‘True Detective’ – sæson 1

5 6
‘True Detective’ – sæson 1

Denne anmeldelse røber ikke detaljer om, hvad der sker i sidste afsnit af ‘True Detective’. Men hvis du foretrækker at se afsnittet helt upåvirket, så vent med at læse til bagefter. God fornøjelse!

»Carcosa!«

Sjældent har et ord insisteret så hårdt på at ligge forrest i min bevidsthed. De sidste otte uger har jeg gået rundt og hvisket »carcosa!« for mig selv, svælget i hver stavelse, Car-co-sa!, gerne med en let dreven sydstatsaccent.

Jeg ved ikke engang helt, hvad det betyder, men det er en mytologisk by, der er nævnt i bogen ‘The King in Yellow’, som seriens forfatter Nic Pizzolatto dyrker og refererer til igennem alle otte afsnit af ‘True Detective’. Det viser sig nemlig, at seriens seriemorder er besat af ‘The King in Yellow’, og som i alle gode seriemorderfilm, er morderen ikke ondere end forfatteren. Heldigvis er Nic Pizzolatto dejligt ond.

Læs mere: Dansker filmatiserer ‘True Detective’-forfatter

Det er dog ikke ondskaben og krimiplottet, som gør ‘True Detective’ til en af de mest nyskabende serier de seneste mange år. Det er faktisk på trods af plottet.

For man skal ikke mange minutter ind i serien, før det viser sig, at alt ikke er, som det plejer. ‘True Detective’ er en meget litterær serie, der ofrer krimiens episodiske payoff til fordel for en snigende karakterudvikling, der gør, at man bliver hængende, evigt fascineret af de to altoverskyggende hovedkarakterer, Rust Cohle og Marty Hart, gestaltet af genfødte Matthew McConaughey og Woody Harrelson.

Vaskebrættet McConnaughey har løbet med alle overskrifter den seneste tid, og alle kan være enige om, at manden er genial som den pessimistiske Rust Cohle. Men man skal ikke undervurdere Woodys portræt af den sammenbidte familiefar Marty, der har svært ved at holde styr på familien, når sagen spidser til. Woody er langsomt, men sikkert blevet en af de mest solide spillere i Hollywood. Det er mange år siden, han var funny guy i ‘Cheers’ og ‘Hvide mænd kan ikke dunke’. Nu rocker han en dunk, der giver girth og gravitas til hans spil.

Et visuelt digt
Vi har egentlig set alle ‘True Detectives’ byggesten før: En seriemorder, der dræber kvinder og børn (tarveligt alligevel). Sumpområderne i sydstaterne (steamy). Kristne evangelister (føj). Voodoo (uuuhhh). Et umage makkerpar i form af to politimænd, der diskuterer livet med hver deres moralkodeks. Den ene ser oven i købet syner!

Det burde ikke være revolutionerende, men det er det. Det moderne tv-publikum er vant til, at krimiserier fortælles stramt og specifikt. Alle detaljer er vigtige. Man sidder på stikker for at gætte med på, hvem morderen er. Sådan en serie er ‘True Detective’ ikke. Det er snarere dens coolness og schwung, der er banebrydende. Serien er et visuelt digt, der dvæler ved nærbilleder af smukke, smadrede mænd frem for regnvåd asfalt og blinkende blå lys.

Den er rystende tæt på at være et perfekt stykke kunst, men alligevel tøver jeg med topkarakteren. For det, der er seriens helt store scoop, viser sig også – når man har set samtlige otte afsnit – at være dens slagside.

Læs mere: Obama vil smugkigge ‘True Detective’ og ‘Game of Thrones’

Den dvælende, langsommelige og til tider stillestående opklaring blev hurtigt dens vartegn. Aldrig har talking heads været så veleksekveret og sexet. Jeg glædede mig til, at actionsekvenserne var overstået, så jeg kunne hænge ud med detektiverne i bilen. Eller følge dem, mens de fandt endnu en lillebitte brik i puslespillet. Ofte var sporene blot gentagelser af tidligere spor – det samme symbol i en ny location eller endnu et vidneudsagn om en mystisk mand, der til sammen gestaltede en nærmest mytologisk morder, et fantom, mere monster end mand.

Den centrale sag, det bestialske mord på luderen Dora Lange (og mange før hende), tager årevis at løse. Flashbackstrukturen, hvor hovedkaraktererne bliver interviewet om opklaringen af sagen, gav i de første mange afsnit serien fremdrift og eftertænksomhed. Det er også elegant, når en mere lineær tilgang træder frem i de sidste afsnit, hvor fortiden og nutiden smelter sammen, og de båndede interviews pludselig erstattes af et ligefremt, stærkt drive.

Men samtidig savner man den kvalitet, som interviewene gav, hvor karaktererne i bagklogskabens klare lys sætter spørgsmålstegn ved egne valg og motiver. Og det tidspres, som indtræder i seriens tredje akt, føles pludselig enormt konstrueret – som om fortælleren pludselig kommer i tanke om, at vi også skal nå at komme frem til en slutning.

Gid de aldrig fandt morderen
Det er synd, for i sin kerne er serien et karakterstudie udi stædige, viljestærke mænd, og netop derfor føles det underligt unaturligt, når Cohle og Hart pludselig skal skynde sig som et par almindelige actionhelte for at buste the bad guy. En bad guy, som oven i købet virker en anelse uværdig: Det bliver simpelthen umuligt på et halvt afsnit at afsløre, motivere og optegne en skurk, der matcher de to mænd.

Især fordi der blev sat bedre skurke op i løbet af sæsonen, ens nethinde var forbrændt af det grynede videobillede af et dusin bestialske mænd iført dyrekostumer, og man sad med en følelse af, at myten om ‘Carcosa’ strakte sig mange generationer tilbage og involverede samfundets top.

Jeg ville faktisk ønske, at vores to true detectives aldrig opklarede sagen og blot måtte erkende, at ondskaben har mange ansigter – så mange at de ikke kan få sat ét på Dora Langes morder. Det ville have været en modbydeligt ægte slutning på en sæson, som dermed kunne være den perfekte lukkede historie for de to slagne mænd.

Sprængfarlig duo
Men nu må denne sæsons slutning blive målt på, hvad der sker i de næste sæsoner. Man kan kun håbe, at skaberne stadig kredser om det samme univers, da der virkelig er brugt energi på at opbygge en verden befolket af hillbilly-ludere, magtliderlige embedsmænd og voodoodyrkende cajun-scum. Det ville være en skam, hvis de i kedsomhed springer til en ny arena.

Det er nemt bare at finde på en masse nyt, men hvis Pizzolatto skal have kronen som skaberen af en af de bedste serier nogensinde, skal næste sæson fortælle Rusts og Martys historie færdig uden deres medvirken.

For uanset hvad bliver næste kapitel med to nye hovedkarakterer, nu hvor Woody og Matthew skal ud og kapitalisere på deres nyvundne coolness. Too fucking bad, for de to herrer er sprængfarlige sammen.

Læs mere: Dansker filmatiserer ‘True Detective’-forfatter

Læs mere: Obama vil smugkigge ‘True Detective’ og ‘Game of Thrones’

Tv-serie. Hovedforfatter: Nic Pizzolatto. Medvirkende: Matthew McConaughey, Woody Harrelson, Michelle Monaghan. Spilletid: 8 afsnit á 60 minutter. Premiere: Kan ses på HBO Nordic
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af