’Rogue One: A Star Wars Story’: »Jeg er ét med Kraften, og Kraften er ét med mig«

’Rogue One: A Star Wars Story’: »Jeg er ét med Kraften, og Kraften er ét med mig«
Foto: Lucasfilm/Disney

Til dig, der læser disse linjer, inden du ser ’Rogue One: A Star Wars Story’, kan jeg lægge beroligende ud med både filmens og denne anmeldelses hovedbudskab: Der er håb i horisonten.

’Rogue One’ er en ganske fremragende, om end ikke videre original film, hvis dunkle stemning og fortættede regn er det tætteste, franchisen er kommet på sit selvskabte referencepunkt, ’The Empire Strikes Back’. En større anerkendelse kan en ’Star Wars’-film dårligt få.

I ’Star Wars’-universets tidsregning udspiller fortællingens hovedhistorie sig godt og vel et par årtier efter slutningen på den voldsomme ’Revenge of the Sith’ (2005), hvor Anakin Skywalker blev maltrakteret til Darth Vader.

’Rogue One’ lukker således det sorte hul mellem vækkelsen af mørkets fyrste og filmseriens kronologiske etter, ’Star Wars: A New Hope’, hvor Luke, Leia, Han Solo og resten af banden forsøger at stoppe Imperiets vanvidsplaner om at lade Dødsstjernen hænge som en ufravigelig trussel over galaksen.

null
Diego Luna, Felicity Jones og K-2SO

Som i sidste års ’The Force Awakens’ er hovedpersonen i ’Rogue One’ en snarrådig og tilgiveligt kriminel kvinde. Jyn Erso bliver spillet af den Oscar-nominerede Felicity Jones (’Teorien om alting’), der er solid, men ikke har nær så meget kant som Daisy Ridleys Rey.

Jyn bliver som barn skilt fra sine forældre, da hendes far, Galen Erso (Mads Mikkelsen), bliver tvunget af den ondt smilende Orson Krennic (Ben Mendelsohn i en meget symbolsk, KKK-alluderende hvid kappe) til at færdiggøre Imperiets mest fatale og frygtindgydende våben. Gæt selv hvilket.

Filmens centrale forhold, savnet og længslen mellem datter og far, er ikke voldsomt elegant fortalt på trods af et ellers stærkt dramatisk potentiale. Galen bygger et dommedagsvåben, men Jyn ser kun det gode i sin far (han blev jo tvunget – hmm), mens Galens skyld i flere planeters endeligt og morens død simrer lidt for hengemt i filmens opkog af moralske gråzoner.

null
Ben Mendelsohn

Forholdet fungerer dog til nøds som emotionel motor, fordi historien om Jyn og Galen spiller ind i en større ’Star Wars’-struktur: Forholdet mellem forælder og barn. Og således kan man i mangel på konkret følelsesmæssig indlevelse tære på de barndomstraumer, som Lukes lidelsesfulde skrig, da han oplever Vaders egentlige identitet, har givet én.

Det går stærkt i filmens første akt. En lang række karakterer skal introduceres, og vi kastes fra én plottråd til en anden planet. Så er imperiepiloten Bodhi (Riz Ahmed fra ’Nightcrawler’ og ’The Night of’) afhoppet, så opsnapper oprørskrigeren Cassian Andor (Diego Luna) rygterne om en ufattelig ondskab under opsejling, og så skal vi forbi de såkaldte Kyberkrystaller. Det gælder om at holde tungen lige i munden.

