(Spoiler-alert: Læs først, når du har set ’We Are Who We Are’ til ende)
Det er i disse år noget nær umuligt at forudsige, hvilke serier der bliver de store samtaleemner.
Sidste år var det således hverken drager og dronningemord eller undertrykte kvinder i hvide kyser, men en serie om det sovjetiske bureaukrati, der dækkede over Tjernobyl-katastrofen i 1986. Og dette efterår er det hotteste watercooler-emne en Netflix-serie, der handler om… skak.
Ikke et ondt ord om ’Chernobyl’ eller ’The Queen’s Gambit’. Men tidens tunnelsyn betyder, at nogle af de stærkeste serier uundgåeligt forsvinder i støjen. Og jeg havde således ikke troet mine egne øre, hvis jeg havde fået at vide på forhånd, at en så vilter og smuk coming of age-serie som ’We Are Who We Are’ – ’Call Me By Your Name’-instruktør Luca Guadagninos jomfrurejse i serielandskabet – mere eller mindre ville gå ubemærket hen.
Det er ellers i den grad en serie til tiden. I et interview med Rolling Stone udtalte Guadagnino, at ’We Are Who We Are’ var tiltænkt som en modgift til ideen om umuligheden ved at acceptere andres identitet. Lige så kringlet, tungsindig og smuk, som den sætning lyder, føles serien.
De to 14-årige Cait (det nye navn Jordan Kristine Seamón) og Fraser (Jack Dylan Grazer) finder sammen i en vennegruppe af militærrødder på en amerikansk-italiensk base i det flade norditalienske landskab. Hun er den smukke, populære pige, som indeni kæmper med en voksende følelse af, at hun er født i den forkerte krop. Han er en aggressiv, utilpasset outsider klædt i flamboyant designertøj som stjålet fra Billie Eilish’ garderobe.
De to drages straks af hinanden på grund af deres modvilje til at blive proppet i kasser – trods deres omgangskreds’ konstant spydige kommentarer til deres civilstatus. Fraser hjælper Cait med at eksperimentere med sit køn under navnet Harper og under han/ham-pronomener, mens Fraser i Harper finder et menneske, der både kan konfrontere ham med hans bullshit og omfavne hans kreative, snarrådige adfærd.
Fra eufori til dårligt trip
Med det amerikanske præsidentvalg i 2016 på flimmerskærmen og Harpers udforskning af sit køn gættede Soundvenues anmelder rigtigt ud fra de første fire afsnit på, at noget måtte kollidere. Det noget sker, da Frasers mor, basens nyindsatte oberst, Sarah (Chlöe Sevigny) i slutningen af sjette afsnit får et opkald om, at en amerikansk Humvee er kollideret med en vejsidebombe med blandt andre den unge soldat Craig om bord.
Guadagnino giver et mindre vink til Craigs tragiske skæbne i fjerde afsnit, hvor Harper, Fraser og resten af vennegruppen fejrer Craigs udstationering med et impromptu bryllup og smadderfest i en forladt sommervilla. Før festen sønderpløkker de hinanden på en paintball-bane og starter efterfølgende en større madkamp i et tableau filmet i slow-motion, der er sat op som ’Den sidste nadver’.
Ifølge instruktøren er scenen en homage til landsmanden Pier Paolo Pasolinis kortfilm ’La Ricotta’, hvor en hungrende statist nægtes adgang til mad på settet af en optagelse af Kristus’ korsfæstelse. Som kontrasten mellem de fromme kristne idealer mod det ærgerrige kapitalistiske samfund i ’La Ricotta’ stilles der i afsnittet en skarp kontrast mellem de legende teenagere og den vold, som paintball-legen og madkampen er udledt af, og som efterfølgende lægger sig over gruppen som en tung skygge med Craigs udstationering og utidige død.
I syvende episode samles Craigs klassekammerater i en rundkreds og håndterer sorgen ved straks at mundhugges om fundamentet for Afghanistan-krigen, mens Fraser i vanlig stil troller de andre og nævner, at soldater flås så voldsomt i stykker af IED’s, at deres ligposer fyldes med sten. Festen fra tidligere gentages, men i stedet for en euforisk hunger efter livet og kærligheden udspiller den sig nu som et dårligt trip i Dantes nederste cirkler.
Død, ødelæggelse og Trump
Det er ikke kun de unge, som viser sig fra deres værste side oven på Craigs død.
Frasers mor Maggie (en vidunderligt varm Alice Braga) og nabokonen Jenny (Faith Alabi) har i løbet af serien en øm affære, hvor den underdanige hausfrau Jenny udlever en side af sig selv, der viger uden om de firkantede forhold, som hendes konservative mand Richard har sat op for hende (i en af seriens smukkeste, mest flabede indstillinger fletter de to elskere vitterligt fingre i en tærte!). Men i det næstsidste afsnit affejer hun prompte Maggies forsøg på at trøste hende, og i én lang, sønderknusende indstilling skilles de to, hverken i gråd, tårer eller passioneret raseri, men i stedet i indebrændt stilhed.
