’Insecure’: Issa Rae kan blive seriernes Beyoncé
Hvis du har gået og været bekymret for, om Issa Rae’s ’The Misadventures of Awkward Black Girl’ ville miste sin sass og sociale klumsethed og begynde at lefle for den hvide mainstreamseer, nu hvor den populære webserie er blevet indlemmet i HBO-folden, så kan jeg berolige dig med, at serien blastes i gang med Kendrick Lamars ’Alright’, og at Issa (der har erstattet J, men stadig spilles af Rae) allerede i første afsnit leverer et pragteksemplar af sin signaturrap, der handler om at have, for nu at sige det med hendes egne malende ord, en trist smiley som fisse.
»Maybe it’s dry as hell? Maybe it really smells? Broken pussy«, rapper hun med et smil, der fylder hele fjæset og funkler om kap med hendes grønne glittersæt.
Fissen, der har inspireret teksten, tilhører dog Issas bedste veninde Molly (Yvonne Orji), og ved rapseancens slutning er hun mildt sagt lige så sur foroven som forneden, for det var måske ikke lige meningen, at hendes intime betroelser skulle deles med en hel natklub fuld af fremmede.
Ligesom i Aziz Ansaris ’Master of None’ fylder den moderne datingjungle og de dilemmaer, den afstedkommer, enormt meget i ’Insecure’. Men hvor førstnævnte netop vejer fordelene og ulemperne ved singlelivet versus forholdet og udfordrer ideen om den eneste ene og for evigt og altid, tegner ’Insecure’ et ret ensidigt billede af singletilstanden som fiasko, og Molly fremstår så desperat efter en kæreste, at hun tenderer decideret psycho.
Og det er underligt – og ærgerligt – regressivt for en serie, der er så forbilledlig og skelsættende på andre fronter.
I det hele taget er ’Insecure’ altså lidt uopfindsom på manussiden, der kredser omkring de mest banale forholdsklichéer. Skal man blive sammen med sin søde, men lidt kedelige kæreste, eller skal man springe ud i det med ham den veltrimmede hiphop-producer, man altid har haft en svaghed for? Og hvad gør man, når forelskelsen i et fast forhold fader, og sexlivet bliver lidt rigeligt forudsigeligt?
Når Rae alligevel slipper af sted med det, er det, fordi hun har sin helt egen, virkelig kække terminologi til at beskrive de slidte troper, der alligevel puster liv i platituderne. For eksempel er der et navn for eks’en, der spøger i baggrunden: En Achillespik.
De velplacerede oneliners er dog også med til at understrege, i hvor høj grad det er Rae og hendes spydige dialog, der bærer serien, og hvordan birollerne simpelthen har svært ved at ved at skinne om kap med hende. Både fordi hun selv er så vidunderligt sprudlende (scenen hvor hun skifter attitude, alt efter hvilken læbestift-shade hun har på, er guld værd), og fordi de figurer, hun omgiver sig med, desværre er forfladigede.
Der er ingen tvivl om, at ’Insecure’, sammen med serier som ’Black-ish’, som den rent humormæssigt lægger sig tæt op ad, symboliserer et kæmpe gennembrud i forhold til repræsentationen af sorte unge mennesker i popkulturen.
Og at Issa spidder sine hvide kollegaers velmenende hyggeracisme og (IRL) udnytter sin ny-indvundne plads på toppen – a la Beyoncé med ’Lemonade’ – til at hive andre brune talenter frem med sig og starte normbrydende initiativer som Color Creative TV, er kolossalt betydningsfuldt og beundringsværdigt.
Men modsat Queen B mangler Rae stadig at få kvaliteten af sit output til at matche styrken af sin vision. Når det lykkes – og det er kun et spørgsmål om tid – kunne hun snildt blive lige så indflydelsesrig og slayende.
Kort sagt:
’Insecure’s største (luksus)problem er, at ingen i serien når dens skaber og rimspyttende hovedrolleindehaver til sokkeholderne. Hun hedder Issa Rae, hun er helt sin egen, og hun er godt på vej til at blive serieverdenens Queen B.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.