‘The Last Dance’: Netflix-serie om Michael Jordan og det bedste baskethold nogensinde er vildt underholdende

‘The Last Dance’: Netflix-serie om Michael Jordan og det bedste baskethold nogensinde er vildt underholdende
Michael Jordan i 'The Last Dance'. (Foto: Netflix)

Der er stjernen, der vil gøre alt for at nå sit mål, hver dag, hele tiden.

Der er hans højre hånd, der trofast har hjulpet ham til et utal af trofæer, men nu kræver mere anerkendelse og flere penge.

Der er sportsdirektøren, der tilsyneladende er plaget af mindreværdskomplekser og vil bryde et legendarisk hold op for at skabe et nyt.

Og som om det ikke var nok, er der også en træner, der er optaget af spirituelle metoder, og en flamboyant vildmand, der laver ballade i Las Vegas mellem afgørende kampe, farver sit hår grønt og rødt og gult og slæber rundt på et kælderdybt mørke bag det sprælske ydre.

De hedder Michael Jordan, Scottie Pippen, Jerry Krause, Phil Jackson og Dennis Rodman – i den rækkefølge. Sammen udgjorde de kernen af det Chicago Bulls-mandskab, der vandt seks NBA-mesterskaber over otte sæsoner, og som ifølge mange iagttagere var det bedste basketballhold nogensinde.

Den Netflix-aktuelle ESPN-serie ’The Last Dance’ om deres sidste sæson sammen er en dokumentarserie i ti afsnit, men selv i fiktionens verden skal man lede længe efter et mere veloplagt persongalleri.

Medrivende er især konflikten mellem spillerne og sportsdirektør Jerry Krause, der lav og rund triller rundt mellem basketbanens fyrretræer og bliver mødt af ret væmmelige angreb. Han vil smage mere af den hyldest, der tilfalder spillerne efter fem mesterskaber på syv år, og han erklærer offentligt, at det er Jacksons sidste sæson som træner, ligesom han pønser på at trade den fænomenale forward, Scottie Pippen (sende ham til et andet hold i bytte for andre spillere eller draft picks).

Dennis Rodman og Phil Jackson i ‘The Last Dance’.

Pippen, ellers kendt som en afdæmpet væbner, er vred i den periode, og vi hører blandt andet, hvordan han sviner Krause til i spillerbussen.

Opgøret mellem spillerne og sportsdirektøren er det højspændte drama, som ’The Last Dance’ kredser om.

Men dokumentarserien byder også på stimer af gyldne glimt af en svunden æra, fra reboundmesteren Dennis Rodman, der drøner rundt på motorcykel i Las Vegas og drikker sig fra sans og samling, til Bulls’ møder med ærkerivalen Detroit Pistons’ tæskehold i Eastern Conference-finalerne.

Det er rasende underholdende for både basketballnørder og uindviede, ikke mindst fordi det er så kløgtigt fortalt. 97-98-sæsonen, stjerneholdets sidste dans, er dokumentarseriens hovedplot, men sideløbende fortæller instruktør Jason Hehir hele historien om Bulls-mandskabet, set gennem de enkelte profiler. De første afsnit stiller skarpt på Jordan, Rodman og Pippen, og ligesom man kommer ind i omklædningsrummet, kommer man under stjernernes mytiske aura.

Særligt interessant er det at følge ikonet over dem alle, Michael Jordan, der sammen med ESPN har rettighederne til de gamle optagelser og nu har besluttet sig for at udgive materialet, over to årtier senere. Flere basketballeksperter har vurderet, at Jordan vil kvæle debatten om, hvem der er den bedste nogensinde – LeBron James bider ham ifølge nogle i haserne – og når han vægtløst svæver mod kurven, afgør slutspilskampe i sidste sekund og bryder scoringsrekord på scoringsrekord, må alle, unge og gamle, kvittere med næsegrus beundring.

Michael Jordan og Scottie Pippen i ‘The Last Dance’.

Men ’The Last Dance’ fungerer også uden for banen. Den viser Jordans besættelse, hans enøjede fokus på at vinde for enhver pris, om han så skal udskamme holdkammerater eller sætte sin krop på spil. Han kan virke intimiderende, næsten tyrannisk, i nogle klip, men han er også en fascinerende figur, hvis univers starter og slutter med sporten. Han nægter at bruge sin magt politisk, i hvert fald ikke offentligt, selv når hans støtter hungrer efter det. Besættelsen af at vinde på banen levner ikke plads til andre hensyn.

Efter fem afsnit ligner ’The Last Dance’ ikke en serie, der vil skade Jordans eftermæle, snarere tværtimod. Faktisk kan man kritisere dokumentaren for altid at lade den pensionerede stjerne få det sidste ord, for eksempel i et par mundhuggerier med Detroit Pistons-guarden Isaiah Thomas, arvefjenden over dem alle.

Det ligner måske også blær, når dokumentaren fuldender en stjerneparade af interviewpersoner med Barack Obama, Bill Clinton og Nas, men om ikke andet siger det noget om, hvilken betydning Bulls-mandskabet havde.

’The Last Dance’ bringer os tættere på holdet, end vi har været før – og den gør det så effektivt, at man konstant hungrer efter mere.


Kort sagt:
Et vildt underholdende indblik i historiens måske bedste basketballhold.

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.

'The Last Dance'. Serie. Instruktion: Jason Hehir. Medvirkende: Phil Jackson, Michael Jordan, Steve Kerr, Scottie Pippen, Dennis Rodman, Jerry Krause, Magic Johnson, Bill Wennington og Barack Obama. Spilletid: 10 episoder á 50 min. Premiere: Kan ses på Netflix. 
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af