Dens actionscener affødte impulsive bifald ved verdenspremieren – se teaseren til ‘Hope’

Dens actionscener affødte impulsive bifald ved verdenspremieren – se teaseren til ‘Hope’
'Hope'. (Foto: Neon)

Søndag aften fik den sydkoreanske genremester Na Hong Jins ventede nye film, ‘Hope’ med Michael Fassbender og Alicia Vikander, verdenspremiere på Cannes Film Festival.

Og efter de første reaktioner at dømme er der et hæsblæsende miks af uophørlig action og twist-rig science fiction i vente.

The Hollywood Reporter skriver i sin anmeldelse, at filmen har »øjeblikkelig kultklassiker skrevet ud over sig«, Deadline beskriver den som »en vild, non stop action-genrefilm«, og The Wrap kalder den »konsistent blodig og stadig en mørk latterfremkaldende horrorfilm«. Flere hæfter sig ved nogle dybt originale actionscener, som affødte impulsive klapsalver i salen.

Nu kan man få en forsmag herhjemme, for første teaser til ‘Hope’ er sendt ud, og den ser unægteligt også hæsblæsende ud:

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

‘Hope’ udspiller sig i en lille by i den demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea, som får besøg af aliens, som traileren giver et glimt af.

Den anerkendte sydkoreaner Na Hong Jin var senest aktuel for 10 år siden med den fremragende eksorcismegyser ‘The Wailing’. I et portræt i sidste uge kaldte Soundvenues David Madsen ham for »en af tidens mest originale genreinstruktører«.

Det lader altså til, at vi har en stor action-science-fiction-oplevelse i vente over to timer og 40 minutter, om end det skal siges, at alle anmeldere ikke er lige overbeviste efter Cannes-premieren.

I en anmeldelse, der alt andet lige skiller sig markant ud fra mængden, trasher Indiewires David Ehrlich filmen og kalder det smerteligt, at den indgyder håb om at være fantastisk, men at det siden går fuldstændigt galt.

Han kritiserer også effekterne for at være dårlige, hvilket går igen i flere anmeldelser.

Men lad os slutte på en positiv note fra Variety:

»Den sydkoreanske mesters fjerde film er blandt de bedste – og sjoveste – actionfilm, du nogensinde har set«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af