1. ‘The First Omen‘
Imens garrotten bliver strammet om kvinders rettigheder på den anden side af Atlanten, landede to nonnegysere i de spæde måneder af 2024, ‘Immaculate’ og ‘The First Omen’, som begge omhandler en kvinde, der bliver manipuleret af den katolske kirke til at bære Antikristus i maven.
Af dem løb førstnævnte umiddelbart med opmærksomheden. Som hovedrolleindehaver og producer skænkede Sydney Sweeney (før sin gode jeans-fadæse, vel at mærke) filmen en piedestal, og konkurrenten var en forkølet prequel til den længe henglemte ‘The Omen’-serie.
Det lyder da heller ikke videre ophidsende at få opridset den bagvedliggende historie om, hvordan djævleynglen Damian endte i toppolitiker Robert Thorns vugge tilbage i den originale.
Men for én gangs skyld er det faktisk malkekvien fra filmstudiernes hånd, snarere end den originale indiedarling, der er den bedre af de to – og det er bestemt ikke, fordi der er meget galt med Sweeneys bidrag.
‘The First Omen’ leverer bare, hvor det virkelig gælder: På gyset. Debutinstruktør Arkasha Stevenson (‘Brand New Cherry Flavor’, ‘Legion’) fører taktstokken med en vildskab, som gør hvert nyt møde med katolicismens mange begravede dæmoner hårrejsende uhyggeligt. Og med Satans rogn i maven giver hovedrolleindehaveren Nell Tiger Free en kompromisløs præstation, som bør nævnes i samme åndedrag med Anthony Hopkins i ‘Silence of the Lambs’ og Toni Collette i ‘Hereditary’.
Da hun sætter sig på hug og udfører en vanvidsdans, der sætter Isabelle Adjanis ikoniske vanvidsderoute i ‘Possession’ til vægs, tabte jeg slet og ret kæben på gulvet.
Kan ses på HBO Max, Disney+, Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
2. ‘Den stygge stedsøster’
Skulle man tro deres mest anerkendte filmkunst, bruger nordmændene al deres fritid på at snakke om sexliv i lækre samtalekøkkener og dagligstuer med stuk. I dette landskab af god smag sparkede debutinstruktør Emilie Kristine Blichfeldt tidligere i år døren ind til body horror-genren med ‘Den stygge stedsøster’. Det er ellers en foragtet gruppe af film, som vi i Norden indtil nu har undgået som byldepesten.
Det til trods opnåede Blichfelts Rune T. Kidde-lignende genfortælling af Brødrene Grimms ‘Askepot’ straks en international stjerne. Lykken smilede til instruktøren, da hendes værk placerede sig lige i slipstrømmen på Coralie Fargeats mesterlige kønssatire ‘The Substance’, som også kan findes på denne liste.
Dermed ikke sagt, at filmens egne kvaliteter bør underkendes.
Dens bløde, retrokitschede æstetik sender kærlige tanker til Kate Bushs tidlige musikvideoer og agerer finurlig kontrast til filmens makabre handling om kvindens samfundspåduttede selvhad.
Der lægges ikke fingre imellem, når Askepots jævnaldrende stedsøster gør alt i sin magt for at gøre sig smuk for sin udkårne prins. Det involverer både forlængede øjenvipper, som syes direkte på, et nosejob udført med en kil og værst af alt: En bændelorm i fordøjelsessystemet til at holde figuren.
Kan ses på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay og Youtube Movies.
3. ‘Milk and Serial‘
Fordum tids store gyserauteurer voksede op med 8mm-kameraoptagelser i baghaven og latexmasker bagt i mors ovn. Men fremtidens gyserlandskab tilhører dem, der uploadede små, klamme creepypastavideoer i deres fritid.
Andetsteds på listen er dén gruppe af nye talenter også repræsenteret af Kyle Edward Ball (‘Skinamarink’) og Philippou-brødrene (‘Talk to me’). Instruktøren Curry Barker er det nyste skud på stammen. Han har netop premieret sin debutspillefilm ‘Obsession’ på Toronto-festivalen til glimrende omtale.
