Jeg fandt helt ærligt først ud af det, efter jeg havde set afsnittet:
At skuespilleren, der gemte sig inden i den afsindigt uhyggelige Teddy Perkins i sjette afsnit af anden sæson ’Atlanta’, er seriens bagmand, Donald Glover i egen brillante person.
Det er en uforglemmelig figur og en utrolig præstation. I afsnittet ankommer seriens seriøst sjove, spirituelle stoner-sidekick Darius (Lakeith Stanfield) med en varevogn til et stort palæ for at afhente et gratis klaver og bliver her taget imod af en ensom særling, der er nært beslægtet med Michael Jackson i både historie og udseende med albino-agtig hud, blidt udtryk, tynd stemme og langsom artikulation, der får ham til at en ligne en voksdukke af kongen af pop, hvis han var blevet 20 år ældre.
Han er kort sagt det stof, gysermareridt er spundet af, og efternavnet er selvfølgelig ikke tilfældigt: Perkins er en hilsen til skuespilleren Anthony Perkins, der spillede seriemorderen Norman Bates i Hitchcocks’ klassiker ’Psycho’, hvis creepy stemning det nye ’Atlanta’-afsnit deler.
Teddy Perkins-figuren er så godt makeuppet, at jeg absolut ingen idé havde om, at det var Glover, der gemte sig inden i. Og jeg var åbenbart ikke den eneste, der faldt for maskeraden. Derrick Haywood, som har en lille rolle i afsnittet, har fortalt til Vulture, at han i starten af optagelserne ingen idé havde om, hvem der gemte sig inden i den enigmatiske rigmand, han spillede over for. Glover var in character gennem alle optagelserne af afsnittet, og alle kaldte ham bare Teddy. Af seriens credits fremgik det indledningsvist også blot, at Perkins blev spillet af »himself«.
At Donald Glover på den måde ifører sig whiteface og leger så udtalt med mytologien omkring den sorte musikstjerne med den hvide hud, har naturligvis allerede vakt opsigt. Det er et dristigt træk – og siger meget om den frækhed og opfindsomhed, der taget kendetegner serien, som Glover selv er manuskriptforfatter, producer og indimellem instruktør på (konceptuerende instruktør er dog suveræne Hiro Murai, ligesom Amy Seimetz har bidraget med to glimrende afsnit).
Røverisæson
Da første sæson af den genremæssigt ivrigt muterende komedieserie startede i USA september 2016, skrev jeg en artikel med overskriften »Donald Glovers hiphopkomedie er den mest interessante serie lige nu – hent den til Danmark!«.
Der skulle imidlertid gå halvandet år (!), før serien fik premiere på en dansk streamingtjeneste (Viaplay), og det er bestemt bedre sent end aldrig, men lige nu kan det så ærgre på tilsvarende niveau, at man i anledning af sæson 2 må gentage budskabet, for der er pt ingen konkrete udsigter til, hvornår den USA-aktuelle sæson får dansk premiere, og man må derfor ty til amerikansk iTunes via frækt-lovligt VPN-skift, hvis man skal have del af herlighederne.
Sjette afsnit, som blot hedder ’Teddy Perkins’, er et foreløbigt højdepunkt i både sæsonen og serien som sådan, en perfekt lille novellefilm løsrevet fra resten af det ivrigt digresserende plot i serien om Glovers desillusionerede eks-Yale-studerende Earn, der bliver manager for den apatiske, spirende hiphopstjerne (og narkopusher) Paper Boi. Men helt generelt kører anden omgang på samme høje klinge som første sæson.
Sæsonen bærer undertitlen ’Robbin Season’, fordi den udspiller sig i Atlanta i tiden op til jul, som på grund af folks dollardesperate situation er højtid for røverier. Under denne paraply har vi fået den ene dybt overraskende fortælling efter den anden.
