’True Detective’ – hele sæson 3: Krimien var antiklimatisk, men finalen smuk
(Spoilers forude – læs ikke videre, medmindre du har set tredje sæson til ende.)
Når man som tredje sæson af ’True Detective’ så åbenlyst efterligner et mesterværk, gør man sig også sårbar for kritik.
Og som jeg skrev i anmeldelsen af seriens første fem afsnit, så kopierer tredje sæson af krimiserien vitterlig den fænomenale første sæson. Mordgåden udfolder sig i tre nedslag over flere årtier, handlingen er flyttet ud til den amerikanske udkant, nærmere bestemt Ozark-bjergene, og en umage detektivduo geninstalleres på førersædet.
Faktisk afslører den nye sæson undervejs, at den foregår i samme univers som den første: Mens Rust Cohle og Marty Hart pryder en gammel avisforside, sammenligner en journalist deres efterforskning med den nye sag.
Det ændrede sig i virkeligheden ikke i de tre sidste afsnit, hvor det aldrende makkerpar akkurat som Rust og Marty løser mordgåden adskillige år efter tragedien. Nu med tyndere hår og større pres på bukseremmen, men med samme uforløste ærgerrighed som i velmagtsdagene.
Alt imens man som seer må kæmpe med tanken om, at det meste er, som det plejer, bare knap så godt.
Og så er der alligevel nogle forskelle. For hvor den sagte melankoli var en bund under et dynamisk krimiplot i første sæson, er det, som om de tænksomme stunder bliver trukket helt frem på skærmen i tredje sæson. Ikke forstået på den måde at de vækker større genklang. Men i den forstand at refleksionen over de tabte år, skuffelsen over tid, fortrænger krimiplottet, i en sådan grad at mordgåden ender som en parentes.
Selv ikke et sidste twist ændrer på, at afsløringen af, hvad der skete med Julie og Will Purcell, de to børn, der blev bortført i første afsnit, er et antiklimaks af rang.
Til gengæld er det menneskelige drama strålende, ikke mindst forsoningen mellem Wayne Hays og Roland West, de to detektiver, der forsøgte at opklare kidnapningssagen i 80’erne, men blev blæst omkuld af systemets stride modvind. I deres sene efterår er de faldet sammen til omvandrende ruiner, mærket af den uforløste sag, der afspejler et uforløst liv.
Deres venskab har altid været dybere, end de ville erkende, lige indtil de løser sagen, deler en whisky og bagefter omfavner hinanden med tårer i øjnene. De indrømmer, at opklaringen af sagen ikke giver dem nogen forløsning. Det gør til gengæld den stille genopdagelse af et venskab, som selv ikke årtiers tavshed kunne dræbe.
På samme måde er historien om Hays’ forhold til Amelia en fortælling om kærlighed, der slides af omstændighederne, kidnapningssagen, som han forsøger at opklare, og hun forsøger at skrive om. Det er en umulig arbejdsfordeling, og flere flashbacks viser følgerne med voldsom kraft: Efter Hays har nægtet at tage offentligt afstand til den kritiske artikel, Amelia har skrevet om sagen, bliver han deponeret i politiets trøstesløse informationsafdeling. Han kigger på skrivemaskinerne, der larmer irriterende, og op på væggen, hvor et skilt sætter trumf på: »Ingen private opkald i arbejdstiden«.
Ligesom tilfældet er med detektivduoen Hays og West, skaber sagen afstand mellem mennesker, der var skabt til samhørighed, men da de elskende er faretruende tæt på at droppe det hele, hiver kærligheden alligevel sejren hjem på signalet. Det er en smuk og sært livsbekræftende konklusion – midt i det store mørke, der ellers kendetegner ’True Detective’.
Man må formode, at hovedforfatter Nic Pizzolatto har haft et behov for at vise en mere fintfølende pen, efter han smadrede anden sæson med vanvittige baghistorier og højstemt dialog. Det lykkes. Det retfærdiggør bare ikke, at han samtidig giver køb på spændingen, der immervæk er en vigtig komponent i en krimiserie.
Og selv til slut, da Hays og West finder sprækkerne af lys i mørket, er det svært ikke at tænke på den beslægtede slutning i første sæson, hvor Matthew McConaughey i kørestol og med blikket rettet mod stjernehimlen siger: »You ask me, the light is winning«.
Det er en utaknemmelig sammenligning, men tredje sæson af ’True Detective’ beder selv om den.
Kort sagt:
Mens krimiplottet ender i et antiklimaks i tredje sæson af ’True Detective’, træder det menneskelige drama frem og kulminerer i en smuk finale.
Læs også: 6 stjerner til Peter Jacksons nye film, ‘The Shall Never Grow Old’