‘Kærlighed (Sex) (Drømme)’: Milepæl i skandinavisk film slutter på toppen
Det er svært at vælge en favorit fra Dag Johan Haugeruds mesterlige trilogi ’Sex. Drømme. Kærlighed’ – det velsagtens væsentligste samlede bidrag til nordisk filmkunst siden Dogme ’95.
Skulle jeg gøre forsøget, ville jeg nok pege på ’Kærlighed (Sex) (Drømme)’, den lavmælte og følelsesmæssigt overrumplende finale i det eksistentielle mammutværk om, ja, sex, drømme og kærlighed – tre definerende træk ved det at være menneske ifølge Haugeruds roligt observerende og næstekærlige blik.
I den sublime første film, ’Sex’, satte en drøm om David Bowie og et uventet samleje gang i eksistentielle jordskred for to gifte skorstensfejere i Oslo, hvis forestillinger om dem selv og hinanden efterfølgende slog sprækker.
I Guldbjørne-vinderen ’Drømme’ var det så en brændende forelskelse, der åbnede op for en drømmende forestillingsverden hos filmens hovedkarakter (eller var det egentlig en forestilling, der muliggjorde forelskelsen?), som hendes omverden havde svært ved at sluge, da den blev til virkelighed.
I biografaktuelle ’Kærlighed’, der sagtens kan opleves uden at have set de to andre, er det henholdsvis et møde på Grindr og en blind date, der får karaktererne til at tage deres drømme om kærlighed og sex op til revision.
Fælles for de tre værker er, at de med et krystalklart sociologisk blik diskuterer, hvordan samfundsnormer, moral og idealer kan blive spændetrøjer, der i sidste ende skaber distance og afholder frie mennesker fra at udleve deres version af det gode liv, som de ellers burde have alle muligheder for at forfølge i Norges billedskønne velfærdssamfund.
Ofte er Haugeruds karakterer frisindede drømmere, der nægter at følge med strømmen, men som bliver mødt af dømmende blikke, når deres fantasier ikke harmonerer med deres omgangskreds’.
I ’Kærlighed’ er det den enlige urolog Marianne (fantastiske Andrea Bræin Hovig), der ikke lever op til sin gifte veninde Heidis ideal om tosomhed. Hun bliver sat i stævne med Heidis fraskilte nabo, men på vej hjem fra deres stævnemøde på færgen mellem Oslo og Nesodden støder hun på sin kollega Tor (Tayo Cittadella Jacobsen), der åbent fortæller om sit frigjorte kærlighedsliv med spontane seksuelle Grindr-møder på færgen.
Det får de to karakterer til hver for sig at afprøve både spontane og forpligtende forhold, mens Haugerud udfolder sin dialektik om kærlighedens væsen.
I en for Haugerud karakteristisk åbningsscene anslår instruktøren sin tematik om, at den overflade, der er synlig for det blotte øje, ikke altid harmonerer med den indre verden, som er Haugeruds metier.
I scenen diagnosticerer Marianne en patient med prostatakræft. Vi ser patientens ansigt i en nær beskæring, mens Mariannes stemme høres uden for billedet. Er det forvirring, ængstelighed eller noget helt andet, man kan spore i ansigtet? Marianne sender patienten væk i tro om, at han har forstået sin diagnose, men sygeplejersken Tor ser noget andet i hans blik og kalder ham tilbage, da han i venteværelset overhører patienten bekende, at han slet ikke har forstået, hvad lægen sagde.
Senere får Marianne at vide, at hun fremstår rolig og i balance, hvorefter hun begynder at græde.
Haugerud excellerer i modsætningerne mellem det ydre og det indre, som han fremmaner, når karaktererne blotter sider af sig selv, de normalt ikke viser frem. Som i en herlig sekvens i ’Kærlighed’, hvor karaktererne viser deres håndskrift for hinanden – en del af hinanden, man nærmest aldrig ser. Måske bærer den en nøgle til dybere forståelse?
På samme måde er det ikke et tilfælde, at Haugeruds karakterer ynder at betragte folk, der går forbi under færgeovergange, ved Oslos havnefront eller i parker og gader. De vil virkelig gerne se hinanden, men det er ikke altid lige let. En tematik i filmene handler om, hvor mange af vores egne idealer vi pålægger dem, vi betragter, uden selv at være klar over det, men også alle de muligheder, der åbenbarer sig, når vi ser andre uden forbehold.
