Artiklen indeholder moderate spoilers for ’The Babadook’, ’Martyrs’ og ’Maniac’.
Lyden er skruet ned, langt ned, men skrigene fra fjernsynet er stadig hørbare, og popcornsskålen står urørt på bordet. Min venstre hånd holder en sofapude halvt op foran ansigtet, mens den anden krampagtigt knuger fjernbetjeningen, fristet til at finde mute-knappen, hvis gysergrusomhederne eskalerer yderligere.
Det gør de. Selvfølgelig gør de det.
Jeg er godt igennem en af nyere tids mest chokerende horrorfilm, kæmper for at mønstre professionelt gåpåmod og forsøger at huske indholdet af en videnskabelig artikel, der for år tilbage konkluderede, at det er vældig sundt at se gyserfilm. Måske gysere er filmverdenens broccoli? De smager ækelt, når man tygger sig igennem dem, men i rå mængder giver de en frisk glød og masser af energi.
»Det er bare en film, en lille avantgarde fransk film«, messer jeg til mig selv. »Du udvider din filmhorisont, det er en del af jobbet, adrenalin er mega godt for hjertet … «.
Jeg tager en dyb indånding og sænker puden – lige idet en uheldig kvinde på skærmen mister sin hud på en måde, jeg ikke har lyst til at gengive i detaljer af frygt for, at billedet aldrig forlader min hjerne.
Fuck fransk broccoli, jeg har virkelig brug for en cigaret. Og jeg ryger ikke engang. Mens hovedpersonen bogstaveligt talt går op i sømmene, scanner jeg febrilsk stuen (alt for at kigge væk i et par nådige sekunder) for en nervedulmende Marlboro Lights-substitut. Kan man mon ryge Politikens Ibyen-tillæg? Hvordan kom det så vidt?
Lad os trykke pause og spole tilbage til begyndelsen.
Den gyserallergiske filmredaktion
Film skal ses i biografen, og de værste gysere skal ses fra sofapudens vrangside. Sådan har jeg efterhånden haft det i mange år, efter teenageårenes sorgløse gyserfilmfascination blev afløst af en mere sober voksenangst for blege børn, midaldrende mænd i klovnedragter og sundhedsskadeligt utætte vinduespartier.
Kun min affektion for den dybt metaironiske, humoristiske teenslasher er intakt (som jeg tidligere har skrevet om her), ligesom jeg også kan værdsætte en håndfuld af de opfindsomme indiegys (‘Get Out’, ‘A Girl Walks Home Alone at Night’, ‘Thelma’), der drysser mere tematisk krydderi end hardcore gore over filmland.
I folkeskolen slugte jeg ellers et hav af horrorfilm fra alle genrens hylder, men lærte også tidligt, at de største bøhmænd – og mindste djævleunger – kan række ud af skærmen og på hårrejsende vis gribe en om struben det øjeblik, man dristigt træder ud af filmaftenernes sociale cirkel.
Da disse blev færre, blev min lyst til at se gys tilsvarende mindre, og jeg er gået i en bue uden om populære gyserfranchises som ’The Conjuring’, ’Sinister’, ’Insidious’ og samtlige variationer af New French Extreme og japansk horror. Er det hjemsøgt af nonner, klovne, maltrakterede lig eller tynde, langlemmede gespenster, der kravler på loftet, skal jeg absolut ikke nyde noget.
Det samme gælder for min ditto gyserallergiske redaktør, hvorfor Soundvenues filmredaktion ikke har været udpræget flittig med at holde sig ajour med genrens mørkeste knopskud. En fejl, »vi« bør arbejde lidt på at korrigere, mener Redaktøren, da han en dag før påske semi-nøgternt slynger ud i lokalet, at det kunne være »skægt«, hvis »man« så et par af de mest rædselsvækkende moderne horror-milepæle efter i sømmene og dokumenterede oplevelsen.
Sådan for god filmhistorisk skyld, forstås.
»Man« er mig, viser det sig, da Redaktøren gnæggende forfatter en grusom shortlist af gyserfilm, han under ingen omstændigheder selv kunne finde på at se, på anbefaling af en række velverserede gyserfilmnørder (et ambivalent tak til Kenneth McNeil og Bjarke Friis Kristensen), der har peget på the worst of the worst, hvoraf vi vælger tre med en vis undergenremæssig mangfoldighed for nu at komme godt rundt i hjørnerne af grundangstens rædselskabinet.
I toppen lander således australske ’The Babadook’, franske ’Martyrs’ og amerikanske ’Maniac’. Alle tre film, hvis ultra-uhyggelige, brutale ry har afholdt mig fra at se så meget som en teasertrailer for dem førhen.
Men »man« er vel professionel, og jeg tager en for holdet. Mutters alene for at få den fulde, uforsødede oplevelse. Så slemt kan det jo heller ikke være.
‘The Babadook’
Første stadie af enmands-gyserfeber: Du begynder at tale med dig selv.
