I går offentliggjorde vi top 20-11 af vores liste over årets største serieperler. Nu er vi nået til spydspidserne, hvor der både er plads til drama, komedie og dokumentar. Vi slutter af med honourable mentions.
10. ’Veep’ sæson 5
Åh, at se Julie Louis-Dreyfus’ rullende øjne, da hun i rollen som Selina Meyer får at vide, at hendes mor har fået et slagtilfælde: »Igen?«.
USA’s to største kvindelige, politiske figurer mistede deres mor i 2016, Claire Underwood i ’House of Cards’ og Selina Meyer i ’Veep’, og den ene udviste et mere kynisk forhold til tabet end den anden. Da Selina under sin mors begravelse først krakelerer, da hun får at vide, at hun har tabt the popular vote, var ’Veep’ i sit absolut mest misantropiske hjørne – og dermed også i sit bedste.
HBO’s politiske satireserie var i det hele taget i absolut hopla i sæson 5, selvom Armando Iannucci havde overladt showrunner-stolen til David Mandel. Det var sæsonen, hvor en større undersøgelse blev sat i gang for at finde ud af, hvem der havde kaldt Selina for en »cunt«, hvorefter det viste sig, at det havde alle. Det var sæsonen, hvor de kinesiske forhandlingspartnere fik den opfattelse, at Selina havde et seksuelt forhold til sin egen datter. Og det var sæsonen, hvor næstsidste afsnit blev præsenteret som selvsamme datters voldsomt afslørende dokumentar om sin mor og hendes stab.
Og så var det godt tænkt, at hele sæsonen udspillede sig omkring efterdønningerne på en fuldstændigt lige valgkamp. ’Veep’ viste sig som så mange gange før at naile USA’s politiske system bedre end nogen anden serie.
9. ’Better Call Saul’ sæson 2
Med sæson 2 blev ’Better Call Saul’ sin helt egen fisk – og det vil muligvis skuffe nogle af de fans, der svømmede bedst med ’Breaking Bad’, når der gik fullblown gangster- og actionfortælling i den.
Vince Gilligan og Peter Goulds spinoff kom fra land med lidt for mange Walter White-associationer, men har efterhånden fundet sit eget adstadige tempo med smukt blik for sine skæve hovedkarakterer: Den godhjertede småsvindler/advokat Jimmy McGill (der engang skal blive til Saul Goodman) og den slukørede fixer Mike Ehrmantraut.
At vi ved fra ’Breaking Bad’, hvor Jimmy og Mike er på vej hen, gør imponerende nok ikke det store, for man interesserer sig oprigtigt for deres rejse. Både Jimmy og Mike er mere melankolske figurer end Walter White, og i grunden er vi jo vidne til deres deroute, men den fortælles med så mange quirks og humoristiske detaljer, at man dårligt nok lægger mærke til det. Det er en udpræget fornøjelse at se Jimmys små svindelnumre, der i konteksten føles lige så store som Walter Whites spektakulære optrin, fordi de på samme måde lægger kimen for en mands moralske forfald.
Jimmys advokatstorebror Chuck og hans forretningsmakker/love interest Kim er efterhånden blevet særdeles nuancerede figurer, og i det hele taget viste ’Better Call Saul’ sig fra sin mest finurlige og bevægende side i sæson 2. Og så har vi slet ikke nævnt de høje visuelle ambitioner, som den forrygende, fire minutter lange indstilling fra starten på afsnit 8, der følger en lastbil-kurer gennem tolden og ud på landevejen. Blæret.
8. ’Stranger Things’ sæson 1
Nogle mener, at ’Stranger Things’ læner sig for meget op af de 80’er-klassikere, den er inspireret af, men man kan ikke imitere ægte følelse, og ægte følelse gennemvædede netop ’Stranger Things’.
