’Ted Lasso’: Er det her årets mest knuselskelige serie?
Hvornår har et reklameunivers nogensinde været afsæt for en god film eller serie? Vi er nogle fynboer, der sværger til ’Polle Fiction’, men altså…
’Ted Lasso’ må derfor være en af årets behagelige serieoverraskelser. For hvad, der i 2013 poppede op som en fjollet, men ganske morsom promovering af Premier League i USA med SNL-komikeren Jason Sudeikis som uvidende yankee i et fish-out-of-water scenarie som fodboldtræner for Tottenham Hotspurs, er blevet til… en sand hyggesprederserie.
Man frygter ellers det værste, da serien i løbet af første afsnit på forudsigelig vis får affyret alle sketchens kultursammenstød. Den amerikanske (som i ’american football’) fodboldtræner Ted Lasso er sammen med sin assistent Beard (Brendan Hunt) denne gang blev hyret af den opdigtede London-klub AFC Richmond (der dog låner farver og stadion af virkelighedens Crystal Palace, som de tilmed spiller mod i første kamp – detaljerytteri for de inkarnerede).
Tidligt kaster klubbens ejer Rebecca (Hannah Waddington) den fuldstændigt intetanende Lasso for løverne i form af den engelske sportspresse. Hjælpeløst må Lasso winge den, mens han korrigeres i, at der er to halvlege og ikke fire quarters, at man kan spille uafgjort etc. Komikken gennem kontrasten stammer som nævnt fra reklamespottet. En ret tynd præmis for ti afsnit, som Sudeikis sammen med sitcom-veteranen Bill Lawrence (’Scrubs’) har omdannet til let og bingeable boldflytteri på tværs af følelsesspektret.
Ted Lasso er nemlig ikke blot hyret for sjov. Han er ansat for »at hjælpe med at brænde klubben til grunden«, som Rebecca kontant fortæller sin underdanige assistent Higgins (Jeremy Swift). Rebecca vil have hævn oven på en grim skilsmisse med klubbens tidligere ejer Rupert (Anthony Head fra ’Buffy’ som djævelsk gammel gris). Alt i ’Ted Lasso’ bunder i menneskelige relationer og følelser, der ikke er til at tackle alene – selv ikke med en glidende.
Lasso overtager et nedrykningstruet hold, der er delt op mellem to alfaer: Den stoiske anfører Roy Kent (Brett Goldstein), hvis storhedstid i Chelsea ligger år tilbage, og den talentfulde og supernarcissistiske målræv Jamie Tart (Phil Dunster), som er på lån fra Pep Guardiolas Manchester City.
Fra en forfærdelig start og et helt stadion, der råber »wanker, wanker« efter Lasso, til hans sproglige uforståenhed, begynder træneren med den tykke Kansas-accent og det Ned Flanders-lignende udseende at plante sin evige optimisme og tro på tingene i og omkring klubben. Roy Kent bliver for eksempel sat til at læse børnebogen ’A Wrinkle in Time’ for at lære om ansvar, mens den kritiske og knastørre journalist Trent Crimm må overgive sig efter en dag med Lasso rundt i lokalsamfundet.
»Hvad gør man med en tough cookie? Man dypper den i mælk«, som Lasso symptomatisk svarer forud for mødet med Crimm.
Som i ’All or Nothing’- og ’Take Us Home’-dokumentarerne om henholdsvis José Mourinhos Tottenham og Marcelo Bielsas Leeds United er spillet på banen ikke det mest interessante (AFC Richmond ligner til forveksling min barndomsklub Fjordager IF i Fynsserien). Nej, det er skabelsen af en samlet holdånd i omklædningsrummet og den daglige gang uden for grønsværen, man bliver bidt af at følge. Fodboldfan eller ej.
Jason Sudeikis har fundet sin glansrolle som den underspillede, tossegode og i sidste ende knuselskelige Ted Lasso, der har travlt med at hjælpe alle andre med at have det godt med dem selv, mens hans eget privatliv trækker tænder og tårer ud af ham. Dertil bringer Juno Temple – hvor har hun været henne?! – skøn energi til hver en scene som Keeley, der udvikler sig fra tabloid WAG à la Posh Spice i 00’erne og kæreste til uforbederlige Jamie Tart til at indgå et stærkt og varmt søsterskab med den ellers tilfrosne Rebecca.
»Football is life!«, som den mexicanske troldmand Dani Rojas gjalder hver gang, han rører en bold. Med ’Ted Lasso’ er der noget om snakken. Jeg glæder mig til at følge AFC Richmond og Ted Lassos fortsatte færd i medgang og modgang.
Kort sagt:
Mod alle odds er Ted Lasso navnet på en af årets mest opmuntrende karakterer – og serier.
Anmeldt på baggrund af hele sæson 1.