(Artiklen indeholder spoilers for de første seks afsnit af ‘The Outsider’ på HBO Nordic.)
KOMMENTAR. Stik imod min bedre dømmekraft og mange års mørkeradstendenser har jeg et insisterende soft-spot for gyserserier.
’American Horror Story’s ekstravagante (og slet skjult politisk satiriske) mash-up af body-horror og femme fatales er en syndig fornøjelse på Netflix, mens ’Castle Rock’ på HBO Nordic igennem to sæsoner har kælet gåsehudsinducerende for min ungdomsfascination af Stephen Kings sælsomme universer. Selv Netflix’ ’The Haunting of Hill House’ drev min nysgerrighed mig til at se færdig til trods for stærke aversioner mod vitamin D-fattige småbørn, hvis udspilede pupiller har det med at se ting i natten, de voksne ikke kan (dét vender vi tilbage til).
Derfor var jeg i den grad også klar til ’The Outsider’, der bygger på Stephen King-romanen af samme navn fra 2018. En udgivelse, der ganske vist fløj totalt under min radar, men som Google beredvilligt siden har informeret mig om, at begejstrede litteraturkritikere ligefrem har sammenlignet med Kings bedste værker a la ’The Shining’ og ’It’. Fortællinger, der rammer den magiske balanceakt mellem virkelig og uvirkelig horror: Aka. livets gys, vi alle på et tidspunkt vil mærke skygger af på egen krop – og som nyhederne flyder over med på daglig basis – versus de naturstridige gys, der ligesom følelsen af at have misset et trappetrin i mørket sender en pludselig bølge af grundangst fra mave til isse, når gulvbrædderne knirker ved midnatstid.
Det kræver sine kompetente kræfter at koge begge slags gys ned i en tv-opskrift, uden at bøhmanden brænder på, men seks ud af i alt 10 afsnit inde i ’The Outsider’ holder serien fortsat skruen lige i vandet, og støt voksende positiv word of mouth puster mærkbart til populariteten fra uge til uge (ved fjerde afsnit var 36 procent flere seere kommet til i USA siden premieren, ifølge Variety)
Selv føler jeg mig da også noget så grusomt gyserramt på en måde, der vækker koldsvedende mindelser om dengang, jeg i en alt for ung alder så ’Den sjette sans’ i biografmørket og efterfølgende dårligt turde kigge på en kælderdør af frygt for at se håndtaget dreje sig. Men hvad er ’The Outsider’s hemmelighed?
Her er fire bud:
Nr. 1: No more Mr. Nice Guy
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Jason Bateman – All-American good guy, komediekending og BFF med Jennifer Aniston – ville blive den mest isnende katalysator for årets krimigys. Og netop derfor var billedet af skuespilleren smurt ind i barneblod i pilotafsnittet så drabeligt ækelt, at mine nakkehår dårligt har lagt sig endnu.
Batemans suspekte little league-træner Terry Maitland var tilsyneladende to steder på samme tid på morddagen, men dén kunst mestrer manden bag masken til en vis grad også, idet Bateman instruerede sig selv og sine medspillere i seriens to første afsnit. Akkurat som han i øvrigt også har gjort det i Netflix-serien ‘Ozark’, der sidste år indbragte ham en Emmy for bedste instruktion.
I den brede offentlighed associerer mange givetvis stadig stjernen med komedier a la ’Horrible Bosses’, ’Game Night’ (ge-ni-al) og serien ’Arrested Development’, men i senere år har Bateman i stigende grad flirtet med sine mørkere, alt andet end utvetydigt sympatiske sider i førnævnte ’Ozark’ og den særdeles creepy indiefilm ’The Gift’ af Joel Edgerton.
Det klæder ham, ligesom han med ’The Outsider’ nu også har vist sig som en glimrende personinstruktør med et sikkert overblik og Nic Pizzolatto’ske krimifornemmelser (anno ’True Detective’ sæson 1 og ikke 2, vel at mærke), der både evner at vende sit eget image på vrangen med mareridtsinducerende resultater såvel som at få fornemt indfølte præstationer ud af sine kolleger, uden at melodrama og gysereffekter stjæler billedet fra menneskeskæbnerne i centrum.
Jeg havde gerne se mange flere elektriske scener med Batemans Maitland og hovedrolleindehaver Ben Mendelsohns hårdprøvede sherif Ralph Anderson i clinch, men tager samtidig hatten af for historiens ballsy første twist, der højest overraskende fjernede rollelistens største Hollywood-navn fra ligningen. RIP, Terry.
Det er dog ikke kun valget af Bateman som instruktør på de indledende afsnit, der vidner om, at serieskaber Richard Price (’The Night Of’) means business i satset på original kvalitetshorror: Den kvindelige gyserinstruktør Karyn Kusama (’Jennifer’s Body’, ’The Invitation’) med det usvigeligt gode øje for både æstetisk og fysisk gru svinger nemlig taktstokken over afsnit syv, ’The One About the Yiddish Vampire’.
Nr. 2: Slow-burn trumfer jump scares
De senere års Stephen King-filmatiseringer ’It’, ’Pet Semetary’ og ’Doctor Sleep’ har i tiltagende formularisk grad svælget lystigt i klassiske, ikke videre subtilt opbyggede jump scares, der har lammetævet suspensen til ligegyldighed over vulgært oppustede spilletider. Jeg skal bestemt ikke sige mig fri for at falde troligt i bøh-fælden gang på gang, men for mig er gimmicken alligevel for kalorielet til at fundere gyset i bevidstheden på den anden side af rulleteksterne.
