»CIT: Comedy in Theory«
Sådan har Vultures tv-kritiker Matt Soller Seitz døbt den bølge af serier, der de seneste år har domineret skærmene med comedy-stemplet påklistret af tv-stationerne, selvom de i virkeligheden var lige så alvorlige, som de var sjove.
Der er endog meget langt fra ’Venner’ og ’How I Met Your Mother’ til ’Girls’, ’Transparent’, ’Togetherness’, ’Master of None’, ’Catastrophe’, ’You’re the Worst’, ’Louie’, ’Better Things’, ‘High Maintenance’ og ’Lady Dynamite’. Sidstnævnte grupper behandler emner som depression, ufrivillig graviditet, ensomhed, kærlighed, diversitet, identitetsforvirring og racisme med stor dybde og oprigtighed og derfor: Kun i teorien komedieserier.
Seneste skud på CIT-stammen er ’Atlanta’, Donald Glovers fremragende serie om hiphop i Atlanta. En halvtimesserie, der balancerer knivskarp, underfortalt humor med seriøse emner som fordomme, raceforhold og jagten på succes.
Det er en serie, der føles frisk og progressiv, ikke bare i blandingsforholdet mellem humor/alvor, men også i sin gennemførte visuelle stil. Ligesom med serier som ’True Detective’ sæson 1 og ’The Knick’ er det den samme instruktør (Hiro Murai), der har instrueret samtlige afsnit – et tydeligt tegn på, at de såkaldte komedieserier har hævet ambitionsniveauet.
For et års tid spurgte jeg halvpolemisk, om dramaseriernes guldalder er død, og siden er der ikke sket noget monumentalt på dramafronten, der har fået mig til at ændre mening. Det er fortfarende i det korte format, at overraskelserne kommer, at eksperimenterne opstår.
Hvad skyldes det?
Matt Zoller Seitz hævder, at mens dramaserierne er plotdrevne og leder seeren fra afsløring til afsløring, er komedieserierne mere karakterbaserede. Det er et overbevisende argument: Mens mange af de store plotbuer i dramaserierne virker enten forudsigelige eller fortænkte, tillader komedieserierne sig at tage afstikkere, stoppe op, gå i stå, springe rundt og hoppe over.
Svimlende dyre musikserier som ’Vinyl’ og ’The Get Down’ synes at blive kvalt i produktionsværdi – midt i forhippelsen på, at alt fra skjorter til frisurer skal virke rigtigt, glemmer man, at det også skal føles ægte. Mens prestigeprojekterne ’The Get Down’, ’Vinyl’ og Showtimes ’Roadies’ stivner som voksfigurer på Maddam Tussaud’s, sitrer den undertippede ’Atlanta’ af liv. Selv en vanvittig komedieserie med en hest i hovedrollen, ’BoJack Horseman’, siger mere om depression og jagten på lykke end de fleste dramaserier.
På et mere abstrakt plan synes det humoristiske take på alvorlige emner at vække mere genklang i tidsånden. I en verden, hvor alt (meget) er lort, er man nødt til at kunne grine af både de andre og sig selv. Også i virkeligheden akkompagneres smerte jo ofte af sort galgenhumor. Tragikomikken føles mere sand. Satiren fremstår som et mere klarsynet kritisk værktøj end de populære periodeskildringer som i ’The Get Down’ og ’Vinyl’. Det virker mere befriende og intelligent, når sandheden pibler gennem de komiske bolværker, fordi den ikke kan lade være, end når den trækkes ned over hovedet på os.
I en nylig artikel fra Berlingske med titlen ’Er du også træt af lange tv-serier’ udtaler en af hovedforfatterne bag ’The Affair’, at »nye publikumsgenerationer er meget internetorienterede, og derfor bliver deres evne til opmærksomhed kortere og kortere«. Måske er der noget om snakken. Der er så mange serier at vælge imellem, at man hurtigt mister tålmodigheden, hvis man ikke er fænget øjeblikkeligt. De humoristiske halvtimes serier er til gengæld nemme at sluge.
Den primære lektie må imidlertid alligevel være, at de lange dramaserier, der skal fænge over adskillige sæsoner, ud fra en helt generel betragtning mangler den fortællelyst og innovation, der lige nu er til stede i det korte format.
Matt Zoller Seitz mener, at den aktuelle CIT-revolution er lige så afgørende, som dengang de lange dramaserier søsatte tv-guldalderen omkring årtusindskiftet. ’Atlanta’ beviser, at han har ret.
Læs også: Donald Glovers hiphopkomedie ’Atlanta’ er den mest interessante tv-serie lige nu