Richard bortvises fra militærbasen, da han beruset overfuser sin øverstkommanderende Sarah til Craigs mindeceremoni. Og da en underordnet konfronterer hende med, at hun sendte Craig og to andre soldater afsted før tid, replicerer hun prompte og bistert: »Har du fulgt med i nyhederne? Det amerikanske folk vil have en leder, som kan træffe sværere beslutninger«.
Ah ja, den berygtede clown-in-chief. Luca Guadagnino har udtalt, at han satte ‘We Are Who We Are’ i 2016, fordi han ville fortælle en samtidig historie, men ikke famle i blinde. Som han bemærker, kan man ikke tage temperaturen på en kultur, man befinder sig midt i.
Med det in mente har få instruktører formået at opsummere Trumps urovækkende valgsejr bedre end med efterdønningerne af en bombeeksplosion. Guadagnino har aldrig været den mest subtile instruktør, og ’We Are Who We Are’ er hans mest skabagtige værk til dato. Nævnte jeg, at tærten, som Jenny og Maggie deler, er en kirsebærtærte? Da Sarah får opkaldet om Craigs død, annonceres Trump som vinder af det 45. præsidentvalg således på tv i baggrunden, og hendes chokerede respons får os til at linke begivenhederne på den anden side af Atlanterhavet med Craigs skæbne.
Nuanceret transfortælling
Den ellers optimistiske serie om at finde sin identitet og stå ved den slutter på mange måder her. Som så meget andet de seneste år ender mange af karakterernes historie omkring den lille militærbase med en bitter, tragisk eftersmag.
Men det er ikke slutningen for Fraser og Harper, der efter at have været adskilt i store dele af næstsidste episode får dedikeret hele sidste afsnit til deres komplicerede forhold. De to hjertevenner tager til det italienske kulturhistoriske centrum Bologna for at overvære en koncert med Blood Orange.
Selv som dansker, der har oplevet en relativ normalisering og genåbning af samfundet efter forårets mareridtsinducerende covid-lockdown, er det svært ikke at fælde en tåre, da Fraser og Harper mister hinanden af syne i den enorme menneskemængde, som maser sig hen mod scenen.
Afsnittet fungerer hovedsageligt som et karakterstudie af Harpers selvrealisering, da han med påklistrede skægstubbe og barberet skalp flirter genert med koncertens cool bartender. Selvom der er sket fremskridt på seriefronten inden for repræsentation af transpersoner de seneste år, er det både bevægende og tragisk sjældent at se en transpersons historie udspille sig på skærmen, hvor fokus ikke er på kropslig lemlæstelse (’Girl’), monstrøs psykopati (’Sleepaway Camp’ og ’Silence of the Lambs’) eller ydmygelse (’Dallas Buyer’s Club’ og ’The Danish Girl’), men i stedet på selve mennesket.
At ’We Are Who We Are’ samtidig udstiller måden, hvorpå kvinderne, der flirter med Harper, feticherer hans ’andethed’, peger på en nuanceret og dybt sympatisk tilgang til Harpers identitet.
Tidligere i afsnittet, mens Fraser og Harper kæmper for at nå frem til koncerten, indrømmer Fraser, at hans penneven Mark fra New York er pure opspind, opfundet af en trist, ensom dreng. Harper smiler blot og accepterer det. »Mark eksisterer ikke. Harper eksisterer ikke. Vi to eksisterer ikke. Craig eksisterer ikke. Og det er okay. Kan I høre det? Nej, I kan ikke, for vi eksisterer ikke«, råber Harper til det tyste boligkvarter. »Så fuck da af«, istemmer Fraser lystigt.
Det er en fejring af mennesket i dets rene, absurde eksistens i en vidunderlig, smuk og nidkær serie. Pointen fastslås, da ’We Are Who We Are’ slutter i den romantiske genres største no-no-kliché: Fraser løber til sin udkårende Harper, når ham lige akkurat på togperronen, og de omfavner og kysser hinanden under en smuk italiensk buegang.
Løbet-til-lufthavnen-klichéen udspiller sig punkt for punkt så effektivt, at jeg hvinede af begejstring, da de to endelig kyssede. Det skyldes først og fremmest, at Fraser og Harper fra første afsnit er gået imod konservative idealer, og selv i det mest klichefyldte øjeblik gør de det til deres helt eget. Er kysset en romantisk bekræftelse? Er det en platonisk håndsrækning? Kan det ikke være ligegyldigt?
I Rolling Stone-interviewet udtaler Guadagnino: »Kærligheden mellem [de to] er, på sin vis, den bedste modgift til brutaliteten af det nuværende politiske landskab i USA og navnlig jeres, lad os sige, besværlige præsident«.
Og slutningen føles da også som et dybt tilfredsstillende spyt i ansigtet på alt, hvad Trump står for. Som Fraser ville sige: »Så fuck da af!«.
’We Are Who We Are’ kan ses på HBO Nordic.