»Lad være med at læse højt fra den klamme børnebog! Tænd lyset! Nej, nej, nej, hvorfor går du ned i kælderen?!« halvt råber jeg af fjernsynet, da den enlige mor i ’The Babadook’ vader lukt i gysets klassiske klapfælder. Som man nu gør, når man frygter, at et dødeligt væsen huserer i ens hjem.
Jeg er startet min gyserfilmdannelsesrejse ned i kaninhullets djævelske dybder med australske Jennifer Kents populære spillefilmdebut fra 2014, ’The Babadook’, der bryster sig af en Metacritic-score på 86 procent og en Rotten Tomatoes-rating på 98 procent. Imponerende for genren, der ofte har måttet lægge ryg til kritik skarpere end Norman Bates’ køkkenudstyr.
Rosen indgyder mig håb om, at ’The Babadook’ kan andet end råbe bøh henover hysteriske strygere på lydsporet, men jeg ser den for en sikkerheds skyld alligevel om eftermiddagen, da den profilerer sig på en kombination af mine gysersvagheder: Dårligt opdraget afkom og klaustrofobiske forstadsvillaer (i weekenderne bedre kendt som parmiddage for 30+-segmentet).
Børn med mærkelige fritidsinteresser gør mig utilpas, og den aggressive Samuel (Noah Wiseman) med sorte rande under øjnene bejler til en topplacering blandt de værste af slagsen. Samuel ser syner og bygger fælder for at dræbe et imaginært (?) monster, der bor i huset, og da han skriger »Do you want to die?!« i hovedet på sin hårdt prøvede mor Amelia (Essie Davis), kan jeg mærke mit biologiske ur slå i bakgear.
Men ’The Babadook’ er et ganske snedigt bæst, for det er slet ikke Samuel, jeg bør frygte.
Mor og søn bor i en åbenlyst urovækkende skrammelkasse, hvor samtlige hængsler savner smørelse, og noget grumt kradser på væggene – komplet med Ødipus-komplekser og ikke så lidt inspireret af ’Psycho’, ’The Others’ og ’Børnehjemmet’. Manden, den store faderfrelser der kunne have strammet hus og hustrus skruer op med sin stærke skruetrækker, er naturligvis omkommet – og så er det pludselig kvinden, der bliver mor-derisk af sorg og seksuel frustration.
En halv time tidligere ville jeg have forsvoret, at det kunne ske, men da før så milde Amelia går all-out Emily Rose på Samuel og snerrer »Why don’t you eat SHIT?!«, får jeg en ubændig trang til at – gisp – kramme det lille ulykkelige pus.
Gale forældre er en velkendt gysertrope (jævnfør navnlig familierne Bates og Torrance), men jeg sluger den gerne: Hvis Babadook’en er et fantasifoster af Amelias sårede sind, kan den jo ikke også rasle med bøjlerne i mit klædeskab.
Ikke desto mindre mærker jeg en vis uro i kroppen, da jeg samme aften ligger og stirrer op i loftet og ikke kan undertrykke trangen efter at lytte efter lyde i mørket, der kan sammensættes til en hæs hvisken: »Ba … ba … dooook«. Fantasifoster eller ej – der kommer til at gå en rum tid, før jeg skal hente noget i kælderen igen. Eller åbne en billedbog.
‘Martyrs’
Andet stadie af enmands-gyserfeber: Koldsved og vrede.
Og så er vi tilbage. Rygetrængende og kvalm i sofaen med det ypperligste eksempel på nichegenren New French Extreme kørende på fjernsynet. Med fed, bloddryppende streg under extreme.
Selvom hyggefaktor selvfølgelig ikke er målestok for godt filmhåndværk, pisser ’Martyrs’ appetit på at lade smukke ungmøer blive lemlæstet for at opnå »en højere bevidsthed« mig seriøst af. Hvad hulen er meningen? At jeg skal sidde og filosofere over det privilegerede vestlige menneskes elendighed igennem montager af kvinder, der bliver flået levende? Hurra for en fest.
Jeg havde som udgangspunkt ikke just brændende lyst til at se nogen af de tre horrorfilm på listen, men ’Martyrs’ var jeg decideret indædt imod af den ene grund, at den på afstand lugtede ramt af torture porn, der siden start-00’erne er blomstret op med leflen for laveste voldsperfide fællesnævner og med hovedvægt på gore over reelt gys.
Bestialsk horror er ingenlunde nogen ny opfindelse – tag blot ’The Texas Chain Saw Massacre’ fra 1974 og ’The Hills Have Eyes’ fra 1977, der til en vis grad rasede ud over et samfundspolitisk kaotisk amerikansk årti.
Men måden, hvorpå nyere instruktører som Eli Roth med ’Hostel’ og Rob Zombie med ’House of 1000 Corpses’ målrettet har dyrket afstumpet nastyness, kan ikke kamuflere de iturevne kroppe som forkølede metaforer.
