Bedst som man er i gang med at fordøje skuffelsen over tre ambitiøse musikseriesatsninger – ’Vinyl’, ’The Get Down’ og ’Roadies’ – kommer en frelsende hiphopengel svævende ind fra højre.
Serien hedder ’Atlanta’ og er et hjertebarn fra skuespilleren og rapperen Donald Glover (aka Childish Gambino), og i forgårs blev første afsnit gjort frit tilgængeligt på Youtube, om end kun for amerikanske seere.
Det kræver derfor en halvbesværlig (men lovlig) rejse til landet for amerikanske IP-adresser at se episoden, men jeg har pakket den digitale kuffert og melder her tilbage fra fronten. Med udelt begejstring.
Glover spiller en intelligent fiasko af en ung fyr, Earn Marks, hvis (eks)-kæreste – og mor til deres fælles datter – går på dates med andre fyre, selvom de putter sammen i sengen om morgenen, og hvis forældre ikke vil lukke ham ind i huset, dels fordi han altid spørger om penge, dels fordi han ved sit sidste besøg lagde en »lort på størrelse med en arm« og glemte at trække ud (hans mor: »It was you. I checked. You better eat something real instead of all of them candy and cookies and what else was in there»).
Til daglig har han et skodjob som kreditkortsælger i en lufthavn.
Han venter på sit store break, og da det går op for ham, at hans fætter Alfred hitter som rapper under aliasset Paper Boi, øjner han chancen og byder sig til som manager, selvom den dybest set uambitiøse Alfred – der sammen med sin ven Darius sælger stoffer fra matriklen i en forstad til Atlanta – er skeptisk.
Paper Boi: »Do you know where the word manage comes from?«
Earn: »Manus. Latin for hand«.
Paper Boi: »Probably. But I’m gonna say no for the purpose of my argument. Manage comes from the word ’man’. And that ain’t really your lane’«.
Komik frem for alt
Der er veltimet humoristisk spræl i dialogen, og går man til den en halv time per afsnit lange serie med en forventning om komedielækkerier, bliver man ikke skuffet. Glover har da også udtalt, at komedieelementerne var helt centrale for ham:
»Den primære ting, vi blev ved med at komme tilbage til, er, at det er nødt til først og fremmest at være sjovt«, har Glover udtalt i et interview med New York Magazine. »Jeg ville aldrig have det her lort til at være vigtigt. Jeg ville aldrig have, at den her serie skulle handle om diversitet. Alt det lort er langt ude«, siger han.
Glover er i rollen som Earn endnu skarpere end i gennembrudsrollen i ’Community’ – indfølt og lettere akavet – og som den gadefilosofiske gangster Darius er Keith Stanfeld en sand åbenbaring: En marginalt mere begavet udgave af Jesses narko-entourage i ’Breaking Bad’, som ikke er helt overbevist om, at Malcolm X blev slået ihjel, fordi »ingen har set hans lig siden begravelsen«.
Men ’Atlanta’ føles nu faktisk også vigtig, måske netop fordi den ikke prøver at være det (lidt som ’Broad City’). Det er en højtroværdig udforskning af, hvad det vil sige at være sort i USA lige nu, og Atlanta – der foruden at være Glovers egen hjemby og arnestedet for et imponerende udpluk af rappere er den by i USA med den største sorte middelklasse – er et perfekt omdrejningspunkt.
Første afsnit starter med en dramatisk situation, hvor sidespejlet på Paper Bois bil bliver smadret, situationen eskalerer, og det ender i tre trukne pistoler og ét skud, som vi ikke ved, hvem der affyrede.
Senere spinder serien guld på en samtale mellem Earn og en hvid radiovært, der insisterer på at bruge ordet »nigger«, og serien rammer alt i alt præcist ned i den omdiskuterede racevirkelighed anno 2016, der får den til at føles mere pågående og relevant end perlerækken af nyligt fejlskudte musikserier. I første afsnit rammer den på forunderlig vis både den lyse og mørke side af tonalitetsspektret uden at udvande hverken det sjove eller oprigtige.
»Jeg ville vise hvide mennesker, at du ved ikke alt om sort kultur. Du følger Hood Vines, og du har din ene sorte ven, og du tror, at han lærer dig alt. Jeg forstår, at Deshaun sagde, at sorte mennesker elsker… Nigga, jeg hader Deshaun!«, siger Donald Glover skælmsk i New York Magazine-interviewet.
Samme instruktør på alle afsnit
Som om det ikke skulle være nok, er ’Atlanta’ også noget så sjældent som en stilistisk ambitiøs halvtimesserie (i boldgade med Aziz Ansaris ’Master of None’).
Donald Glover har hyret musikvideoinstruktør Hiro Murai – der også har instrueret en række Childish Gambino-musikvideoer for Glover – til at skære alle første sæsons 10 afsnit, og man mærker en energisk lyst til at skabe et originalt udtryk, der ikke ligner alt muligt andet på tv.
Murais framings og kameraføring understøtter gennemført karakterpsykologien, og udtrykket er gritty og gråtonet uden at virke klichefyldt – det her er ikke et banalt portræt af den hårdkogte ghetto, men et ærligt og skævt billede af den lavere middelklasses forstadssammensurium af almindelige mennesker og småkriminelle.
Det siger i øvrigt meget om Glover og Murais kvalitetssans, at selv et ’Twin Peaks’-inspireret indslag, hvor Earn møder en mærkelig butterfly-klædt, sandsigende mand i bussen, slet ikke føles påklistret eller prætentiøst.
Lige nu står ’Atlanta’ simpelthen som den mest interessante og zeitgeisty tv-serie derude. Jeg kan ikke vente med at se videre, og derfor sætter jeg hermed vandpistolen for panden af streamingtjenester, tv-stationer, festivaler, filmklubber, cirkusdirektører, medieplattenslagere, og hvem der nu ellers har magt til den slags: Få ’Atlanta’ til Danmark – NU!
Læs også: Hiphophittet ‘Atlanta’ understreger tidens mest markante tv-serie-tendens
Læs også: Se første teasertrailer til Donald Glovers ‘Atlanta’