’It: Chapter 2’: Sidste film om dræberklovnen er modbydelig, hysterisk – og grotesk lang
Der kommer selvsagt et tidspunkt i et hvert voksent menneskes liv, hvor man må se vaskekælderens trappeskakt i øjnene og spørge sig selv: Er jeg stadig bange for dræberklovne? Blodrøde balloner i Tivoli? Svenskere i fastelavskostumer?
Som en del af de millioner af 90’er-poder, der blev traumatiseret af tv-versionen af Stephen Kings ’It’ i en alt for ung og letpåvirkelig alder, fulgte ånden af diabolske Tim Curry som klovnen Pennywise mig i årevis ned ad diverse mørke gangstier med min livlige barnefantasi i et gnæggende jerngreb. Kings kreation affødte en instinktiv grundangst for mænd med høje pander og båtnæser for, med Carrie Bradshaws udødelige ord i ’Sex and the City’; »Nothing’s scarier than a clown!«.
Men er ikonets mareridtsmakeup langt om længe ved at størkne i en træt grimasse under blockbuster-forventningerne?
Instruktør Andy Muschiettis mestendels vellykkede og boxoffice-succesfulde ’It’-filmatisering fra 2017 skruede (lidt for) behørigt op for effekterne, men takket være et brandcharmerende børnecast ledet af ’Stranger Things’-stjerneskuddet Finn Wolfhard og ’Sharp Objects’ Sophia Lillis over for Bill Skarsgårds psykotiske skurk, holdt filmen akkurat de oversize klovnefødder på jorden i sin klassiske American horror story om råddenskaben under forstadsidyllen.
I det andet, endnu mere IMAX-leflende kapitel sprænges skalaen for blodsudgydelserne, om end den uanstændigt oppustede spilletid på absurde to timer og halvtreds minutter kæler uskønt for Kings mest uheldige sci-fi-finaleforvildelser. Og dog er der simultant gode takter undervejs.
Præcis 27 år efter at ungerne i The Loser’s Club Bill, Beverly, Richie, Stan, Eddie, Ben og Mike besejrede It og svor, at de alle ville vende tilbage til Derry, hvis klovnen gjorde det…vender klovnen selvfølgelig tilbage.
Og akkurat som i den første film – der åbnede med lille Georgies voldsomme død i rendestenen – er ’Chapter 2’s indledende 10 minutter også de mest modbydelige, da en flok hillbilly-teenagedrenge tæsker en ung homoseksuel mand, Adrian Mellon, til ugenkendelighed. Adrian spilles af filmmager Xavier Dolan, der selv er homoseksuel og fortaler for LGBTQ-rettigheder, og der er en spiddende effektiv ondskab i måden, Muschietti bruger klovnefænomenets indflydelse på lillebyssamfundets depraverede eksistenser som symbol på USA’s højredrejning. Dén spejling havde man gerne set hudflettet oftere i filmen, hvis genre immervæk sjældent ikke nyder godt at fundere sine gys i politiske understrømninger.
Andetsteds, spredt ud over USA, har ingen af de voksne Losers synderlig meget lyst til at blive gnasket til skumfiduser af den nemesis, de på besynderlig vis har så godt som fortrængt, men Mike (Isaiah Mustafa) – den eneste, der er blevet i Derry – taler for venskabets ubrydelige bånd og sin syge bedstemor for at mobilisere et sidste klovneangreb. Ellers er de alle fucked, hedder det sig, om end det ikke helt står klart, hvorfor de ikke bare kan flygte til Bermuda.
Ej heller – og dette pissede mig i allerhøjeste grad af, så jeg nær ved råbte af lærredet undervejs – hvorfor ingen på noget tidspunkt bevæbner sig med så meget som en kagerulle. Eller en automatriffel. Mere end én gang sendte jeg en længselsfuld tanke efter familiefaren Gabe fra racegyseren ’Us’, der, konfronteret med monstrøse eksistenser i natten, griber baseballbattet med kampråbet »If you want to get crazy, we can get CRAZY!«.
Popsmarte 80’er-flashbacks
Nuvel, The Losers samles modvilligt, og gensynet med vennerne på en kinesisk restaurant emmer af troværdigt, varmt kammerateri – inden der vælter ubehageligheder ud af de serverede fortune cookies for at understrege, at ’Chapter 2’s force dingler i spændingsfeltet mellem klamme håndflader og veloplagt galgenhumor leveret af et spot-on voksencast: Wolfhards Richie Tozier er således blevet standupper i Bill Haders brillant sarkastiske skikkelse, Jaeden Martells stammende Bill har forvandlet sig til en alvorstung James McAvoy som gyserforfatter, og Sophia Lillis’ Beverly Marsh er blevet til Jessica Chastain, der efter at være flyttet fra sin voldelige far i Derry har giftet sig med en endnu mere voldelig mand.
I tidløs gysertradition har gruppen i lige så høj grad brug for at blive mindet om deres eget værd, som de har for overleve Pennywises drabelige drillerier – klovnen er intet, hvis ikke udsprunget af ensomhedens eksistentielle skyggeland – og kemien mellem hovedrollerne er det stof, der holder filmen sammen med en velkommen dosis selvironi, når alt andet begynder at sejle. Til gengæld havde jeg gerne undværet halvdelen af de mange 80’er-flashbacks, der giver etterens ynglinge lige så meget skærmtid som vor ældre helte og atter foranlediger Muschietti til at bombardere os med en overflod af hipster-nostalgiske popkulturelle referencer (fra ’Grease’ til Meg Ryan, ’A Nightmare on Elm Street’, ’The Lost Boys’, ’Cujo’ og ’Stand By Me’), hvis emotionelle værdi i stigende grad dovent forveksles med selvstændige plotpointer som i ditto 80’er-forelskede ’Stranger Things’.
Heroverfor er McAvoys klaustrofobiske klovnejagt igennem et omrejsende tivoli imidlertid en fængende visuel hyldest til stumfilmværket ’Doktor Caligaris Kabinet’, og det taler til spændingsopbygningens fordel, at man aldrig (med mindre man har læst på lektien forinden) føler sig sikker på, hvem af vor venner der mon klarer skærene. Men ak: Ingen af sprechstallmeisteren Muschiettis hundekunster kan forhindre cirkusteltet i at implodere spektakulært i tredje akt.
Stephen King er notorisk kendt for at forfalde til forskrækkeligt u-uhyggeligt sci-fi-pladder i sine romanslutninger, og i ’It: Capter 2’ er det en running meta-joke, at Bills forfatterskab kritiseres for selvsamme. King dukker sågar op i en Stan Lee-cameo for at hamre pointen hjem med et glimt i øjet, men gud hjælpe mig om ikke også filmen snubler eklatant på målstregen i sin egen selvopfyldende profeti.
Bogfans vil vide, at ’It’-klimakset er mildest talt gakkelak, og spekulationerne om, hvordan Muschietti mon ville afvige fra forlægget, har delt King-aficionadoer på Reddit (kæmpeskildpadder, anyone?). Bevares, der er ændringer, men nakkehårene lægger sig stadigt mere fladt ned, i takt med at Muschiettis armbevægelser vokser, mens Pennywises savlende, bælgøjede galskab svinges op i et så hysterisk gear, at det er komplet umuligt at købe, at noget barn ikke ville løbe skrigende væk over hals og hoved, inden klovnen fik ytret så meget som et »beep, beep, Richie« fra 100 meters afstand. Der var der langt mere skrækindjagende dualitet over Tim Currys ’The Rocky Horror Picture Show’-inspirerede væsen, hvis hundeøjne kunne flimre fra nær ved og næsten menneskelig melankoli til rendyrket terror uden digitale gøglerier.
Klovnen på kransekagen
Af alle Kings overnaturlige hævnere, creepy tvillingepiger og misfornøjede norske skovkatte har klovnen tronet på toppen af kransekagen, men Skarsgård lades i stikken, når mimikken muterer til fjollede, langlemmede gespenster, der ekkoer Muschiettis mindst opfindsomme gimmicks fra gyserdebuten ’Mama’. Instruktørens faste signaturmonster er højt, ranglet, halvt i opløsning og med et ansigt som et Klee-maleri, uagtet om det præsenterer sig som en gammel dame (i et af flere shout-outs til ’The Shining’) eller et spedalsk spøgelse. Det er lige så forudsigeligt, som det bliver trættende i længden, og samtlige jumpscares annonceres i gooood tid, når underlægningsmusikken forstummer.
Siden 2017 har Stephen King nydt godt af en overvældende Hollywood-renæssance, der har fostret en horde af bogfilmatiseringer og tv-projekter af vildt svingende kvalitet, fra de seværdige (serierne ’Mr. Mercedes’ og ’Castle Rock’, sidstnævnte også med Skarsgård) til de hæderlige (danske Nikolaj Arcels ’The Dark Tower’, Netflix-filmen ’Gerald’s Game’ og kæledyrsfobien ’Pet Sematary’) og de pivringe (landsmand Christian Torpes ’The Mist’-serie).
Flere er på vej (heriblandt ’The Shining’-fortsættelsen ’Doctor Sleep’), men hvis ikke snart tøjlerne overdrages til filmmagere med mere slow-burn-spidsfindige, mindre CGI-liderlige gysersensibiliteter i tråd med genreperler a la Jordan Peeles ’Get Out’ og førnævnte ’Us’ og Ari Asters ’Midsommar’, tvivler jeg stærkt på, at vi skal sætte båtnæserne op efter et nyt, Kubrick’sk mesterstykke.
Ovenpå ’It: Chapter 2’s blockbuster-extravaganza er jeg i hvert fald klar til at kappe navlestrengen til alle tiders ondeste filmminde. Godt for mit forhold til mørke kældre, øv for den udslukte barnefantasi. RIP, Pennywise.
Kort sagt:
Bill Haders standup-sarkasme battler veloplagt dræberklovnens drillerier i bloddryppende Stephen King-toer, men spilletiden på næsten tre timer udfordrer både publikumsblæren og gysets slagskraft.
Læs også: Pennywise er din grundangst for ensomhedens uendelige skygger