New French Extreme svømmer også i body-horror, men, lod jeg mig naivt fortælle, med langt mere ambitiøse, avantgardistiske filmiske greb (man er vel fransk), udsprunget af frustrerede reaktioner på det 21. århundredes politiske højredrejning såvel som det moderne menneskes problematiske forhold til sin krop.
Så langt, så halvt kunstnerisk berettiget, og manden bag ’Martyrs’, Pascal Laugier, har forklaret, at hans film er en »anti-’Hostel’« fordi ’Martyrs’ ikke handler om tortur, men om »smerte«, der trækker på inspiration fra David Cronenbergs tidlige værker.
Da ’Martyrs’ fik premiere i Cannes i 2008, udvandrede flere publikummer, mens andre kastede op. Alligevel spændte jeg ja-hatten på, og den Michael Haneke-lignende home invasion-åbningssekvens fængede til en start. Men halvanden time og et par absurd mishandlede kvinder senere må jeg sande, at min egen ‘kunstneriske forståelse’ trækker en klar og harmdirrende streg i sandet ved New French Extreme – og at Laugiers skelen mellem tortur og smerte enten er gevaldigt lost in translation eller bekymrende ude af balance.
Jeg har fattet, at ’Martyrs’ kommenterer på samfundets objektificering af kvindekroppen, men der er noget ivrigt perverteret over skildringen af hovedpersonens lidelser, der skriver sig ind i oldgammel, seksuelt motiveret tradition for at svælge i grafisk degradering og ceremoniel ofring af ’jomfruen’. Og der skal dæleme mere end Cronenberg-hyldester tilsat fransk bourgeoisi-snobberi til at give det historiske perspektiv et metasarkastisk twist. Fy fan.
Der er som bekendt så meget, kvinder ikke forstår. For mit vedkommende er ’Martyrs’ en af dem.
‘Maniac’
Tredje stadie af enmands-gyserfeber: Begyndende følelsesmæssig lammelse.
»Husk nu på dengang, han dj’ede til Distortion. Han er en flink fyr!«, minder jeg mig selv om, inden jeg sætter ’Maniac’ med Elijah Wood på. Det føles presserende at menneskeliggøre manden en smule, inden hans karakter (med moderbindinger!) kaster sig over skalperingen af diverse kvindelige ofre (mere kønsspecifik sadistisk vold, yay).
Lige meget hjælper kendskabet til Frodos dj-skills dog, da han stalker en pige igennem en tom undergrundsstation, og min egen angst for at støde på psykopater i labyrinterne af dårligt skiltede offentlige transportsystemer løber løbsk. Jeg sikrer mig, at jeg kan se alle udgange og husker på et trick, en god veninde altid benytter, når hun ser uhyggelige film: »Du tager hånden op foran ansigtet, stikker tommelfingeren i øret og bruger de andre fingre som justerbare persienner foran øjnene«. Tjek.
I ’Maniac’ er seeren bogstavelig talt inde i hovedet på morderen, og det er enormt ubehageligt at se overgrebene og den exceptionelt forstyrrede hår-fetish udlevet igennem hans egne glukker (jeg har nu helt opgivet nogensinde at gnaske popcorn til gyserfilm igen).
Men selvom ’Maniac’ taler direkte til frygten for at blive forfulgt – eller uforvarende falde over en freak på Tinder – kan jeg fornemme, at grænserne for min egen horror-tolerance er blevet flyttet oven på ’Martyrs’, og en helt ny form for apati melder sig efter en times tid.
Måske skulle jeg have ventet et par dage, indtil gyser-paletten var blevet renset for den franske hovedrets bitre eftersmag, for en vis irritation blusser op igen, da kvinde nummer fire mister hårpragten til den lille mandsling, der ikke kan deale med hunkønsvæsner af kød og blod. »Du skulle have en røvfuld«, knurrer jeg til skærmen, opfyldt af en form for kamplysten retfærdighedssans, der trumfer indskydelsen til at krølle mig sammen i en lille bange kugle.
Wood spiller som altid sin hobbit-bagdel ud af bukserne, og ’Maniac’ er effektiv, inden den kammer over til slut. Et par dage forinden havde den højest sandsynligt rystet mig i min grundvold (især da jeg sidder alene en stormfuld aften), men jeg har simpelthen fået horrorvolds-forstoppelse og bliver nærmest lidt nostalgisk af at tænke på ’The Babadook’s mere næringsrige psykologiske gys. Giv mig skøre mødre over mutilationer any day.
Jeg kommer således aldrig til at vende tilbage til gore-segmentet, men til gengæld har jeg fået en lille bloddråbe på tanden efter at følge ’The Babadook’ op med beslægtede gotiske gys (måske ‘The Conjuring’ ikke var så dum endda?) sammen med ligesindede bangebukse i sofaen – ligesom i gamle dage. Så må der gå halve år imellem horrorshowene, hvis det skal være.
Film skal ses i biografen, men gysere kræver mere end et stort lærred. De kræver godt selskab.
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene tordner frem
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs