædselsslagne til.
Sjældent har en bestseller-forfatter spundet så djævelsk selvironisk satire over den egocentrerede hvide amerikanske middelklassemands kunstneriske navlepilleri og begrænsninger som wholesome familiefar.
King var ganske vist notorisk utilfreds med instruktøren Stanley Kubricks 1980-version af murstensromanforlægget, men dén kreative fejde rokker ikke en tøddel ved ’The Shining’s status som filmhistorisk koryfæ, hvis elevatorblodfuld af ikoniserede scener og lydbilleder har lagret sig i min underbevidsthed i en Pandoras æske, der til stadighed letter på låget på mørke og stormfulde nætter alene hjemme.
Fra det psykedeliske gulvtæppe på Overlook Hotel til det foruroligende score, Dannys trehjulede cykel, de creepy tvillingepiger, hemmeligheden i værelse 237 og skrivemaskinen, hvorpå Nicholsons Jack Torrance forfattede sit opus a én sætning og én sætning alene: »All work and no play makes Jack a dull boy«. ’The Shining’ var en perfekt gyserfilm med en perfekt slutning. Hvorfor der dårligt kan have været mange, der ligefrem har hylet mod månen efter en fortsættelse sprudlende af løssluppen CGI.
’Doctor Sleep’ er baseret på Kings roman af samme navn fra 2013, der følger Danny Torrance som voksen, her spillet af Ewan McGregor. Instruktør Mike Flanagan (gyserserien ’The Haunting of Hill House’ på Netflix) har efterstræbt et filmisk miks af både Kubrick og King, og sidstnævntes velsignelse var alfa og omega for projektets tilblivelse, ifølge Flanagan.
Allerede dér bimler brandalarmen på hotelgangene, for lige så fantastiske, en lang række af Kings bøger er, lige så paradoksalt besynderlige er legendens personlige vurderinger af filmudgaverne. Og ak, hvor der er røg, er der også endnu et bevis på, at forfatterens affektioner typisk tilfalder instruktører, der nurser hans egen største svaghed for forvrøvlet ævl som bogstopper for virtuos suspense. Når King fortæller Entertainment Weekly, at den nye horroroperette »råder bod på alle de ting, der var i vejen med Kubricks film«, får jeg instinktivt nervøse tics.
Helt i ophavsmandens ånd starter ’Doctor Sleep’ flere stjerner bedre, end den slutter, men forudgående kendskab til ’The Shining’ er en absolut nødvendighed. Forty-something Danny forsøger at lægge et livslangt alkoholforbrug på hylden, der har dulmet fortidens traumer, og bruger sine telekinetiske evner – hans shine – så lidt som muligt. Da han slår sig ned i en lille by, går i AA og får job som sygeplejer på et hospice, indfinder roen sig (filmens titel refererer til det kaldenavn, de døende patienterne giver ham). Men andetsteds i Guds eget land er en flok dæmoniske eksistenser (’Harry Potter’s sjælesugende dementorer klædt i Urban Outffiters og med kørekort til en karavane af mobile homes) på rov efter shine-begavede børn, hvis kræfter – »damp« – de labber i sig og tapper på flaske for at opnå nær-evigt liv.
Jo større smerte og frygt, jo bedre smager dampbarnet (stakkels Jacob Tremblay fra ’Room’ er centrum for en chokerende bestialsk sekvens), og da udyrene får færten af ultra-shine-pigen Abra (stærkt spillet af Kyliegh Curran), bliver Danny, der bor i samme by, modvilligt nødt til at konfrontere sin skæbne, barbere skægget og gøre det rigtige.
Altid seværdige Rebecca Ferguson (’Mission Impossible’) er den morderiske femme fatale Rose (hvis bande også tæller giganten fra ’Twin Peaks’, Carel Struycken!), der måske nok engang var menneskelig, men nu kun lever for dampen. Akkurat ligesom Dannys spøgelser fra hotellet og Pennywise i Kings ’It’, er karismatiske Rose og hendes hippie-møder-Guns’n’Roses-modesans en urgammel ondskab, der kommer igen og igen, hvis man først lader hende trænge ind i hovedet – men Abra har overraskende mange tricks i ærmet.
’Doctor Sleep’ er enormt underholdende og ofte effektivt uhyggelig, når den to tredjedele hen ad vejen fokuserer på Rose/Abra-konflikten, der ikke nødvendigvis har brug for Danny som mellemmand eller andet end flygtige ’Shining’-referencer for at antyde rammerne af et større fælles univers. Nogen vil måske finde det lidt problematisk, at McGregor til tider lunter rundt som birolle i en film, der vil udfolde Dannys livshistorie, men Ferguson og Curran stjæler billedet i en grad, der sammen med den labre scenografi ikke efterlod mig med noget savn.
