’Drømme (kærlighed) (sex)’: Et morsomt og følelsesladet pletskud om livets første og største forelskelse
Hvem havde lige troet, at nogle af tidens bedste og mest følsomme kærlighedsdramaer skulle komme fra en 60-årig nordmand med et stille, venligt ydre?
Trods dansk premiere til filmen ’Barn’ i 2020 var filmskaber Dag Johan Haugerud nok ukendt for de fleste uden for Norge, da det stilfærdige mesterværk ’Sex’ kom til de danske biografer sidste år.
Filmen om to midaldrende mænds separate seksuelle vækkelser – og deres samtaler herom – er del af en trilogi. To uger efter at have vundet hovedprisen Guldbjørnen på Berlinalen er andet kapitel, ’Drømme’, nu premiereklar i Danmark. Til august får vi i øvrigt tredje film, ’Kærlighed’, der var udtaget til sidste års Venedig-festival.
Fortællingerne hænger kun sammen tematisk, da alle omhandler, ja: sex, drømme og kærlighed.
I ’Drømme’ viger mændene pladsen for den 17-årige kvinde Johanne (Ella Øverbye, der som 11-årig medvirkede i ’Barn’), som oplever livets første og største forelskelse. Den er rettet mod hendes gymnasielærer i fransk, der hedder næsten det samme, Johanna (Selome Emnetu).
Hun fortæller ingen om sin forbudte forelskelse, der overskygger alt andet i hendes liv. I stedet sætter hun sig for at skrive om den for sig selv for ikke at glemme denne stærke og nærmest lammende følelse, som betyder så meget for hende.
Første del af ’Drømme’ er netop denne tekst. Johanne læser sine beskrivelser og refleksioner op i en gennemgående voiceover, mens vi følger forløbet på billedsiden.
»Alt jeg tænker og føler, det er i en sky«, indleder Johanne poetisk sin fortælling, som både fremstår hverdagslig og større end alt. Gennem hendes blik og ord hæfter filmen sig ved små, fine detaljer. Som sollyset, der rammer lærerens ansigt, og hendes uldtrøje, der hviler blødt mod huden.
»Det var, som om jeg kunne mærke hendes udstråling i kroppen«, siger fortælleren om den altopslugende længsel, man også hurtigt lader sig rive med af som publikum.
Det samme gør Johannes mormor, da hun efterfølgende får lov til at læse den tekst, vi allerede har fået serveret. Mormoren, der selv er forfatter, ser romanpotentiale i fortællingen, som hun også giver videre til Johannes mor mod hovedpersonens vilje.
Herfra udvikler ’Drømme’ sig opfindsomt fra en klassisk coming of age-forelskelsesfortælling til et interessant, refleksivt og metabevidst drama om forholdene mellem fortælleren, fortællingen og læserne. For hvad sker der med din historie, når du deler den med andre? Kan følelser ændre karakter, når man siger dem højt?
Johanne mærker en lettelse over endelig at dele sin oplevelse med andre. Men hun ærgrer sig også over, at hendes personlige fortælling pludselig er til diskussion, fortolkning og forhandling. Hun mærker hurtigt, at dette er »begyndelsen på slutningen«.
’Sex’ bærer på et lignende tema, da en skorstensfejer (noget mindre relaterbart) føler sig misforstået og berøvet, fordi hans hustru bliver ked af, at han har været hende utro med en anden mand.
Ligesom i forgængeren afføder samtalerne i ’Drømme’ både følelsesladede og sjove reaktioner fra karaktererne. Moren frygter for eksempel ved første læsning, at datteren har været udsat for et overgreb. Ikke længe efter taler hun i stedet passioneret for at udgive teksten på grund af dens stærke og progressive »queer-erkendelse«.
Mest spændende og drilsk bliver det, da Johanna, subjektet for teenagerens forelskelse og fortælling, også inddrages i ligningen. For første gang ser publikum hende udefra, ikke kun gennem Johannes øjne.
Haugerud skaber igen levende, sympatisk og inspirerende dramatik ud af på papiret ordinære begivenheder og skæbner.
Han lykkes med det i kraft af sine altid diskussionslystne og befriende selvterapeutiske karakterer, der vender hver en sten i deres gentagne forsøg på forståelse og fælles fodslag – og som gør, hvad de kan, for at gribe hinanden.
Kort sagt:
Den norske filmskaber Dag Johan Haugeruds opfølger til ’Sex’ er endnu et morsomt, sympatisk og følelsesladet pletskud om ordinær, men alligevel altopslugende kærlighed.