(Spoiler alert: I artiklen omtales slutningen om ‘Dronninggambit’)
Den anmelderroste Netflix-miniserie ’Dronninggambit’ har været et af efterårets helt store samtaleemner på tv-fronten.
Siden premieren på serien, der er instrueret af Scott Frank og har Anya Taylor-Joy i hovedrollen som det unge skakgeni Beth Harmon, er der opstået et massivt skakboom verden over, hvilket blandt andet har betydet, at skaksider som chess.com og lichess ifølge The Guardian har oplevet op imod en syvdobling af brugerantallet, mens der ifølge Det Internationale Skakforbund er sket en stigning på hele 273 procent på skakspilssøgninger på Ebay.
’Dronninggambit’, som i øvrigt er betegnelsen for et helt bestemt åbningstræk i spillet, er baseret på en roman af Walter Tevis’ fra 1983 og følger den 24-årige forældreløse Beth Harmon fraKentucky, der blæser alle sine mandlige modstandere af banen i kampen om at blive verdens bedste skakspiller.
Men hvor realistisk er seriens skildring af skaksporten? Og har de danske skakklubber også bemærket en øget interesse i perioden efter premieren?
Vi har talt med den forsvarende fynsmester i skak Jesper Knudsen, som gør os klogere på seriens iscenesættelse set fra en skakkyndigs synspunkt.
1. Skakken tages alvorligt
Jesper Knudsen er begejstret for ’Dronninggambit’s overbevisende skildring af skakspillet og ikke mindst den øgede skakinteresse, som serien har medført.
Til at fremme seriens autenticitet blev den tidligere russiske verdensmester Garry Kasparov og den førende amerikanske skaktræner Bruce Pandolfini hyret som konsulenter. Et greb, der ses tydeligt, mener den danske skakmester.
»Serien tager skakken alvorligt. Det er sjældent, at vi som skakspillere oplever et kunstværk, der gør det og tager skakken på sine egne præmisser, hvor det er de rigtige stillinger og den rigtige åbningsteori, der bliver brugt«.
Som medlem af Dansk Skak Union og medstifter af en juniorklub i Odense tvivler Jesper Knudsen dog på, om serien vil få direkte indflydelse på medlemstallet i de danske skakklubber.
»Serien skaber interesse og giver en legitimitet til dem, som spiller skak i forvejen, fordi skakken bliver præsenteret som noget positivt og associeret med mestring og en smuk kvinde. Det er positivt for de eksisterende medlemmer, vi har, men om serien vil generere opmærksomhed helt ude på klubniveau for folk, der ikke spiller skak i forvejen, tvivler jeg stærkt på«, siger han.
2. Overdrevet dramaturgi
Selvom Jesper Knudsen er imponeret over seriens troværdige fremstilling af selve spillet, påpeger han, at seriens eventyrlige dramaturgi ligger langt fra de skakturninger, han selv har deltaget i.
»Det psykologiske spil, der foregår under partierne, er stærkt overdrevet. Det virker til, at konsulenterne udelukkende har haft fokus på selve skakstillingerne og har glemt at kigge på, hvordan folk ser ud, når de spiller skak«.
Han nævner for eksempel spillernes intense øjenkontakt under partierne og understreger, at det i øvrigt ikke er tilladt at tale under partier til mesterskabsturninger.
»Der er en del mindre tension mellem de mennesker, der sidder over for hinanden og dyster i virkeligheden. Det er jo stadig et konkurrencemiljø, men man sidder bare ikke og nedstirrer sine konkurrenter på den måde i virkeligheden«, fastslår han.
3. For hurtige træk
Gennem serien veksles der mellem almindelig turningsskak og lynskak, hvor betænkningstiden varrierer fra omkring en time til under ti minutter, men fælles for alle partierne i serien er, at trækkene bliver udført med en enorm hastighed, hvilket Jesper Knudsen også har bidt mærke i.
»De trækker ekstremt hurtigt og har næsten ingen betænkningstid, hvilket ikke er realitisk i et parti, der kan vare op til fem timer. Der ville man altid bruge mere tid på at tænke sig om, ellers taber man ret hurtigt«.
4. Det fødte skakgeni er en illusion
En ting, som også har ændret sig siden 60’erne, er forestillingen om, at en person kan være født som et skakgeni. Det mener Jesper Knudsen er en forældet måde at opfatte en talentfuld skakspiller.
»Dengang havde man en mere romantisk forestilling omkring et skakgeni, hvilket jeg ikke mener er aktuelt i dag, hvor vi tror mere på træning, gentagelse og det rette træningsmiljø«, fortæller han.
»Man kan være disponeret med en særlig intelligens for at kunne se matematiske mønstre, men langt hen af vejen kommer talentet af at træne hårdt, og det er der relativt bred enighed om i skakverdenen«.
5. Urealistisk at vinde alle partier
Serien kulminerer, da Beth Harmon, efter at have vundet samtlige partier i den afgørende verdensmesterskabsturnering, til sidst vinder over den forsvarende russiske verdensmester Vasily Borgov.
Et udfald, som Knudsen anser som forudsigeligt, men ganske usandsynligt, hvis man sammenligner med virkelighedens skakmesterskaber.
»Normalt er der ikke nogen skakspillere, der vinder alle deres partier, som Beth Harmon gør i Rusland. Det er der ikke nogen verdensmestre, der gør«, siger han.
6. Stadig en mandsdomineret sport
Til manges store ærgrelse er piger og kvinder stadig væsentligt underrepræsenteret i skakkens verden, hvilket Knudsen mener skyldes forældede kulturelle traditioner.
»Vi bliver meget tidligt i vores kultur disponeret for, hvad piger og drenge gør, og jeg tror i den grad, at det er med til at præge, at skak stadig er en mandsdomineret sport i dag«, lyder det.
Jesper Knudsen fremhæver, at det er en problemstilling, som man har stort fokus på i de danske skakklubber. I den forbindelse håber han, at ’Dronninggambit’ kan være vand på møllen i forhold til at inspirere flere piger og kvinder til give sig i kast med skakken.
’Dronninggambit’ kan ses på Netflix.