’We Are Who We Are’: Luca Guadagninos første serie er ekstatisk, besværlig og smuk

5 6
’We Are Who We Are’: Luca Guadagninos første serie er ekstatisk, besværlig og smuk
Jack Dylan Grazer og Jordan Kristine Seamón i 'We Are Who We Are'.

Teenagetilstanden med de hvide Apple-høretelefoner dinglende fra ørerne er en måde at være i verden og samtidig ikke være der. Sådan skaber og iscenesætter du lydlandskabet til dit eget liv. Blood Orange, Klaus Nomi og italiensk 1980’er-pop flyder og fylder 14-årige Frasers øregange. Han læser Ocean Vuongs queer-poesi, dyrker designertøj og drikker febrilsk, når angsten får overtaget. Som alle på hans alder føler han alting og ingenting på samme tid.

Fraser (Jack Dylan Grazer) er aksen, italienske Luca Guadagninos tv-serie ’We Are Who We Are’ roterer opslugt omkring. Kameraet, Guadagnino, seeren og alle de andre karakterer kan bogstaveligt talt ikke tage øjnene fra ham. Med sit afblegede høstakhår, flakkende blik, neglelak og iøjefaldende tøj er det let at se hvorfor. Fraser ligner ikke de andre unge. Måske hjemme i New York, men så absolut ikke på militærbasen i Norditalien, hvor han og hans to mødre flytter til i første afsnit. Her tiltræder hans biologiske mor Sarah (evigt interessante Chloë Sevigny) som øverstkommanderende oberst, men allerede fra start af bliver der kigget en smule skævt til den åbent lesbiske kvinde med både kone og aparte teenagesøn med på slæb.

Naboerne på basen er en amerikansk-nigeriansk familie, hvor datteren Caitlin (Jordan Kristine Seamón) fra første øjeblik fanger Frasers interesse. Hun reciterer poesi foran sin lærer og klassekammerater, og Fraser lurer fra gangen og tager billeder af hende på sin mobiltelefon. En dag følger han efter hende på sin BMX (cue sværmerisk cykelsekvens a la Oliver og Elio på tur igennem det italienske landskab i Guadagninos ’Call Me By Your Name’) og opdager, at hun udgiver sig for at være drengen Harper nede på den lokale bar. Men det nytter jo ikke, når hun helt kikset har iklædt sig sin fars alt for store skjorte og kasket. Fraser, der lever og ånder stil, beslutter sig for at hjælpe hende. Og en fin og famlende alliance er født.

Caitlin og Fraser hænger ud med en flok af de andre militærbase-kids. De tager på stranden, til byfest, kaster sig ud fra basens svimlende høje svævebane og leger krig på paintballbanen. Forelsker sig, slår op, bliver syge af jalousi, drikker sig fra sans og samling og hooker op på kryds og tværs. Luca Guadagnino løfter ingen moralske pegefingre, men lader på befriende vis det kaos, der er ungdommens grundtone, finde ufiltreret vej i både billeder og fortælling. Afsnittene bærer alle undertitlen »Right Here Right Now« og særligt Caitlin og Frasers køns- og identitetsballade resonerer med lige nu’et på en nærmest profetisk facon.

Jack Dylan Grazer i ‘We Are Who We Are’.

Måden, hvorpå Guadagnino lader de unge passe sig selv og flyde formålsløst rundt uden voksen indblanding i og uden for militærbasen, minder på mange måder om franske Céline Sciammas ungdomstrilogi (’Water Lilies’, ’Tomboy’ og ’Girlhood’). Her er forstadsområder og byens betonlandskab det følsomme teenagelivs scene. Guadagnino er en mere manieret og frenetisk filmskaber end Sciamma, og nogle vil helt sikkert finde flokken af unge mennesker i ’We Are Who We Are’ mere ulidelige, hysterisk overgearede og generelt for meget end egentligt interessante. Moderbindingen er i hvert fald til at få øje på, da Sarah kommer til at skære sig i fingeren, og Fraser næsten dyrisk springer til og suger blodet i sig med hendes finger i munden. Sådan tipper serien sine steder over i det bombastisk udtalte – og det er slet ikke nødvendigt, når Guadagnino ofte allerede har fortalt os det hele mellem linjerne i gnistrende blikke, kropssprog og hypnotiske stemningsbilleder.

I ’We Are Who We Are’ kan du nærmest mærke og smage omgivelserne, som Guadagnino indlevende sætter i scene. Plastikstolene mod bar hud på strandbaren, menstruationsblod ned ad benet på stranden, papvin i solen i en italiensk soveby og den slaskede, fulde krop, hvor et fald sætter kinden i kødfuld kontakt med varm asfalt. Der er tæt på taktil overload hos den sanselige instruktør, der for evigt ændrede vores forhold til ferskner.

Bag ungdomsekstasen og det tilsyneladende grænseløst frie liv, venneflokken boltrer sig i, banker virkeligheden også på. Caitlin og faren bærer MAGA-kasketter i privaten, og da Sarah overtager kommandoen på basen, insinueres det, at der har været indtil flere voldtægts- og overgrebssager på stedet. Brudstykker af samtaler mellem soldater offscreen afslører en toksisk, maskulin tone, hvor der jokes om og grines af serievoldtægter. Fraser og Caitlin er smukke, besværlige, søgende og frit flydende unge mennesker – men er verden mon klar til to som dem, der er dem, de er?

Fire afsnit inde (ud af i alt otte) antyder Guadagnino i hvert fald, at noget før eller siden må kollidere.


Kort sagt:
Luca Guadagninos ode til ungdommen er lige præcis så ekstatisk, besværlig, smuk og irriterende, som den skal være.

Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.

’We Are Who We Are’. Serie. Hovedforfatter: Luca Guadagnino. Medvirkende: Chloë Sevigny, Jack Dylan Grazer, Alice Braga, Jordan Kristine Seamón, Spence Moore II, Kid Cudi, Faith Alabi, Francesca Scorsese, Ben Taylor, Corey Knight, Tom Mercier, Sebastiano Pigazzi. Spilletid: 8 afsnit á 55 min. Premiere: Kan ses på HBO Nordic fra 15. september.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af