1. ‘Cold Fish’ (2010)
Den japanske filmskaber, vildbasse og personlige favorit Sion Sono leverer med ‘Cold Fish’ et mesterligt monster af en splattet vanvidsfilm, der blander en god portion sort galgenhumor med de perverterede eskapader.
Her bliver du således udsat for både maniske seriemordere, sjaskede menneskeparteringer og undertrykte instinkter, mens Sion Sono ivrigt blotlægger depraverede menneskelige relationer.
Tøffelhelten Syamoto lægger under for sin emsige hustru, men da han møder den karismatiske fiskehandler Murata, ændrer alt sig. For Murata er ikke bare en uskyldig fiskehandler, men en komplet forskruet psykopat, der river alt omkring sig ind i sin verden af vanvid, mord og sex. Den forsigtige familiefar lokkes således ind i Muratas magtspil og ubehagelige vane med at slå folk ihjel.
Sion Sono skruer op for farveladen, efterhånden som filmen skrider frem, og det hele leveres med indtagende ubehag, stor charme og filmisk virilitet.
Kan ses på SF Anytime.
2. ‘Kill List’ (2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende grumme, britiske genrebastard ‘Kill List’. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker.
De ligner to helt almindelige middelklassemænd, som de sidder der til parmiddag i den grå forstad. Men Jay og Gal er lejemordere, og da de takker ja til en ny opgave, har de ingen anelse om de fatale konsekvenser. For bag de umiddelbart tilfældige ofre på deres kill list, synes en større plan at tone frem.
Men præcis hvad de lyssky arbejdsgivere har i ærmet, lader sig ikke sådan afsløre – man aner dog konturerne af en grum konspiration med okkulte overtoner. Det er netop blandingen af rå realisme og den okkulte klangbund, der forførende forenes i mesterlige Ben Wheatleys ondskabsfulde film.
Det er en fortælling, der ånder gennem volden og får nysgerrigt liv af de urovækkende hints, man nervøst griber ud efter i en søgen efter svar – præcis som de to fortabte lejemordere.
Kan ses på SF Anytime.
3. ‘Evil Dead’ (2013)
Folk jamrer over genindspilninger af horrorfilm. Ofte med god grund. Langt overvejende får vi nemlig jammerlige remakes, så det er klart, at en god portion skepsis indfinder sig, når man giver sig i kast med Sam Raimis splatstick- og lavbudgets-klassiker fra 1981.
Sam Raimi var blot 21 år, da han med vilde vinkler, manisk kameraarbejde og ukuelig entusiasme lavede sin dæmonbesatte klassiker. Originalen holder stadig, men også Fede Alvarez’ vilde genindspilning leverer både medrivende splat, olm uhygge og en herlig blodindsmurt heltinde.
For selvom ‘Evil Dead’ fint refererer til originalen, går den også egne blodige veje. Her er dog stadig tale om en flok unge, der tager ud i en hytte, hvor de finder en bog, som udløser vamle dæmonbesættelser. De er samlet i hytten, da Mia skal ud af sit stofmisbrug – hun spilles intenst og charmerende godt af Jane Levy. Hendes abstinenser bliver dog de mindste bekymringer, da gruppen snart udsættes for alverdens grumme pinsler, når dæmonerne gør deres indtog.
Så banker dit hjerte bare en smule for kropsvæske-pjaskende horror, vil du sætte pris på dette remake.
Kan ses på SF Anytime og Netflix.
4. ‘The Conjuring’ (2013)
Et olmt haunted house-gys, der kryber koldt ind under huden. Du kan godt forberede dig på urolige nætter efter at have set ’The Conjuring’.
For da familien Perron flytter ind i et stort hus, bliver det starten på ét langt mareridt. Huset gemmer nemlig på en dyster fortid, hvilket først går op for familien alt for sent. Filmen er hensat til 1971 og er baseret på grufulde sande begivenheder. Men selvom her hives og strækkes i virkelighedens dæmonbesatte historie, gør det ikke filmen mindre nervepirrende.
‘The Conjuring’ lægger sig op af skrækfilm, som fungerer i kraft af alt det, man ikke ser. Fantasien får altså lov til at arbejde – og den kommer her på overarbejde. For det er yderst effektivt, hvordan instruktør James Wan med brug af dynamisk kameraarbejde, et stemningsfuldt score og husets skyggefulde setting stabler op til flere intense scener på benene.
Eksempelvis, når familiens piger leger gemmeleg i de mørke gange, eller når faren bevæger sig ned i husets dunkle kælder. Men selvom det er lyde i mørket og skumle skygger, der langt hen ad vejen er årsagen til de hvide knoer, serveres der også eksplicit gru. Dog med måde og så elegant, at det kun tilføjer ekstra pondus til den uro, der konstant ulmer i filmen.
Kan ses på Viaplay, Netflix og SF Anytime.
5. ‘Goodnight Mommy’ (2014)
Der er hverken rødmalet splatterfest eller feel good i Veronika Franz’ og Severin Fialas østrigske gyser ‘Goodnight Mommy’. Her er nemlig tale om en kynisk, kold og isnende godt fortalt chiller om to tvillinger og deres mor, som bor sammen i et stort hus ude på landet.
Efter en operation er morens ansigt forbundet med hvidt gazebind, der kun føjer plusser til filmens i forvejen høje creepiness-faktor. Hendes to sønner er dog ikke just begejstrede for deres mors bandager – eller hendes iltre temperament, for den sags skyld.
