‘To the Bone’: Netflix’ anoreksidrama er både forfriskende og bekymrende
Rygsøjlen er benet og fyldt med blå mærker, de tynde arme er mærkeligt dunede og kravebenet er nærmest på vej ud af den gennemsigtige hud. Lily Collins har med andre ord taget rollen som anoreksilidende, ung kvinde yderst bogstaveligt i Netflix’ dramakomedie ’To the Bone’.
At se Collins’ ellers sunde krop så uhyggeligt udpint (jovist kan make-up og lyssætning gøre sin del af arbejdet, men ikke det hele), er simpelthen ikke rart. Hvorvidt filmens afbildning af en så tydeligt alt, alt for tynd krop ligefrem kan anspore til anorektisk adfærd hos påvirkelige seere, ved jeg ikke. Men tanken kan ikke lade være at rumstere. Og det er det helt store forbehold ved ’To the Bone’.
Selvom filmen er baseret på instruktør og manuskriptforfatter Marti Noxons egne oplevelser med spiseforstyrrelse i ungdommen, leverer ’To the Bone’ ikke nævneværdig nytænkning af hverken problematik eller genre. Kunstnerisk er filmen for eksempel langt fra en genistreg som Todd Haynes’ eksperimenterende Barbiedukke-version af sangerinden Karen Carpenters anoreksiendeligt i ’Superstar: The Karen Carpenter Story’ fra 1987.
Noxon viger dog behændigt uden om de værste faldgruber som ugens-sygdomsfilms-sentimentalitet og oversimplificerede forsøg på at forklare lidelsens ophav. Og det er trods alt befriende.
Den 20-årige Ellen (Lily Collins) er netop hjemsendt fra endnu et ophold på en anoreksiafdelling for trodsig opførsel. Med et kuldsejlet universitetsstudie og et tragisk udfald, hvor hendes Tumblr-tegninger førte til en ung kvindes selvmord, er det ikke meget håb at spore for hende. Straks hjemvendt tyer hun derfor til de samme, gamle vaner: Daglig udsultning og natlig mavebøjningsmaraton. Nu kan hun næsten nå rundt om sin overarm med tommel- og langefinger.
Inden det når så vidt, har Ellens stedmor dog fundet plads til hende på et behandlingshjem ledet af den utraditionelle, men mandigt flotte doktor Beckham (Keanu Reeves). Han er typen, der går med skovmandsskjorte, bærer venligt fuldskæg og tager patienterne med på kunst-road trip.
Vi er milevidt fra den hårdkogte hitman-karakter, vi senest har set Reeves gestalte så glimrende i ’John Wick’-filmene, og rollen her i ’To the Bone’ føles ærlig talt fejlcastet.
På hjemmet bliver Ellen indlogeret med en flok andre unge med spiseforstyrrelser. Heriblandt den jævnaldrende Luke (spillet charmerende af den britiske teaterskuespiller Alex Sharp), der er balletdanser, jazzafficionado og et seriøst madøre. Romancen de to imellem er ungdomsfilms-uundgåelig og fremstår en anelse påklistret.
Noxon har været episodeforfatter på et væld af tv-serier; heriblandt ’Mad Men’, ’Glee’, ’Grey’s Anatomy’, ’UnREAL’ og ’Buffy the Vampire Slayer’. Særligt sidstnævnte føles beslægtet med ’To the Bone’, hvor Lily Collins i rollen som den spydigt-trodsige Ellen aldrig synes at løbe tør for bidske comebacks, popkulturelle referencer eller posede slacker outfits.
Ellen giver ikke en skid for familieterapi eller følelser. Iklædt hue, militærstøvler, solbriller og med en konstant cigarret i mundvigen, er hun en (lidt for) cool rebel. Hvorfor oprøret kommer i form af en dødalvorlig spiseforstyrrelse gives der som sådan ikke noget svar på i filmen. Collins forbliver en modstridende enigma. Hun fastholder ens opmærksomhed fra start til slut med en blanding af fattet sejhed og ukontrolerbar magtesløshed overfor anoreksiens greb.
Kort sagt: Anoreksi-dramakomedien ’To the Bone’ er en ambivalent filmoplevelse. På én gang forfriskende fri for sentimentalitet og overforklaring, men også bekymrende i sin fremstilling af skuespillerinden Lily Collins’ udsultede krop. For Collins er cool og skideligeglad i ’To the Bone’ – og hvem vil ikke gerne være det?