Før den film lander herhjemme (7-9-13), kan man passende gå på opdagelse i hans bagkatalog af kortfilm på YouTube. Af dem føles found footage-seriemorderfilmen ‘Milk and Serial’ så godt som klar til den store skærm.
Kortfilmen følger en gruppe ulidelige prankster-youtubere, der bruger dagene på at one-uppe og owne hinanden. Det går især ud over den kejtede Milk (Barker selv), som efter en akavet fødselsdagsfest viser sig at gemme på en gyselig hemmelighed.
Selv for dem, der finder found footage-genren for ærgerligt metaltræt, er ‘Milk and Serial’ forfriskende kreativ, når den over sin lille times spilletid serverer det ene chokerende twist efter det andet. Samtidig har Barker fingeren på pulsen i forhold til cringey internetlingo, som hans karakterer slynger ud uden et gran af selvironi.
Han fører selv an i hovedrollen med en manisk præstation, der fanger én i psykopatens omklamrende net.
Kan ses på Youtube.
4. ‘The Substance’
Få film er så visionære i deres banalitet som franske Coralie Fargeats body horror-satire ‘The Substance’. Her skider den aldrende has been-skuespiller og aerobicsinstruktør Elisabeth (Demi Moore) en yngre, ”bedre” version af sig selv ud af rygraden efter at have taget en unavngiven, grøn substans.
Fra denne ækle, singulære metafor om skønhedsindustriens kosmetiske snit brygger gyserinstruktøren Fargeat en urkomisk fabel om kvinders komplekse forhold til egen krop. Valget af Demi Moore i rollen kunne have været stuntcasting, men hun giver en sjældent dybfølt patos til den desperate kvinde, der laver en pagt med Djævlen for ikke at blive forkastet af sin klamme producerchef Harvey (Dennis Quad, der fremstår klammere end filmens mange, udskejende kropstransformationer).
Over for hende er Margaret Qualley fyr og flamme som den smækre klon Sue, hvis protesebryster og -røv strutter ud mod den glubske kameralinse, altimens hun langsomt udfolder en dybere ondskab bag de glansløse, hungrende øjne.
Filmen gik fuldt fortjent sin sejrsrunde under sidste Allehelgensmåned, hvor den var på alles læber, i en sådan grad at selv de notorisk snobbede gatekeepere hos prisceremonierne inkluderede den i det gode selskab.
Skulle man have misset den dengang, er det på høje tid at rette op på den fejl!
Kan ses på Filmstriben, Viaplay, Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Grand Hjemmebio og Youtube Movies.
5. ‘Knife+Heart’
Skrabes der i sårskorpen, har der altid hersket en latent homoerotik bag de notoriske giallo-film fra 70’erne, hvor psykopater med stramtsiddende latexhandsker og skinnende fallisk metal går på jagt efter smukke modeller og prostituerede, gemt bag bredskyggede hatte og trenchcoats.
I ‘Knife+Heart’ sætter den franske instruktør Yann Gonzalez denne sleske sensationalisme og sensualitet på spidsen, da en mystisk morder i ’79’ernes Paris myrder unge, homoseksuelle mænd, der alle arbejder som pornoskuespillere for produceren Anna Paréze.
Mordene begås med en springkniv, gemt i en dildo, og det går ikke stille for sig. Et af ofrene får sig en grim overraskelse og en spids dolk igennem bagsiden af kraniet, da han tager sexlegetøjet i munden.
Ligesom de oprindelige giallo-film fortælles den simple historie på mere snørklet vis, end hvad nødvendigt er, og filmen skal snarere nydes for de morbide mordscenarier og sirlige vibes end sit dybdeborende drama.
