Den italienske instruktør Luca Guadagnino tog verden med storm med den Oscar-nominerede kærlighedshistorie ’Call Me By Your Name’ i 2017 og er i øjeblikket aktuel med HBO-miniserien ’We Are Who We Are’, som til alles overraskelse har mere tilfælles med førstnævnte, end man skulle tro.
Begge projekter udspiller sig i Italien og har ungdom, identitet og seksualitet som sine kernetematikker, og nu viser det sig så, at de har endnu en ting til fælles – nemlig Timothée Chalamet og Armie Hammer.
En række (ekstremt) opmærksomme seere kunne nemlig i seriens tredje afsnit spotte Chalamet gå ind og ud af billedet i en splitsekundsscene bag Scott ’Kid Cudi’ Mescudi, som spiller faren til en af hovedrollerne.
New York Times kunne kort efter bekræfte seerne i deres formodning og kunne derudover meddele, at Armie Hammer vil dukke op i det kommende afsnit.
Denne feature bliver formentlig ikke Guadagninos sidste samarbejde med ’Call Me By Your Name’-duoen, da de efter sigende vender tilbage i en opfølger til 2017-succesen i en nær fremtid. Et plot og en premieredato er endnu ikke blevet bekræftet.
‘We Are Who We Are’ kan ses på HBO Nordic.