’The Outsider’s slowburn-uhygge taler derimod direkte ned i en mere virkelighedstro art forfølgelsesparanoia, hvorfor jeg har taget mig selv i at spejde frygtsomt efter hættetrøjeklædte individer på mine sene hundeluftningsture (en kedelig fobi qua mørke hættetrøjers status som den suverænt mest populære beklædningsgenstand på Nørrebro). Jeg var ved at tisse i bukserne af skræk, da Ralphs kone Jeannie stødte på en ulideligt ubevægelig El Cuco (eller hvad gespenstet nu hedder) i køkkenet, og skønt det selvsagt er en af genrens mest sejlivede go-to værktøjer, har jeg endnu ikke fundet et mentalt bolværk imod gåsehudseffekten af førnævnte småbørn, der taler med usynlige venner i natten.
Langsommeligheden og den afmålte dosering af få, men så meget desto mere dramaturgisk forsvarlige jump scares sætter scenen for potentielt komplet uforudsigelige twist og rædsler og følelsen af, at ingen på skærmen kan vide sig sikre.
Det er fandeme uhyggeligt, du.
Nr. 3: Årets Oscar-standout
Herhjemme har vi endnu ikke fået mulighed for at se den Oscar-nominerede, Tony- og Emmy-vindende skuespiller og sanger Cynthia Erivo i racedramaet ’Harriet’ (hun gav en af Oscar-nattens mest mindeværdige optrædeneder med sangen ‘Stand Up’). Men til gengæld brager hun igennem i ’The Outsider’ som privatdetektiven Holly Gibney, der giver et quirky og sporadisk ømt spin på krimigenrens hyppige kvindelig-efterforsker-med-neuroser-trope.
Erivo, der tidligere har medvirket i ’Widows’ og ’Broad City’, er decideret fremragende i sin gestaltning af karakterens sårbare sociale kejtethed, der aldrig lader én i tvivl om, at Holly udmærket er klar over, hvor vanvittige hendes egne teorier lyder, og hvor skævt hendes kolleger ser til hende som potentiel plattenslager. King-kendinge vil vide, at Holly også spiller en vigtig rolle i ’Mr. Mercedes’ (Erivo medvirker dog ikke i serieversionen heraf), men ’The Outsider’ er – som i de fleste andre henseender i plottet – påpasselig med at give os for meget baggrundsinfo for hurtigt.
En ting er imidlertid sikkert: 32-årige Erivos karisma stjæler snart sagt hver en scene, hun entrerer i serien – og kraftpræstationen får os blot til at glæde os endnu mere til at se hende som ingen ringere end Aretha Franklin på i National Geographic-serien ‘Genius’, der lander senere i år.
Nr. 4: 1-0 til fornuften
Det kan lyde besynderligt i den overnaturlige kontekst, men ’The Outsider’ største styrke er, hvor forbavsende logisk dens hovedpersoner agerer. Også selvom de tilgår sagen fra hvert deres vidt forskellige ståsted og (over)trosforhold.
Sheriffen Ralph og hans kollega Yunis (Yul Vazquez fra ’Russian Doll’), Ralphs hustru Jeannie (Mare Winningham fra ’The Affair’), Maitland-parrets skeptiske advokat Howard (Bill Camp fra ’The Night Of’) og dennes associerede, Alec (Jeremy Bobb fra ’Russian Doll’): Alle relativt jordbundne, fornuftigt tænkende mennesker, der – i stedet for at stille sig påtaget på tværs og hårdnakket modarbejde hinanden som alt for ofte set i krimiserier, der søger de nemme konflikter – overraskende hurtigt stikker hovederne sammen for at finde en løsning og beskue beviserne fra flere sider.
Selv Maitlands enke Glory (Julianne Nicholson fra ’I, Tonya’) går tøvende med til at give efterforskningens mere farverige teorier en chance, inden det hele bliver for meget, og hun i stedet lukker tvivlen om sin mand ind (i sig selv en kraftfuld scene, der på velkommen vis nuancerede kvindens dilemma).
Karakterernes overvejende troværdige reaktioner i mødet med utroværdige scenarier er 100 procent udslagsgivende for, at jeg køber sidstnævnte. Ralph og co. tager både gåden og hinanden alvorligt, og dermed tager serien også os, seerne, alvorligt. Og det er fuldstændig essentielt for at kunne sælge en så out there fortælling som et seriøst krimiværk.
Tak for det.
Så… hvad kan gå galt?
Well, Stephen King.
Selvom forfatterlegenden mestrer suspense-opbygning på fingerspidserne, hamrer han i tide og utide uskønt på alle orglets tangenter i sine fortællingers finaleakter – en vane, han endog selv tippede metaironisk på hatten til i sin cameo i ’It: Chapter II’.
Jeg aner ikke, hvad romanen ’The Outsider’ ender med (og lad venligst være med at råbe det efter mig på gaden, hvis du gør. Især ikke iført hættetrøje), men tegnene på, at vi kanske nærmer os en lettere fjoget finale er til stede, når det besatte røvhul Jack (Marc Menchaca fra ’Ozark’) får klø af en ond ånd forklædt som hans egen mor…
Er man typen, der klog af King-skade har en tilbøjelighed til at male El Cuco på væggen, er der grund til en vis bekymring. Men om alt går vel og Richard Price holder styr på tropperne, kan ’The Outsider’ stadig ende som den mest vellykkede Stephen King-serie til dato, der knækker krimigysets kode i spændingsfeltet mellem vægtige ’True Detective’-vibes og kulørt King-mumbojumbo.
Håbet er hættetrøjegrønt.
’The Outsider’ kan ses på HBO Nordic.