Flere af teenagekaraktererne flirtede trættende med highschool-klicheerne, men kemien i den nørdede drengegruppe, der tager sagen i egen hånd, da én af dem forsvinder under mystiske omstændigheder, var radioaktiv. Sjældent har man set bedre tween-skuespil i en tv-serie, og særligt Millie Bobby Brown brød igennem som den mystiske Eleven med de voldsomme kræfter. Der er ikke noget at sige til, at hun allerede er blevet lidt af et fænomen – en stjerne er født.
Samtidig skabte Duffer-brødrene et troværdigt, humoristisk og pirrende univers, hvor det var svært at stoppe, når først gåderne om en dyster parallelverden og grumme militæreksperimenter var kastet i luften. Det elektroniske score skabte en fed kontrast til de amerikanske lillebyomgivelser, og i det hele taget opererede serien flot på både det intime karakterniveau og det store mytologiplan.
Vi glæder os til at få flere svar i sæson 2, om end vi også ser frem til opfølgeren med en vis bekymring. Den undermarkedsførte sæson 1 tog os på sengen – nu forventer vi store ting per automatik.
7. ’The Americans’ sæson 4
Serien om to russiske spioner, der lever undercover som amerikanske bedsteborgere i en Washington-forstad med deres to teenagebørn, er ulideligt spændende.
Det er egentlig ikke, fordi serien jager cliffhangers eller action frem mod hver reklamepause – den bygger faktisk imponerende tålmodigt op – men efter fire sæsoners knivskarp psykologisk karakterskildring er man så meget inde i hovedet på Philip og Elizabeth, at ethvert faresignal føles som et overgreb på adrenalinknappen.
Uden at afsløre for meget fortsatte hovedforfatter Joe Weisberg i fjerde sæson med at afsøge konsekvenserne af Philip og Elizabeths livsførelse for deres børn, men sæsonen udmærkede sig i særdeleshed ved at stille mere vægtige spørgsmål ved deres moralske valg end nogensinde før.
Hvor mange menneskeskæbner kan man tillade sig at sætte på spil for sine egne idealers skyld? Det er det centrale spørgsmål, som bliver udfoldet i serien med det måske mest gennemarbejdede, afmålte manuskript på tv lige nu. I sit udgangspunkt er meget af det, der sker i ’The Americans’ langt ude på overdrevet, men i Weisbergs hænder tror man på hvert sekund – og i fjerde sæson lykkedes fortællingen modsat nogle af de forrige sæsoner med at skabe stor spænding om hvert eneste avancerede svindelnummer, Philip og Elizabeth satte i verden.
Meningsløsheden i den kolde krigs oprustning har sjældent stået klarere end i ’The Americans’, men det er i den kropsnære fortælling om de opslidende moralske gråzoner, at serien virkelig excellerer. Holder Weisberg niveauet i de sidste to sæsoner, bør ’The Americans’ indlemmes på øverste etage af tv-seriernes hall of fame.
6. ’Transparent’ sæson 3
I 2014 kårede vi ’Transparent’ som årets bedste serie, sidste år kom sæson 2 ind på fjerdepladsen, og i år må den så tage til takke med sjettepladsen. Det skal dog blot tilskrives, at konkurrencen er så stor og altså ikke, at Amazon-serien bliver dårligere og dårligere. For her efter 31 afsnits konsistent, tårnhøj kvalitet kan vi endegyldigt konstatere, at Jill Soloway har skabt en serie, der bør regnes blandt de allerbedste i historien.
Kun de allerbedste dramaserier kan nemlig måle sig med den intelligens, det mod og den sikkerhed i tonen, der præger ’Transparent’. I tredje sæson må Maura erkende, at hun er ulykkelig, selvom hun har (næsten) alt, hvad hun kunne bede om. Hun beslutter sig for at få en kønsskifteoperation, men møder modstand, og en af sæsonens store kvaliteter er, at den modstår fristelsen til helgenkåring. I stedet gør den hende til et lige så nuanceret menneske som alle andre: Nogle gange blid og usikker, men i denne sæson absolut også egoistisk og usympatisk, ikke helt ulig hendes tre voksne børn.