Stille og roligt udruller filmen således sin på en gang forskruede og engagerende fortælling om barndom, angst og forældrekomplekser, hvor min empati bliver bragt i medrivende bølgegang og udfordret af filmens fine gråzoner.
Der vakles måske en kende i en enkelt scene, der med billige tricks forsøger at øge spændingen. Men ‘Goodnight Mommy’ er stadig en skræmmende og skræmmende smuk filmoplevelse.
Kan ses på amerikansk Amazon Prime og amerikansk iTunes.
6. ‘It Follows’ (2014)
En intens og ikke mindst creepy horrorfilm, der med et tungt synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset får malet frygten overbevisende frem, én ubehagelig scene efter den anden.
Fortællingen er spundet omkring en mystisk og dødelig kraft, der gennem diverse menneskeskikkelser forfølger vores stakkels hovedpersoner. For når du først er blevet udset som mål for den dræbende forfølger, er gode råd dyre.
Det er en originalt drejet præmis over horrorgenrens velkendte slasher-temaer såsom sex og ungdommens udskejelser. Både atmosfærefuldt, gribende og grusomt forløst af unge David Robert Mitchell.
Så selvom der måske nok er et par ujævnheder i fortællingen undervejs, ændrer det ikke på, at ‘It Follows’ på flere måder er både dragende og uhyggelig. Tag eksempelvis bare den forrygende klamme åbningsscene, der elegant forener det usete gys med den eksplicitte gru.
Kan ses på Filmstriben og Blockbuster
7. ‘The VVitch: A New-England Folktale’ (2015)
Det er hverken den mest hidsige eller frembrusende horror-pensel, der males med i den subtile og overnaturlige gyser ‘The VVitch: A New-England Folktale’. Her folder den gruopvækkende fortælling sig nemlig dvælende ondt ud i et New England i 1630’erne.
Man følger her en lille og gudfrygtig familie, der lever under sparsomme kår. Der venter dem imidlertid en grum skæbne, som både involverer besættelse, sort magi og hekseri.
Fortællingen er nærmest et legemliggjort mareridt, der i høj grad lever af sin urovækkende stemning. Du får med andre ord ikke udbasuneret skræk og rædsel, men en underspillet elegant historie, der kryber sikkert ind under huden.
Det er amerikanske Robert Eggers’ debut som spillefilminstruktør og manuskriptforfatter. Han er et navn, det bliver spændende at følge i fremtidens horror-landskab.
Kan ses på Viaplay, C More, Blockbuster og SF Anytime.
8. ‘Train to Busan’ (2016)
Hvem sagde spruttende zombier, intens klaustrofobi og sitrende action? Ja, denne sydkoreanske zombie-fræser har det hele. Til overflod.
En zombie-epidemi bryder ud i Sydkorea, hvor publikum kommer om bord på et tog, der er fyldt til randen med sultne zombier. Toget buldrer således filmen igennem fra Seoul mod Busan. Passagerne er med andre ord fanget i togets indre med døden som passager.
Det lyder måske ikke umiddelbart som en præmis, der kan holde momentum i filmens to timer. Men det kan den overraskende nok, glubsk og medrivende og med et solidt menneskeligt anker i fortællingen om en pige, der rejser med sin far på toget, som får DSB til at ligne det rene barnemad.
Kan ses på SF Anytime.
9. ‘Don’t Breathe’ (2016)
‘Evil Dead’-instruktøren Fede Alvarez’ intense skrækfilm ‘Don’t Breathe’ sørger for svedige håndflader og rejste nakkehår, når han sætter både underspillet gys og herligt udbasuneret gru veloplagt i scene.
Pulsen bliver således banket godt i vejret, når man følger tre indbrudstyve på jagt efter penge i en enlig mands store hus. Naturligvis går det langt fra så nemt, som de havde håbet på. De bliver i husets klaustrofobiske indre således de jagede i stedet for de jagende. Manden i huset er nemlig en særdeles hårdhudet ældre herre. Godt nok er han blind, men han kender til gengæld sit hus ud og ind – og meget bedre end de tre uindbudte gæster, der må forsøge ikke at give en lyd fra sig.
På den måde leveres der en gribende og klam omgang katten efter musen-horror med grumme overraskelser, der gør sit for at tage røven på sit publikum – og gør det.
Kan ses på Viaplay, Plejmo og SF Anytime
10. ‘Get Out’ (2017)
Vi slutter med sidste års store horrorhit, der som en af de få amerikanske film i genren krydsede vejen til bred anerkendelse i Oscar- og anmelderland.
‘Get Out’ mikser både skarpe og vittige sociale kommentarer og veldrejede raceproblematikker med en vildt medrivende gryde af engagerende paranoia, der opstår, da den sorte Chris kommer på besøg for første gang hos sine velhavende hvide svigerforældre. Men gemmer der sig noget sinistert bag det pæne og velmenende ydre? Eller er det bare Chris, der får bygget bange anelser op, fordi han er nervøs over at være den eneste sorte i selskabet?
Den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Jordan Peele forløser fornemt denne balancegang mellem det normale og det paranoide, så man både griner, hepper og hopper i sædet undervejs.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay, Plejmo og SF Anytime.
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Det skal du streame i april: ‘The Handmaid’s Tale’, ‘Westworld’ og ny Al Pacino-film