På den anden side har Gonzalez en god fingerspidsfornemmelse for genrens audiovisuelle pejlemærker uden blot at træde op i hælene på Dario Argento og Mario Bava. I stedet ser han over skulderen på provocateurer som Ken Russell og John Waters ved at fremvise queer-miljøet på autentisk og sympatisk vis – men samtidig med et glimt i øjet og morderisk mani på hjernen.
Kan ses på Apple TV, Blockbuster og SF Anytime.
6. ‘Talk to Me‘
Få instruktører har markeret sig så prominent på den overbefolkede gyserperron som de purunge Philippou-brødre. Hvor det er lykkedes kollegaen Zach Cregger at skabe gysere, der samler alle omkring vandkøleren til snak om ‘Weapons’ og ‘Barbarian’, har de australske tvillinger skillet fårene fra bukkene igennem grotesk brutalitet og tungsindig teenage-traumebearbejdelse.
De imponerede i år med besættelsesgyseren ‘Bring Her Back’, men bekendte allerede drabelig kulør med debuten ‘Talk to Me’. Her finder en gruppe teenagere en keramikhånd, der fungerer som medium mellem de levende og dødes verden, og de naive unger begynder straks at bruge den i en leg med fatale følger.
I stedet for at finde inspiration hos ‘The Ring’ – forbandelsesgyseren over dem alle – tager instruktørduoen udgangspunkt i teenageværelsets barnagtige drukspil og dares. Og måske fordi de selv er så tæt på de svære teenageår, gør Philippou-brødrene deres ballademagere vedkommende gennem slang og usikkerheder snarere end kedsommelige klichéer.
Den relaterbare grobund gør filmens hårdføre gyserscenarier så meget desto mere grusomme. Maven krøller sig panisk sammen, da én af teenagernes små brødre får fat i den forbandede hånd og begynder at smadre pandelappen mod bordet, indtil næsetippen er forvandlet til et blodigt krater.
Kan ses på Filmstriben, Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay og Youtube Movies.
7. ‘Skinamarink’
Det lå i kortene, at gysersensationen ‘Skinamarink’ kunne gå hele vejen og blive den næste ‘Paranormal Activity’, da den i 2023 sendte chokbølger igennem canadiske og amerikanske gyserfestivaler med fordækt hvisken på Reddit om, at Kyle Edward Balls debut var tidens uhyggeligste film.
Men selvom filmen om to børn, der hjemsøges af en ukendt entitet i deres hjem, tjente en pæn skilling, så fik den aldrig det mainstreamgennembrud, som den fortjente. I stedet druknede Balls analoge lo-fi dæmongyser i en gabende kedelig diskurs om, hvorvidt filmen nu også var så uhyggelig, som der blev rapporteret, eller om der var tale om opblæst hype fra bangebukse, som lod sig rive med af stemningen.
På den vis har få film revet publikum i to fraktioner som ‘Skinamarink’. Hvor nogle oplever filmen som at se maling tørre, gibber hjertet en ekstra gang hos andre over den kuldegysende brug af blinde kameravinkler, stillestående tempo og pludselige, øredøvende jumpscares.
Men bag denne ligegyldige snak om, hvad der er og ikke er skræmmende, gemmer ‘Skinamarink’ på en mere fundamental sandhed ved gysergenren. Dét, som lurer lige uden for øjenkrogen, hvor virkeligheden stopper, og fantasiens mørkeste impulser hersker, er der, hvor ægte uhygge fødes.
Filmen kan ses på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
8. ‘Heart Eyes‘
Christopher Landon begyndte sin karriere med at lægge pen til ‘Paranormal Activity’-efterfølgere. Ikke just et imponerende cv, men i dag er han bedre kendt som hjernen bag en hel genre af feel-good-slashere, hvor romcom-film møder slashervold, som han enten har skrevet, produceret eller instrueret.
I tidligere film fra Landon og co., såsom kropsbyttekomedien ‘Freaky’ og tidsrejseslasheren ‘Happy Death Day’, er det dog kun ét af elementerne, som for alvor fungerer. Enten giver romancen sommerfugle i maven, eller også giver mordscenarierne myrekryb.