Tværtimod fordrer klodset konstruerede flashbacks til Dannys barndom – komplet med syndefuldt unødvendige genindspilninger af velkendte ’Shining’-highlights med nye skuespillere (!) – ikke just iver efter at retro-kulegrave Dannys daddy-issues yderligere.
Men selvfølgelig kan Flanagan og King ikke dy sig for at slæbe både sin plagede helt og os kicking and screaming tilbage til Overlooks dørtærskel, hvor ’Doctor Sleep’ viser sig at have mindre til fælles med roste ’It’, end den har med rodebutikken ’It: Chapter II’ (som King endda blåstemplede med en cameo, just sayin’).
Forfatteren kultiverer gerne et væld af sindrige easter-egg-overlap mellem sine historier – Hulu-gyserserien ’Castle Rock’ er et fornemt King-spinoff af disse, og ’Doctor Sleep’ er spækket med hints til alt fra ’Cujo’ og ’The Stand’ til Wes Cravens ’A Nightmare on Elm Street’. Selv skuespilleren Danny Lloyd, som spillede Danny i Kubricks film, stikker hovedet frem som statist i en enkelt scene. Men det er én ting for Flanagan at udforske nye grene på træet, noget ganske andet er at crashe en filmklassikers hellige arnested og afpisse territoriet i håbet om, at genialiteten kanske smitter af.
Beruset af fanboy-grådighed smider Flanagan al kunstnerisk sans og horrorfinesse ud ad vinduet i finalen til fordel for et tæppebombardement af greatest gyserhits. Men al legen gør ikke udfaldet mindre dull.
Steven Spielbergs ’Ready Player One’ genbesøgte for et par år siden Kubricks hotel som en del af det 80’er-nostalgitrippende VR-spil, dens karakterer navigerer i, og sekvensen var både morsom og frydefuldt gyselig som kærlig minihyldest. I ’Doctor Sleep’ har Flanagan castet drengen Elliot fra Spielbergs ’E.T.’ som Nicholson-lookalike i en kreativ beslutning så bovlam, at man taber underkæben over, at den overhovedet har fundet vej til den endelige film (uagtet at skuespilleren Henry Thomas er en af instruktørens buddies, der også medvirkende i ’The Haunting of Hill House’).
Det føles ikke som homage, men som et C-films-take på Kubrick, der i endnu højere grad krystalliserer ’Doctor Sleeps’ begrænsninger. Og mens Danny åbnede ladeporten på vid gab for hvert et gespenst, der måtte have lyst til at joine festen, puttede jeg i mit stille sind ’The Shining’ ned i et smykkeskrin for favoritfilm, hvor Flanagan og co. ikke kan spraypainte 80’er-arven med klassisk blockbuster-uoriginalitet og slet skjulte superhelteambitioner anno 2019.
Opskriften på et soloeventyr til ‘X-Men’-lignende Abra bobler formentlig allerede i en Hollywood-gryde et sted.
Kubrick var alt andet end en sentimental filmmager, og King kaldte i sin tid ’The Shining’ for en »kold« film. Forfatteren savnede romanens mange nuancer, men det var ikke desto mindre Kubricks kirurgisk præcise nedbarbering af materialet til en klaustrofobisk dekonstruktion af familieværdier og giftig maskulinitet (længe før nogen brugte dén vending), der gjorde ondskaben akut nærværende og tidløs.
På Kubricks hotel kunne grusomhederne så godt som alle tilskrives psykiske lidelser og misbrug, afhængig af øjnene, der ser, men den form for tvetydighed og socialrealistiske tendenser er ikke på skemaet i ’Doctor Sleep’, der hellere drømmer gyser-eskapistiske drømme om gode mennesker versus onde dæmoner frem for at hente inspiration fra hverdagens mareridt.
Er det måske i virkeligheden Flanagan og King, der har brug for at sove med lyset tændt?
Kort sagt
Gyserinstruktøren af ’The Haunting of Hill House’ forsøger på at gå Stanley Kubricks mesterlige Stephen King-filmatisering ’The Shining’ i bedene og stryge Kings legendariske Kubrick-had med hårene. Den ’ægte’ Danny Torrance (Danny Lloyd) dukker op som statist i en enkelt scene, men alt er vand ved siden af fake news-Nicholson.
Læs også: Fem iskolde Stephen King-gys, du kan streame lige nu