Det første afsnit sætter scenen med et røveri, der bliver iscenesat, som havde Tarantino instrueret ’The Wire’. I andet afsnit er Alfred og Darius på shoppetur efter en ny pusher, da førstnævnte bliver høfligt røvet med pistol af sin normale go to guy. Og i det hele taget oplever Alfred bagsiden af sin nyfundne berømmelse: Alle vil have en flig af ham, men han tjener ingen penge på musikken, og både hans besøg hos et par Silicon Valley-smarte SoMe-typer, der skal hjælpe ham med at få traction, og hans forsøg på at blive klippet af sin fuldstændigt utilregnelige, speedsnakkende frisør er komiske højdepunkter i den aktuelle tv-sæson.
Snyltere, hyklere og drømmere
’Atlanta’s leg med genre og tone er mesterlig. Afsnittene er oftest kun løst forbundet, altid funderet i suveræne ordudvekslinger, der ikke fører plottet videre, men er målet i sig selv, samtidig med at hver enkelt afsnit har en motor – nogle gange absurd, nogle gange følelsesmæssigt slagkraftig – der naturligt og effektivt driver fortællingen.
Horrorudgangspunktet fra ’Teddy Perkins’ finder man også i afsnit 5, der indleder med en kvik reference til ’Get Out’, da Earn og hans on/off-kæreste og baby mama Van er nær ved at ramme et dyr på vejen, da de kører i bil mod landlige omgivelser.
Van er halvt tysk, og de skal til en traditionsrig tysk Fastnacht-festival fyldt med lederhosen, polkadans og uhyggelige gespenster. Det udvikler sig til et forholdsdrama i en dybt bizar ramme, der understøtter den forunderlige kombination af benhård naturalisme og magisk realisme, som serien allerede perfektionerede i første sæson, som involverede alt fra socialrealistiske politiskyderier til usynlige biler.
Flirten med det overnaturlige dyrker serien også i sæson 2, blandt andet i en herlig bit, hvor den lommefilosoferende Darius fortæller om den sagnomspundne »Florida Man«, som altid figurerer i mediernes overskrifter (»Florida Man shoots unarmed black teenager«, »Florida Man steals a car, goes to Checkers«), og som ifølge ham er én og samme modbydelige person i bedste Keyser Soze-stil.
Man ved kort sagt aldrig, hvor Donald Glover tager os hen – hverken i plot eller budskab. Han er ikke bleg for at gå direkte i clinch med det amerikanske samfunds overlagte og latente racisme, som da Earn i afsnit 3 hverken på restauranten eller biografen kan få lov til at bruge sin 100 dollars-seddel, fordi alle mistænker ham for at være en svindler. Men mange af seriens racebetonede pointer er mere provokerende og dobbelttydige (som da en anden af områdets hittende hiphoppere terroriserer sin eneste hvide medarbejder), og Glover portrætterer i det hele taget det afroamerikanske community i al dets vibrerende nuancerigdom.
Her er både snyltere, kriminelle, hyklere, opportunister, drømmere, en mand, der har en alligator i soveværelset, og en kontroversiel cameo fra den skandaliserede NFL-spiller Michael Vick, der blev dømt for at arrangere hundeslagsmål og pludselig stiller op til væddeløb foran en stripklub. Earn eller Alfred er da heller ikke rollemodeller for nogen som helst i deres let misantropiske slacker-tilgang til tilværelsen. I ’Atlanta’ er livet hårdt farligt og til tider vemodigt, men også vildt, spændende og uregerligt.
Donald Glover har med to sæsoners ’Atlanta’ manifesteret sig som den vel nok vigtigste afroamerikanske stemme for levende populærkulturelle billeder siden den unge Spike Lee, som han også direkte står på skuldrene af. Ingen aktuelle serier er så sprudlende, uforudsigelige og zeitgeisty.
Donald Glovers hiphopserie er den mest interessante serie lige nu – hent den til Danmark!
Læs også: Interview med Donald Glover – »Jeg hader, når folk prædiker«
Læs også: De bedste serier i 2016, top 10-1