For nu lige at slå det fast: Ja, Dave Burd har en lille og usædvanlig penis. Ja, han blev født med et sammenfiltret urinrør, der krævede talrige operationer og efterlod skaftet overdynget med ar og testikelagtig rynket hud. Ja, under en af operationerne kom lægerne til at prikke et ekstra hul, som Dave må dække til med sin finger, når han er på toilet, hvis pisset ikke skal sprøjte i alle retninger. Ja, det har forfulgt ham hele livet.
Med andre ord: Alt, hvad Dave forklarer en læge i første scene af serien af samme navn, er sandt.
»Det er den ting, der altid har tynget mig i hele mit liv. Grunden til, at jeg er, hvem jeg er, er min pik. Jeg ved, det lyder skørt. Det er forklaringen bag mit navn, Lil Dicky. Det er grunden til, at jeg er så neurotisk. Det er min gave og min forbandelse«, har manden selv sagt i et interview med The Ringer i forbindelse med FX-serien, der sluttede for et par uger siden, og som jeg med beklagelig forsinkelse netop har set færdig, men bedre sent end aldrig må erklære er: Fænomenalt god.
Langt fra alt, der sker i ’Dave’, er bygget på skaberen og hovedrolleskuespillerens virkelige liv. Men pikproblemerne er. Og overvej lige et sekund, hvor modigt det egentlig er for en mand – en rapper, tilmed! – at skilte så utilsløret med sine mindreværdskomplekser. At lave et helt afsnit (afsnit 3), hvor han forsøger at forhindre sin søde og forstående kæreste Ally i faktisk at se hans Lil Dicky gennem en minutiøs håndtering af lyset i soveværelset, men ender med at blotte sin sårbarhed i al dens (under)vælde, inklusive sin forkærlighed til sexdukken ’Fuck Me Silly 3’, der ikke forlanger eller forventer noget af ham.
Mens rigtigt mange kropstabuer bliver sat velkomment til livs af tidens kropsaktivisme, er underudrustning ikke ét af dem. Man kan jævnligt høre ellers kropsbevidste feminister bodyshame mænd med små dillere uden nærmere eftertanke, og så snart man så meget som skriver den slags i en artikel som denne, vil alle tænke, ’nå, han har nok selv en lille tissemand’, og det vil man jo helst ikke have siddende på sig, og deri ligger sikkert en pointe i sig selv.
Mere end et omvandrende meme
Men Dave Burd gør det altså. Blotter sig på en helt anden måde end i sin musikkarriere.
Ganske vist gav han med Lil Dicky allerede for syv-otte år siden sig selv et rappernavn, der ironisk dyrker antitesen til alt, hvad man forbinder med hiphop (»det er faktisk en super-intellektuel kommentar til hypermaskulinitet«, som han ikke helt overbevisende udtrykker det i serien), ligesom hans store, halvfjollede gennembrudshit ’Ex-Boyfriend’ (til dato 39 millioner visninger på Youtube) specifikt handlede om mindreværd over for kærestens ekskærestes kødpik.
I musikkarrieren var der dog hele tiden den satiriske distance, hvor ingen rigtigt vidste, hvor seriøst man skulle tage det. Faktisk var der ikke rigtigt noget, der tydede på, at man skulle tage Lil Dicky specielt seriøst på noget som helst niveau.
Men ’Dave’, som Burd har skabt med ’Seinfeld’- og ’Curb Your Enthusiasm’-medforfatter Jeff Schaffer, viser, at Dave Burd i den grad skal tages seriøst efter sin hamrende velskrevne, fantastisk sjove og altså usædvanligt ærlige skildring af en mand, der netop gerne vil… tages seriøst.
I serien kæmper Dave hårdt for at blive accepteret som en musiker, der faktisk går op i sin kunst og er dygtig til at rappe og ikke bare er et omvandrende meme kendt for »Suck my dick«-catchphrases eller en joke for pladeselskaber på jagt efter nemme streams.
Gennem flashbacks til barndommen ser vi, hvordan Dave hele sit liv har overkompenseret for sin kropslige usikkerhed ved at gå linen ud som klassens klovn. I det billede blev Lil Dicky skabt – men nu vil han bare, både i serien og virkeligheden, gerne vise, hvem Dave er: En hårdt arbejdende mand med lige dele mindreværdskomplekser og storhedsvanvid, som alle, der har en flig af begge dele, nok vil kunne finde noget af sig selv i.
Forvirrende-pirrende koldstart
’Dave’ er blevet den mest populære serie på FX nogensinde (godt hjulpet af en ny fusion med det amerikanske streamingsite Hulu). Og den er seneste punkt i en smuk lige linje af FX-auteur-serier, der riffer på virkelige semi-berømtheders liv, som startede med ’Louie’ og fortsatte med ’The Comedians’ og derpå ’Better Things’ og ’Atlanta’.