Den brogede undergenre nåede sit hidtidige zenit i år med den vildt underholdende slasher ‘Heart Eyes’, hvor de umiddelbart modsvarende genrekoder løfter hinanden op til en højere enhed. Her er tale om en meet-cute mellem to umiddelbare rivaler, hvor Amors pil er skiftet ud med Jasons knivskarpe machete, når en maskeret morder går på rov efter turtelduer op til Valentines Dag.
De vordende kærester, hvis date pludselig sker med livet og ikke kærligheden som indsats, spilles af Mason Gooding og Olivia Holt, der har så brændende hed kemi, at man ikke har lyst til at se noget ondt overgå dem.
Deres våde dådyrøjne får hjertet til at pumpe, mens adrenalinen kører på højtryk over de kreative mord. Hvad mere kan man ønske sig fra en god slasher?
Filmen kan ses på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
9. ‘Thelma‘
Der må være noget i elvene oppe i de norske fjelde. Ikke nok med at de stinkende rige overskudsmennesker i løbet af 20’erne har revitaliseret det skandinaviske romantiske drama, så har de efterhånden vist en stærk tæft ud i det eleverede gys.
Den tendens blev for alvor skudt i gang af landets uomtvisteligt største filmnavn, Joachim Trier. Imellem hans førstkæntrede og siden succesfulde forsøg på at bryde igennem internationalt – med henholdsvis ‘Louder Than Bombs’ og ‘Verdens værste menneske’ – fortalte den venererede filmskaber sin skandinaviske version af ‘Carrie’ med ‘Thelma’.
Det tyste ungdomsgys er lidt af en afstikker i instruktørens filmografi, også selvom den som alle Triers film handler om et ungt menneskes deroute på vippen til voksentilværelsen. Alene åbningsscenen, hvor en purung Thelma er på jagt med farmand, som ud af det blå flytter sigtekornet fra rådyr til miniput, sender iskiler ned langs rygraden.
Det bliver ikke mindre kuldegysende, da den unge kvindes telekinetiske kræfter udfolder sig ved at flytte mennesker efter forgodtbefindende med så lidt som en ond tanke på afveje. I hjertet af historien er dog stadig Triers spidsfindige evne til at finde mennesket bag alle diagnoserne, misbruget og traumerne.
Kan ses på Filmstriben, Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime og Viaplay.
10. ‘Train to Busan‘
I det 21. århundrede har Sydkorea ageret pejlemærke for kvalitet blandt filmnørder med en hang til ‘Pulp Fiction’ og ‘Pusher’. Landets auteurer er arkitekterne bag min egen generations French New Wave, komplet med en nær hedensk heltedyrkelse ved alteret af Park Chan-wook, Lee Chang-dong og Bong Joon-ho, hvor Godard, Resnais og Truffaut før stod.
I 2016 inviterede instruktør Yeon Sang-ho de levende døde ind i det gode selskab med sin mesterlige zombiefilm ‘Train to Busan’. Her må en distraheret forretningsmand og enefar smide arbejdstelefonen for at beskyttet sin datter mod en horde af kødædende lig, der som en lavine presser sig op mod dørene af det lyntog, han befinder sig om bord på.
Ikke siden Danny Boyles ’28 dage senere’ har den ellers så ferske zombiegenre føltes så spillevende, når Yeon konstruerer det ene diabolske scenarie efter det andet for den brogede gruppe af passagerer at overkomme.
Som en bonus introducerede filmen os i Vesten til den smilende kæmpe Don Lee, der i dag er en action-superstjerne i hjemlandet. I ‘Train to Busan’ går han besærk på de glubske zombier med blodige næver og en tøndetyk brystkasse.
Kan ses på Filmstriben, Apple TV, Blockbuster og SF Anytime.
