‘Ozark’: Netflix’ store sommersatsning skyder forbi målet

‘Ozark’: Netflix’ store sommersatsning skyder forbi målet
Jason Bateman i 'Ozark. (Foto: Jackson Davis/Netflix)

Det kunne have været så godt.

Netflix’ nye store satsning ’Ozark’ kunne have været en contender i forhold til seriegiganter som ’The Sopranos’ eller ’Breaking Bad’. Men det er den langt fra.

Det begynder ellers nervepirrende.

I pilot-afsnittet møder vi Marty Byrde (Jason Bateman), en tilsyneladende uambitiøs økonomisk rådgiver i Chicago. I det skjulte hvidvasker han penge, og mange af dem, for et mexicansk narkokartel anført af den gennemført kyniske Camino Del Rio (Esai Morales).

Da Del, som han bare kaldes, finder ud af, at Martys partnere har snydt kartellet for et større millionbeløb, slår han iskoldt alle involverede ihjel. Undtagen Marty, der i sidste øjeblik får overbevist narkogangsteren om, at han har en plan for, hvordan han kan skaffe kartellet den helt store gevinst.

Den plan involverer, at Marty Byrde flytter sig selv og sin lille familie fra Chicago til The Ozarks, et billedskønt ferieområde i Missouri, som de rige, unge og smukke om sommeren drager til for at fyre læssevis af penge af.

Her vil Marty fortsætte sin hvidvaskning af de mange narkodollars, men der går ikke længe, før han kommer på kant med både den lokale forbryderkonge, ejeren af en stripklub og en broget søskendeflok af trailerpark-rednecks, som holder til i et skummelt skovområde.

’Ozark’ er sat i en blændende smuk setting ved søerne i Missouri, og det kunne have været det perfekte bagtæppe for Marty Byrdes gedulgte hvidvaskningsoperationer og de medfølgende komplikationer for hans selvforståelse og for hans egen families trivsel.

Men det er bestemt ikke tilfældet. Og det er langt hen ad vejen Jason Batemans skyld. Stjernen fra ’Arrested Development’ har ikke blot hovedrollen, han har også instrueret flere afsnit af ’Ozark’. Begge dele gør han med en underspillet, afmålt ligegyldighed, som slet og ret tager al saft og kraft ud af serien.

Hovedforfatteren bag ’Ozark’, Bill Dubuque, som blandt andet også har instrueret ’The Accountant’ og ’The Judge’, forsøger ellers på spidsfindig vis at forklare os teknikkerne ved hvidvaskning af penge. Det er sådan set også spændende nok, men i længden bliver præmissen mekanisk og uvedkommende.

Hvad værre er, så er det endog rigtig svært at sætte sig ind i Marty Byrde bevæggrunde for at begå sine kriminelle handlinger. I ’Breaking Bad’ er Walter White i det mindste kræftsyg og begynder at producere crystal meth, fordi der er en mening med det hele. I ’Ozark’ hvidvasker Marty Byrde penge fordi … ja, hvorfor egentlig?

Måske fordi han keder sig. Jason Bateman virker da også mest af alt som om, han keder sig i rollen. Eller også slæber han sig bare af sted, fordi hans hovedkarakter lider af søvnproblemer.

Der er dog også gode ting at sige om Netflix’ nye sommersatsning. Marty Byrdes datter Charlotte spilles på suveræn vis af stortalentet Sofia Hublitz. Julia Garner er lige ved at stjæle billedet som den udspekulerede Ruth, der står i spidsen for de lokale rednecks. Og sidst men ikke mindst gør  Peter Mullan et hæderligt forsøg på at skabe en troværdig karakter ud af den lokale kingpin.

I bund og grund sidder man dog, når tiende og sidste afsnit i første sæson af ’Ozark’ er rullet over skærmen, tilbage med en mærkelig smag i munden. Skildringen af relationen mellem familieliv og kriminelle handlinger er meget, meget langt fra det elegante niveau, vi tidligere har set i ’The Sopranos’, ’Narcos’ og ’Breaking Bad’. Serier, som ’Ozark’ rigtig gerne vil stå på skuldrene af.


Kort sagt: ’Ozark ser, på papiret, ud til at indeholde alle ingredienserne til at kunne blive en binge-værdig serie. Men det voldsomt store persongalleri og et ujævnt manus, hvor enderne aldrig helt mødes, skæmmer helhedsbilledet. Og så er det en reel svaghed, at en ellers fantastisk skuespillerinde som Laura Linney i den grad underspiller i rollen som Wendy, Marty Byrdes kone.

Anmeldelse baseret på hele sæsonen.

Læs også: Netflix’ anoreksidrama ‘To the Bone’ er både forfriskende og bekymrende

Tv-serie. Hovedforfatter: Mark Williams, Bill Dubuque. Medvirkende: Jason Bateman, Laura Linney, Julia Garner, Sofia Hublitz. Spilletid: 10 afsnit a 60 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af