Som voksen kvinde bliver Jyn en del af oprørerne, fordi hendes far rører på sig på planeten Eadu, og fordi hun er blevet opfostret af den guerilla-agtige Saw Gerrera (en næsten katastrofalt overspillende Forest Whitaker påført iltmaske og robotben). Oprørernes hovedbestyrelse, anført af Mon Mothma (Genevieve O’Reilly) og General Draven (Alistair Petrie), mener dog, at Gerrera er lige lovlig guerilla og vil bruge Jyn til at tale ham til fornuft.

null
Forest Whitaker

Det lykkes til dels, hvorefter hun teamer op med et multietnisk følge af oprørere bestående af førnævnte Bodhi og Cassain, dennes let usjove, uforskammede droide K-2SO, den samuraiinspirerede Kraftfanatiker Chirrut Îmwe (Donnie Yen) og hans skydeglade ven Baze Malbus (Wen Yiang). En slags ’Star Wars’-udgave af ’Ringenes Herre’s The Fellowship. Ikke dårligt.

Herefter tager filmen en afgørende drejning mod the dark side. Oprørerne træder i fokus og begynder at lide markante tab, som antyder, at der nok ikke er en Ewok-skovfest i sigte. På den måde afviger denne ’Star Wars Story’ således også tonalt fra den officielle serie – spinoff’en står fint alene med lidt mere vægt på fatalistisk alvor og modet til at forsvare sine idealer end på det eventyrlige.

Filmen lykkes med at lukke en række gevaldige plothuller i ’Star Wars’-universet, og det problemramte manuskript – som Tony Gilroy gennemskrev i en grad, at han er endt øverst på manus-credit-listen – forholder sig meningsfyldt til et af de spørgsmål, George Lucas har måttet høre igen og igen siden 1977: Hvorfor er der altid en indbygget fejl i dødsstjerner?

null
Donnie Yen

Teknisk set er ’Rogue One’ imponerende. Når to af imperiets gigantiske stjernekrydsere støder sammen på et stjernestøvet bagtapet, ligner det en opsigtsvækkende kollision mellem to virkelige objekter, og instruktør Gareth Edwards tager i det hele taget den taktile og afbalancerede fornemmelse for action og lurende kaos med, som han demonstrerede i gennembruddet ’Monsters’ fra 2010.

Selv en computeranimeret Peter Cushing (der legendarisk inkarnerede Grand Moff Tarkin i 1977-originalen – og altså igen her) føles virkelig. Det er ærefrygtindgydende og grandiost, også på grund af Michael Giacchinos eminente, John Williams-hyldende soundtrack.

Filmen vækker de samme følelser, som man sad med godt 10 minutter inde i ’The Force Awakens’ – en følelse af at være eskapistisk opslugt af et konsistent og troværdigt univers. Den ros tilfalder i sidste ende Edwards, der giver én fornemmelsen af at være i sikre hænder.

null

Men deri ligger også faren, altså ikke som i det efterhånden rigt gennemspillede ’Star Wars’-farkompleks, men som i faren for forudsigelighed og gentagelse. For hvis de kommende mange Star Wars-installationer, både spinoffs og filmene i den officielle række, bliver ved med at reproducere den samme grundfortælling, kan man frygte, at vi ender i Marvels superheltefælde.

Det skal dog ikke ligge ’Rogue One’ til last. Dertil er den simpelthen for elementært vellavet og underholdende, og når man forlader biografen, runger Chirrut Îmwes konstante messen for ens indre hyperlystavle:

»Jeg er ét med Kraften, og Kraften er ét med mig«.


Kort sagt:
’Rogue One: A Star Wars Story’ er en ganske fremragende, om end ikke dybt original, film, hvis grundstemning af mørk, kold regn er det tætteste, franchisen er kommet på dets selvskabte referencepunkt, ’The Empire Strikes Back’. En større anerkendelse kan en ’Star Wars’-film ikke få.

Spillefilm. Instruktion: Gareth Edwards. Medvirkende: Felicity Jones, Mads Mikkelsen, Diego Luna, Alan Tudyk, Ben Mendelsohn, Forest Whitaker, Donnie Yen, Riz Ahmed, Wen Yiang, Genevieve O’Reilly, Alistair Petrie, James Earl Jones. Spilletid: 133 min. . Premiere: Den 14. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af