Portrættet af Josh balancerer stadig hårdt på irritationskanten, men til gengæld bliver der konstant lagt nye lag på skildringen af Ali og Sarah (sidstnævntes jødiske eventyr og clash med Raquel var knivskarp satire). Og så var et absolut lyspunkt i denne sæson fokusset på børnenes mor og Mauras ekskone Shelly, der – gennem et måske lidt søgt barndomstraume – blev til et lige så fuldtonet menneske som de andre. Hendes tale på krydstogtskibet hører til blandt årets mest hjertegribende øjeblikke.
5. ’Atlanta’ sæson 1
Et socialrealistisk blik på boligblokken, en hiphophistorie, mystisk Lynch-stemning, voldsomme genre- og formatskift samt enkelte glimt af magisk realisme.
Man skulle egentlig ikke tro, at ’Atlanta’ ville fungere. Og slet ikke, hvis man i forvejen var skeptisk over for, hvor meget bund der var i wunderkind Donald Glover, der slog igennem som skuespiller i ’Community’ og sideløbende har en rapkarriere som Childish Gambino.
Men med sin FX-serie har han gjort enhver tvivl til skamme. I Atlanta spiller han selv den desillusionerede Earn, der øjner en chance, da hans dope-sælgende fætter Alfred får et lokalt break som rapperen Paper Boi. Serien fravrister sig fra nærmest samtlige gangstarap-klicheer, og deres partnerskab – med slackeren Darius som virkelig morsomt tredjehjul – ligner ikke helt noget, vi har set før: Det følger ingen slagen dramatisk kurve mod det store gennembrud, og overraskende nok handler det meste af første sæson mere om, hvor fattig Earn er, og hvad det betyder for hans liv og identitet som far, end om jagten på et musikgennembrud.
Glover skal have mange pluspoint for sit mod til at lege med formaterne, som når et helt afsnit (’B.A.N.’) udspiller sig omkring et talkshow (inklusive en række vellystige fake-reklamer), hvor Paper Boi kommer på glat is, da han latterliggør en transperson. Afsnittet, hvor Earn skal holde gode miner til slet spil under en middag hos en rig afroamerikansk kvinde og hendes åh-så-tolerante mand, var desuden suverænt.
Flere episoder føltes mere parentetiske, men set over hele sæsonen repræsenterer ’Atlanta’ en frækhed og et perspektiv, vi ikke har set på tv før. Uden at føles belærende eller overfortællende kommer Glover omkring temaer som fængselssystemet, politibrutalitet, kulturel appropriation, klasse, køn og rapstereotyper. Og hey, så fik vi både en sort Justin Bieber og en usynlig bil. Hvem kan stå for det?
4. ’Skam’ sæson 2 og 3
Den har givet os Nooras garderobe, Nooras læbestiftssortiment, Evens James Dean-frisure og et uforholdsmæssigt stort forråd af norske slangudtryk. Men intet af det ville betyde en dritt, hvis ’Skam’ ikke også var et kult, solidarisk og filmisk finurligt portræt af en SoMe-afhængig generation, som måske nok er selvoptagede, men langt fra selvtilstrækkelige.
Julie Andem, geniet bag, er blevet en stadigt dristigere historiefortæller i takt med seriens stratosfæriske succes, men hele vejen igennem er hun forblevet tro mod sig selv, sine karakterer og sit publikum, som rækker langt ud over det gymnasiesegment, serien skildrer så genkendeligt.
To sæsoner på et år er mere, end hvad man kunne bede om, og herhjemme nåede hypen nye højder i sæson 3, seriens vel nok bedste hidtil. Skambidte Kosagruppa-medlemmer af alle aldre kunne nu følge seriens ret revolutionerende real time-spor, dissekere placeringen af bestemte modermærker og græde, grine og gispe sig igennem en progressiv og kulturelt ajourført kærlighedshistorie om to star-crossed lovers, Isak og Even.
