’The Trial of the Chicago 7’: Sacha Baron Cohen kan ikke redde Aaron Sorkins Oscar-hypede Netflix-drama
I 1992 stemplede Aaron Sorkin ind med manuskriptet til Rob Reiners stjernespækkede og noget crowd-pleasende retssalsdrama ’A Few Good Men’, der med gnistrende replikudvekslinger (»You can’t handle the truth!«) sendte et samfundskritisk svirp mod institutionel uretfærdighed og det amerikanske retsvæsen.
28 år senere har den Oscar-vindende manuskriptforfatter og instruktør vendt snuden mod vant grund med… det stjernespækkede og stærkt crowd-pleasende retssalsdrama ’The Trial of the Chicago 7’, der sender et samfundskritisk, men hult, svirp mod institutionel uretfærdighed og det amerikanske retsvæsen.
Det er business as usual for Sorkin, der er garant for solidt håndværk, men alligevel ligger filmen, hans første som instruktør siden den ujævne debut med ’Molly’s Game’, markant under niveau for den hyldede manusguru.
Kontrasten til hans brillante politiske dramaer som ’The West Wing’ og ’The Newsroom’, der med sylespids dialog dissekerede de pilrådne grundpiller i USA, er stor. For slet ikke at nævne hans mesterlige manuskript til David Finchers epokegørende ’The Social Network’.
Med ’The Trial of the Chicago 7’ – baseret på den historiske Chicago Seven-retssag mod syv hvide anti-Vietnamaktivister, som Nixon-regeringen forsøgte at frame for optøjerne ved den Demokratiske Konvention i Chicago i 1968 – er Sorkin i sit mest selvretfærdige hjørne, når han slår os i hovedet med sin kritik af den amerikanske stats systemiske undertrykkelse, som ikke er blevet mindre præsent siden 60’ernes brydningstid.
Man er aldrig i tvivl om, hvad man skal tænke eller føle, når filmen springer over de voldelige demonstrationer mellem hundredvis af aktivister og politifolk ved Konventionen, for i stedet at tage os direkte ind på retssalens bonede gulve, hvor Mark Rylances grå forsvarsadvokat tørner sammen med Joseph Gordon-Levitts regeringstro, men godhjertede, anklager i en blodfattig retssagsduel.
De syv mænd på anklagebænken er godt nok meget forskellige på overfladen – krystalliseret ved Sacha Baron Cohen og Jeremy Strongs kække Yippie-aktivister, der højlydt modsiger dommeren, og Eddie Redmaynes retskafne liberalist – men filmen gør en dyd ud af at høste billige point ved entydigt at sælge dem som sande amerikanske helte, der tør udfordre USA’s konservative establishment.
Karaktergalleriet er enormt karikeret, grænsende til det grinagtige, hvor særligt Sacha Baron Cohens comic relief-rolle som anarkisten Abbie Hoffman og Frank Langellas portræt af den reaktionære dommer (ligeledes ved navn Hoffman – en tilfældighed, filmen morer sig bekosteligt over) falder eftertrykkeligt til jorden.
Man får aldrig mere end et overfladisk kendskab til de virkelige personer, som alle er defineret ved ét altoverskyggende karaktertræk, der reducerer dem til ligegyldige statister i Sorkins pligtskyldige politiske manifest.
Bedst er Yahya Abdul-Mateen II som Black Panther-lederen Bobby Seale, der bliver nægtet en advokat og kneblet og lagt i håndjern under stor protest ved den åbne retssag. Han er filmens menneskelige hjerte og dens bedste virkemiddel i skildringen af afmagten ved at være underlagt et diskriminerende system, som knuser divergerende ideologier og tankesæt. Desværre bliver hans karakter skrevet ud ganske hurtigt.
Flashbacks til de fredelige demonstrationer, som blev forpurret af et voldsbegærligt politikorps, forsøger at bryde monotonien i retssalen, men tilbageblikkene – tilsat arkivmateriale, der skriger til himlen, at dette er en VIGTIG(!) film – får aldrig den tilsigtede dramatiske pondus.
Filmen er samtidig uvillig til at gå ind i en større refleksion over dens underliggende diskussioner om, hvordan man omvælter samfundsstrukturen, om målet helliger midlet og mediernes rolle i ideologikampe.
Mest af alt savner man at mærke indignationen og vreden over den knækkede samfundsorden, som stadig dominerer den dag i dag. I stedet står den rutineprægede film som en tandløs moraliseren fra boomer-generationen, der unægtelig vil møde modstand for sit fokus på en gruppe hvide, privilegerede aktivister, som alt andet lige virker en kende harmløst i disse nye brydningstider.
Kort sagt:
End ikke en uovertruffen Hollywood-stjerneparade kan redde Aaron Sorkins bedagede kritik af amerikansk konservatisme og et knækket retssystem i Oscar-hypede ’The Trial of the Chicago 7’.