11. ‘The People Under the Stairs’
Vi skruer et øjeblik uret tilbage fra genrens igangværende guldalder til de blodfattige 90’ere, der bød på chokerende lidt gru uden for de mest åbenlyse klassikere ‘Silence of the Lambs’, ‘Scream’ og ‘The Blair Witch Project’.
Graver man tilpas længe, vil enkelte glemte guldskatte dog komme til syne. Heriblandt horrormaestroen Wes Cravens kultklassiker ‘The People Under the Stairs’ om en afroamerikansk dreng, der bryder ind hos de lokale, hvide slumlords og hurtigt må sande, at det er nemmere at røve de omklamrende racister, end det er at undslippe dem.
Det er i sig selv et snu spind på den klassiske home invasion-genre med et handlingsforløb, der krinkelkroger sig ind og ud af husets mange fordækte hemmeligheder.
Ligesom ‘Candyman’, som landede året efter, er ‘The People Under the Stairs’ et sympatisk forsøg fra en hvid instruktør på at inkludere det afroamerikanske publikum, som genren historisk har ignoreret, dæmoniseret eller skubbet til siden. I den optik er filmen en proto-‘Get Out’ om de forfærdelige grusomheder, som (hvide) magtudøvere skjuler bag de broderede gardiner, smilende dødningegrimasser og låste kælderdøre.
Det destillerede racehad er personificeret af ingen ringere end Everett McGill og Wendy Robie, der er lige så modbydeligt bestialske og rablende vanvittige, som de var gennemgående sympatiske i ‘Twin Peaks’.
Forbered dig på aldrig at kunne se Nadine og Big Ed i det samme lys igen.
Kan ses på Skyshowtime, Apple TV, Blockbuster og SF Anytime.
12. ‘Shutter‘
Japanerne brød Vestens gysermur med ‘Ringu’ og ‘Juon’. Sydkoreanerne fulgte trop med ‘A Tale of Two Sisters’. Men inden for den østasiatiske gyserbølge, der væltede genren omkuld i indgangen til det 21. århundrede, nævner få fronten fra Thailand.
Det er ellers herfra, man kan finde ‘Shutter’-instruktørduoen Parkpoom Wongpoom og Banjong Pisanthanakuns bidrag til genren: klamme, langhårede piger, der fucker med dit elektroniske udstyr.
Filmen tager afsæt i drejebogen fra ‘I Know What You Did Last Summer’, hvor en vennegruppe kører en ung kvinde ned og flygter fra gerningsstedet, men den udvikler sig hurtigt i en mere gruopvækkende retning, da den afdødes rasende spøgelse begynder at photobombe deres polaroidbilleder.
At der er tale om en debutfilm fra de to instruktører, er nærmest ikke til at forstå. ‘Shutter’ er en afsindigt snu gyser, der kryber sig under huden på én med et begsort handlingsforløb om at finde tilgivelse, hvor der ikke er nogen. Og spøgelsesscenarierne gør ens hud mere kridhvid af ren dødsangst end den hævngerrige ånds ligblege kulør.
Filmens kronjuvel er en afsluttende krølle på halen, der sætter det forudgående i et helt nyt lys. Hermed er det også klart anbefalet, at du går blindt ind til filmen. Og sørg for at se den originale fra 2004 i stedet for det rædderlige amerikanske remake.
Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.
13. ‘The Last Matinee’
Umiddelbart er der ikke meget kød på knoglerne af den uruguaysiske slasher-film ‘The Last Matinee’, som ved sin danske streamingpremiere gik under navnet ‘Red Screening’. En morder låser sig selv inde i en biograf med gæsterne samt operatøren under en midnatsvisning og begynder at myrde dem én efter én. Og det er lidt det …
Instruktøren Maximiliano Contentis’ gyser skal da også ses for sin visionære stil snarere end sin intrikate handling. Som i de gamle italienske og amerikanske video nasties som ‘The New York Ripper’ og ‘Driller Killer’ zoomer kameraet helt tæt på, når kranier flækkes, pulsårer skæres over, og øjeæbler punkteres.