3. ’Fleabag’ sæson 1
2016 var året, hvor komedieserierne endegyldigt stoppede med at være sjove.
Ej, det er for skarpt trukket op, men den såkaldte sadcom eller traumedie har virkelig vundet indpas, efter Louis C.K. udskar skabelonen med mesterværket ’Louie’. Og heldigvis føles ikke alle nye bud i genren som fortærskede efterligninger.
Phoebe Waller-Bridge er hovedkvinden bag ’Fleabag’ i en grad, at hun selv har fundet på idéen (ud fra hendes eget 10 minutters standup-show med samme udgangspunkt som serien), har skrevet manuskriptet og spiller titelpersonen, en ung kvinde i fuld selvdestruktion. Hun har mere sex, end hun egentlig har lyst til, hun drikker for hårdt, og hun har svært ved at håndtere de mennesker, der holder af hende.
Hvad årsagen til derouten er, får vi langsomt opklaret gennem flashbacks, og ’Fleabag’ er på sæt og vis umådeligt trist, som den behandler sorg og tab med skiftevis tragi-ironisk fornægtelse og head on-ulyksalighed.
Men den er, heldigvis, også fantastisk sjov og grov. Waller-Bridges dialog og timing er sydende skarp, og det fungerer overraskende godt, når hun hyppigt taler til kameraet i bedste Frank Underwood-stil. Som da hun inden for seriens to første minutter bliver taget bagfra af en mand, og hun bemærker direkte henvendt til publikum:
»Han har ærlig talt også en stor penis. Og resten af dagen kan man kun tænke: Har jeg et gigantisk røvhul?«.
2. ’Rectify’ sæson 4
Tony Soprano, Walter White og Daniel Holden. Sådan må tv-karakterernes moderne triumvirat efterhånden lyde, men mens de fleste kender gangsteren og kemilæreren, har de færreste endnu stift bekendtskab med Daniel Holden fra serien ’Rectify’.
Daniel har siddet i fængsel i 18 år for en voldtægt og et mord på hans daværende kæreste, som han formentlig ikke har begået. I starten af serien bliver han sat fri, og gennem fire sæsoner har han prøvet at finde fodfæste i et lille samfund, hvor han fortsat fordømmes af mange – og i en verden, han ikke længere kender.
Fjerde sæson er seriens sidste – og hvilken afslutning. Daniel er for første gang væk reden og forsøger at finde sig til rette med et stabilt lagerjob og nyt hjem i et hus med en lille gruppe andre eks-fængslede med sigte mod en bedre fremtid. Daniel er en fantastisk interessant figur, i udgangspunktet naiv, afsøgende og filosofisk, men med en opsparet aggression ulmende under overfladen.
I en tid, hvor mange serier har beskæftiget sig med bagsiden af det amerikanske retssystem (som ’The Night Of’, ’Making a Murderer’ og O.J.-serierne), skiller ’Rectify’ sig ud som en psykologisk overbevisende, skæv og humanistisk skildring af, hvordan man kommer ud på den anden side af dette system. Med fjerde sæson satte serieskaber Ray McKinnon et dybt bevægende punktum for en af de bedste dramaserier i dette årti.
1. ’O.J.: Made in America’
Det var usædvanligt svært at udpege den bedste serie i 2016. Baseret på kvalitet alene kunne de otte-ni første serier alle have fortjent førstepladsen, men i et år med Trump, nye raceuroligheder i USA og konstante diskussioner om race og etnicitet i såvel underholdningsindustrien som den vestlige verden generelt føles det rigtigt at fremhæve dokumentarserien ’O.J. Simpson: Made in America’ som årets største oplevelse.
Sjældent er raceforhold og, selvfølgelig især, USA’s komplekse forhold til sorte blevet skildret så stærkt i et stykke populærkultur, forankret i en historie, som simpelthen er så vild, at den kun kan være autentisk.