Modsætningen ses i kommunemedarbejderen Heidi, der i en særligt morsom scene viser sine kollegaer, hvordan en frise på rådhuset kan tolkes som en kommunal hyldest til homoseksualitet, eller hvordan en fiskerstatue i virkeligheden er en Kristus-figur. For hende udtrykker rådhuset et beundringsværdigt frisind, som hun selv har svært ved at finde frem i sin relation til Marianne.
Haugerud dømmer aldrig karakterernes indre modsætninger, deres lyster eller fantasier.
Når Marianne på et tidspunkt fortæller, at hun har valgt at blive urolog, fordi menneskets underliv er det sted på kroppen, der er forbundet med allermest intimitet, men også allermest skam, føles det også som en replik om Haugerud selv. For ham er sex, drømme og kærlighed størrelser, hvor det private kolliderer med det samfundsskabte.
Kroppen er en kampplads, siger Marianne på et tidspunkt, og det samme er moralen. Men kroppen og moralen er også i konstant udvikling, ligesom de foranderlige bjerglandskaber, der omkranser Oslo, og som en geolog på et tidspunkt i filmen siger former indbyggernes sjæleliv.
Når Haugeruds film føles så væsensforskellige fra gængse skandinaviske film, er det, fordi hans utallige filosofiske pointer aldrig serveres som budskaber eller mobiliseres for at drive et plot eller fremprovokere en følelse. De indgår derimod naturligt i karakterernes liv og dukker op i helt almindelige samtaler, som mesterligt får lov at udvikle sig i talrige retninger inden for få minutter. Her må selv landsmanden Joachim Trier se sig slået.
Med lange, fastgjorte kameraindstillinger skildrer Haugerud karakterer, der taler stille og roligt sammen uden al den unødige dramatik og de store skuespilbevægelser, der præger så mange andre nordiske film. I ’Kærlighed’ gennem et dagbogsformat, der netop går uden om store plotbuer til fordel for de små hverdagslige møder, som alligevel formår at vende livet, døden og alt indimellem – tilsat herlig underspillet humor. Som en karakter siger i filmen, er det dagbogsformatet, der bedst indfanger livets flygtighed.
Det er fortællinger, der tager sig tid – både til de enkelte scener, men også til mellemrummene, hvor der ikke sker noget, men hvor Oslos rum får lov at agere medfortæller, så karakterernes umiddelbart lille verden føles enorm og deres oplevelser almengyldige. Mellemrummene, der giver karaktererne et frirum fra samfundet, som på færgen i ’Kærlighed’, som bliver katalysator for karakterernes kærlighedsudforskning.
Jeg tør godt vove den påstand, at Haugerud kan sige mere med én scene, end en vilkårlig håndfuld danske spillefilm kan tilsammen.
Det hænger uløseligt sammen med den store omsorg, han drager for sine karakterer.
Omsorg er ikke blot et nøgleord i hans film generelt, men det absolutte centrum i ’Kærlighed’, som udspiller sig i sundhedsvæsenet og kommunen og derigennem sætter spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig vil sige at udvise kærlighed over for hinanden.
Er kærligheden egoistisk, fordi vi elsker den version af os selv, den fremmaner? Er den besidderisk, eller ligefrem uetisk, som når Marianne siger, at ægteskabet kan være et fængsel for de børn, der ikke har valgt at indgå i det? Eller er den uselvisk og tillidsfuld, som når Tor tager sig af en patient i sin fritid, mens et udefinerbart bånd mellem dem gror? Er kærligheden seksuel, eller løfter den sig over begæret?
Haugerud er ikke interesseret i svar, men i antydninger og spørgsmål, og det gør, at hans film kun vokser sig større og større, indtil man til sidst går ud fra biografen en lille smule klogere på livet, end da man gik ind.
Kort sagt:
Den norske mester Dag Johan Haugerud sætter et følelsesmæssigt overrumplende punktum for sin trilogi om sex, drømme og kærlighed, der udgør det væsentligste samlede bidrag til nordisk filmkultur siden Dogme ’95.