Hermed springer Contentis over de mere højpandede æstetiske kendetegn fra den italienske enfant terrible-genre giallo og svælger i stedet i sleaze og dårlig smag. Den homage er alt andet end overfladisk, og filmen føles, som var den for længst uddøde genre stadig iblandt os.
En af filmens fineste detaljer er biografens brogede publikum, som består af alskens forskellige gyserfans. Fra kæresteparret på en hed date til en rolling, som har gemt sig under de klistrede sæder for at fange et glimt af bare bryster og blod i stride strømme på sølvlærredet.
Kan ses på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
14. ‘Evil Dead’ (2013) / ‘Evil Dead Rise‘
00’erne er berygtet for at være en ørkenvandring for kvalitetsgys. Der er ikke megen sandhed i den påstand, men mængden af overproducerede remakes af klassiske slasherfranchises som ‘Fredag den 13.’, ‘A Nightmare on Elm Street’, ‘Black Christmas’ og ‘The Texas Chainsaw Massacre’ gjorde immervæk ikke noget godt for genrens blakkede ry.
Forbandelsen blev endelig brudt i 2013 af instruktør Fede Alvarez (‘Alien: Romulus’, ‘Don’t Breathe’) med hans fandenivoldske splatterfilm, ‘Evil Dead’, som succesfuldt moderniserede Sam Raimis kultklassiker fra 1981 om en vennegruppe, der besættes af en urgammel, dæmonisk ondskab ude i den tyste skov.
Remaket slog nye rekorder for mængden af blod på skærmen i en skrigende rød monsunregn og byder op til dans på et voldsorgie af afskårne lemmer, skoldhed vand mod huden, skarpladte sømpistoler og glasskår i øjeæblet.
At de forbandede Deadites er mere skræmmende end komiske, som det er tilfældet i Raimis ‘Evil Dead II’, har stødt nogle fans på manchetterne, men herigennem lykkes det Alvarez at gøre serien til sin egen.
I 2023 overtog irske Lee Cronin tøjlerne med ‘Evil Dead Rise’. Det er en mindre stilsikker splatterfilm, som ikke desto mindre kløgtigt flytter Deadite-forbandelsen ind hos en familieenhed i et afdanket lejlighedskompleks. Og næste år er det franskmændenes tur til at forny formularen, når ‘Evil Dead Burn’ fra Sebastien Vanicek (‘Vermines’) lander.
Begge film kan ses på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.
15. ‘When Evil Lurks’
Inspirationens muse kan lyde fra de mest utrolige og uventede steder. Således har den argentinske instruktør Demiàn Rugna i interviews forklaret, at udgangspunktet for hans ugudeligt makabre grand guignol-gyser ‘When Evil Lurks’ er kræftfremkaldende pesticider, som bønderne spreder ud på deres marker.
Men trods den samfundskritiske allegori og titlens løfte om en lurende ondskab, er der intet subtilt over denne dybt chokerende, kropslige filmoplevelse, som blandt andet byder på en forbandet familiehund, der angriber en bedårende pige med et rovdyrs lune og bruger hendes kranie som tyggelegetøj.
En unavngiven forbandelse, som får folk til at gå i forrådnelse, har lagt sit klamme greb over hele Argentina, og statens arbitrære regler agerer vag beskyttelse for landets befolkning. I den desperate situation prøver brødreparret Jim og Pedro på at redde familien og sig selv fra den hærgende (sinds)syge, men gør gang på gang blot det hele meget værre.
De resulterende ekstreme og uprovokerede blodsudgydelser sætter filmen i slægtskab med bølgen af New French Extremity-genren fra 00’erne, som satte samtidens voldshandlinger på spidsen ved at invitere dem ind i den franske dagligstue.
Filmen kan ses på HBO Max, Apple TV, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.