I O.J. Simpsons rise and fall – fra feteret, rekordslående football-megastjerne til showbiz-figur til presset mand under mordanklage til et racesymbol til en mand på gyngende grund – finder man historien om, hvordan det hvide USA er villig til at acceptere en sort mand, så længe han tilpasser sig deres værdier, og hvordan mange, inderst inde, stadig ser ned på ham. Men også historien om, hvordan det sorte community groft udnytter et tragisk mord på to uskyldige for at fremme deres egen dagsorden for enhver pris. Og om en mand, der selv gjorde alt, hvad han kunne for at udviske sin raceidentitet – indtil han kunne bruge det til sin fordel.
Ezra Edelmans serie i fem afsnit over i alt små otte timer er intelligent sat sammen og afsindigt grundig. De første afsnit sætter det samfundsmæssige perspektiv for retssagen mod O.J. Simpson, så man sidder med en uvurderlig kontekst, når sagens kulørte drejninger først bliver udfoldet i de senere afsnit. Og der er dårligt en aktuel amerikansk samfundspolitisk sag i dag – fra diskussioner om retssystemet til opfattelsen af Barack Obama – man ikke ser i et nyt lys efter ’O.J.: Made in America’.
Det er en monumental fortælling om USA – gennem fortællingen om en enkelt mand og hans usædvanlige historie.
Fortjener også ros
Igen i år har tv-udbuddet været så imponerende, at det er ualmindeligt svært at begrænse sig til en top 20. Der er da også adskillige vellykkede serier, vi gerne ville have haft med på listen. Lad os kompensere med et par honorable mentions:
På komediefronten er ’Silicon Valley’ fortsat en af tidens bedste komedieserier, om end sæson 3 havde lidt for meget Big Head og en fortælleark, vi efterhånden har set et par gange før. Maria Bamfords ’Lady Dynamite’ eksperimenterede friskt med sadcom-genren og reddede sig på imponerende vis ud af de mange metalag, den forvildede sig ind i. ’Togetherness’ sluttede fint og følsomt efter et par endog meget svage afsnit i starten af anden sæson, mens ’Insecure’ var et behageligt – måske næsten for behageligt – bekendtskab med en charmerende Issa Rae som drivkraft.
I dramaland startede ’House of Cards’ blødt, men kom stærkt igen med rivaliseringen mellem Frank Underwood og den åleglatte Will Conway, mens ’Quarry’ var en spændende, men ujævn thrillerserie, og ‘Billions’ var glimrende og lidt glat underholdning med stærke skuespilpræstationer.
’The Young Pope’ startede sublimt med en veloplagt Jude Law som pave, men havde svært ved overbevisende at bevæge sig ud over nyhedens interesse ved en pisseprovokerende, uforudsigelig spydspids for Vatikanet. Lidt samme udvikling – mesterlig start, knap så god fortsættelse – gennemgik både AMC’s blodige satsning ’Preacher’ og miniserien ’The Night Of’. ’Luke Cage’ var hårdtslående stilsikker og på mange måder fed – men som Netflix’ andre Marvel-serier også for langstrakt i forhold til materialet.
’Orange Is the New Black’ har et sted midt mellem komedie og drama sjældent været mere hjerteskærende og skarp i sin kritik af fængselssystemet, om end cliffhanger-slutningen irriterede.
Og til slut er vi nødt til at adressere elefanten i rummet: HBO’s ’Westworld’, der nok vil være blandt manges favoritter fra året, der gik, og da også har et ambitionsniveau, som fortjener stor anerkendelse. Den startede smukt, fascinerende og tankevækkende, men endte som en lidt for teoretisk øvelse, der havde svært ved at engagere os i andet end selve gættelegen. Efter den actionfyldte og intense finale glæder vi os dog til sæson 2.
Mange nævnt – og helt sikkert også nogle glemt.
Læs også: Årets bedste serier, top 20-11
Læs også: De bedste film i 2016 – top 10-1
Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11
Læs også: Årets fem bedste danske film