Slægtskabet med særligt sidstnævnte – Donald Glovers mesterværk – er værd at opholde sig ved. Begge serier foregår omkring hiphopmiljøet, og begge serier katapulterer rappere, som ellers ikke havde den store street-cred på forhånd, til en arena, hvor man slet ikke havde haft fantasi til at forestille sig, at de hørte hjemme.
I ’Dave’ bliver Lil Dicky hyppigt anklaget for appropriation af sorte kulturkoder, og en stor del af komikken opstår, når den narcissistisk-neurotiske jødiske mand med Woody Allen-stemme og akavet mimik møder mere cool typer som YG og Young Thug.
Både i serien og interviews gør Dave Burd samtidig en dyd ud af at understrege, at han ikke har det sværere som rapper, fordi han er hvid. »Det har kun hjulpet mig, fordi jeg har nogle nedarvede sociale privilegier«, har han sagt til The Ringer.
Alligevel fortæller det en del om et markant kulturelt skifte, at ’Dave’ nok aldrig havde set dagens lys uden ’Atlanta’s succes. I afsnit 9 refererer serien (ligesom ’Atlanta’ i øvrigt gjorde) desuden direkte til Jordan Peeles ’Get Out’ med en kaninpåkørsel, der trækker i ubehageligt-komisk langdrag. Da Dave Burd voksede op, var han i øvrigt kæmpemæssig ’Rap fyr i L.A.’-fan, og Will Smith var som en Gud for ham. Kanye West er hans største forbillede, og i en periode spillede de basketball sammen tre gange om ugen.
Donald Glover, Jordan Peele, Will Smith, Kanye West. Kvartetten, der har banet vejen for denne velstillede jødiske knægt fra Cheltenham, Philadelphia. Uden på nogen måde at skulle forklejne de racebetingede forskelle, der stadig plager vestlige samfund, er det da fascinerende.
I lange stræk har ’Atlanta’ en overhånd i forhold til ’Dave’ med dens fortællemæssige ambitioner spækket med uforudsigelige drejninger og konceptuelle episoder som ’Teddy Perkins’ eller et helt afsnit fortalt som et talkshow.
Til sammenligning er ’Dave’ mere straight. Indtil den overrumplende sæsonfinale!
Afsnit 10 indleder med en musikvideosekvens, hvor Lil Dicky rapper om, hvordan han bliver smidt bag tremmer (for at blotte sine nosser på scenen) og for at undgå at blive voldtaget i fængslet begiver sig ud i kunsten at give et perfekt blowjob til en gennemtatoveret, veludrustet mexicansk gangster ved navn Quixote.
Den provokerende racestereotype storytelling-rap varer intet mindre end otte minutter, før man får en forklaring på, hvad i alverden der foregår. En forvirrende-pirrende koldstart a la dem, Dave Burds yndlingsserie ’Breaking Bad’ excellerede i. Her matcher ’Dave’ pludselig ’Atlanta’s finesse og frækhed. Hold kæft hvor er det godt.
Fra Bieber til Kardashian
Men også i detaljen leverer ’Dave’ en præcis skildring af musikmiljøet spækket med mindeværdige referencer, som forfatterne og kyndige instruktører som Greg Mottola (’Superbad’), Tony Yacenda (’American Vandal’) og Ben Sinclair (’High Maintenance’) tør smide på bordet uden nærmere (over)forklaring.
Som da Daves kæreste tvinger ham til at køre førnævnte kanin over igen for at ende dens lidelser, og han replicerer, at han altså »ikke er Suge Knight«.
Eller da Daves ivrige far spørger hans sorte barndomsven Elz om, hvorfor han flyttede til L.A., og Elz lakonisk fortæller:
»Born and raised in West Philadelphia. Spend most of my days on the playground. Chilling, relaxing, cool. Shooting basketball after school. But then a couple of guys who were upto no good started making trouble all in my neightboorhood and stuff. I got in one little fight, and my mom got all scared, so she moved me out to L.A. with my uncle…in Bel-Air«.
Apropos Elz er vennegruppen omkring Dave en af seriens store forcer. Elz er den priviligerede afroamerikaner, hvis beats producergeniet Benny Blanco mener er alt for hvide. Mike er Wall Street-fyren, der bliver Daves manager uden at fatte et hak af musikindustriens koder. GaTa er Daves ven og hypeman (også i virkeligheden!), hvis bipolaritet bliver behandlet frontalt i et af sæsonens bedste afsnit.
Og undervejs dukker alle fra Justin Bieber til Trippie Red, Kourtney Kardashian og Macklemore op i ofte forbløffende selvironiske cameos.
Men front and center står manden med det aparte lem. Sæson 2 har allerede fået grønt lys og lad os så blot håbe på, at ’Dave’ ligesom ’Atlanta’ vokser sig endnu større end i første omskæring.
Hele første sæson ‘Dave’ kan ses på HBO Nordic.