De danske biografer bød på mange store oplevelser i løbet af året, men det er samtidig dagens digitale virkelighed, at mange af de bedste film slet ikke kommer op i ordinær biodistribution og i stedet skal findes på de hjemlige festivaler eller på streamingtjenesterne. Det afspejler sig i vores rangering af de film, der gjorde størst indtryk på os i løbet af året.
Her følger top 25-11 – og top 10-1 kan findes HER.
25. ’Don’t Think Twice’
I en comedy-improvisationsgruppe er der ingen stjerner. Det handler om at bygge videre på de andres impulser og gøre hinanden sjovere – én for alle, alle for én. Så hvad sker der, når ét medlem af gruppen bliver udtaget til improvisationskomikkens mekka?
Det er udgangspunktet for komiker/skuespiller/instruktør Mike Birbiglias ensembledramakomedie ’Don’t Think Twice’, hvor Keegan-Michael Keys Jack får job hos ’Weekend Live’, et ’Saturday Night Live’-agtigt landsdækkende sketchshow.
Det får sammenholdet til at splintre – og gamle såvel som nye bitre følelser spirer frem gennem kollektivets revner. De seks komikere viser alle usympatiske sider af sig selv, men med sin klarsynede dialog og sans for karakterernes quirks svigter Birbiglia – i temaets ånd – aldrig sine hovedpersoner. Faktisk er det fine ved filmen, hvordan fællesskabet er den egentlig hovedperson: som identitetsmarkør for hver enkelt komiker og som afsæt for, at de med tiden kan gå deres egne veje.
’Dont Think Twice’ handler på overfladen om comedy, hvilket naturligvis er et taknemmeligt udgangspunkt for en komedie – og som Birbiglia forvalter uden at falde for fristelsen til at jage LOL-højdepunkter hvert andet sekund. Men i virkeligheden handler filmen, der bæres af glimrende præstationer fra folk som Gillian Jacobs, Kate Micucci og Chris Gethard, om en hvilken som helst gruppedynamik. Det er nænsomt, intelligent og rørende.
24. ’Sidste nat i Caracas’
Venezuelanske Lorenzo Viga vandt Guldløven på Venedig-festivalen for ’Sidste nat i Caracas’, og det forstår man godt.
50-årige Armando masturberer foran unge drenge for penge (de har ryggen til under akten, bukserne velafmålt ned til ballekanten), og en dag samler han den temperamentsfulde Elder op. Elder tæver ham og smutter med pengene, men alligevel bliver de ved med at søge hinanden – til sidst i en grad, at en mærkværdig blanding af et ømt far-søn-forhold og en erotisk ladet tiltrækning udvikler sig.
Filmen er tydeligt inspireret af Thomas Manns ’Døden i Venedig’, og ligesom Mann beskriver Viga alderdommens melankolske og begærlige fascination af ungdommen med imponerende klarsyn. Det er en stille og stringent film, der afsøger forholdet til homoseksualitet i Sydamerika gennem to karakterer, hvis psykologi ikke kan sættes på formel. Som vores anmelder udtrykte det:
»Den slår et stille, men ikke desto mindre effektfuldt, slag for en filmkunst, der har tillid til sine tilskuere. Filmen er et studie i at underfortælle, vel vidende at det sceniske har enorme kræfter. Der er næsten ingen dialog, bare billeder. Armando er tavs, Elder er tavs, men man forstår alt«.
23. ’Spotlight’
Da ’Spotlight’ vandt Oscar’en for bedste film i februar, var der mange, der så det som et konservativt valg.
Todd McCarthys autentiske film om en journalistisk gravergruppes afdækning af omfattende børnemisbrug i den katolske kirke var ikke en visuel oplevelse på højde med ’The Revenant’ og ’Mad Max: Fury Road’, og den var klassisk bygget op uden falbelader og festfyrværkeri.
Men ’Spotlight’ er ikke nogen konservativ film – den er bare en gammeldags god film sobert fortalt af en uselvisk instruktør, der ikke vigter sig. Faktisk har McCarthy snarere fået for lidt credit for sin organiske dramatisering af et papirnusserplot, der måske nok er elementært engagerende, men ikke indlysende visuelt.
’Spotlight’ er ikke blot en ensemblefilm – det er den ultimative kollektive bedrift, og det er betegnende, at den eneste falskklingende scene er dén, hvor Mark Ruffalo skal have sit Oscar moment.
Netop derfor var det ikke konservatisme, men ren logik, at holdet bag filmen måtte dele spotlyset, da statuetterne blev uddelt.
22. ’James White’
Hvem skulle have troet, at Charlie fra ’Girls’ havde det eksplosive talent i sig, som han demonstrerer i Josh Monds debutfilm?
Christopher Abbott, som han hedder, er simpelthen grunden til at se ’James White’, hvor han har titelrollen som en ung utilpasset mand, der lever et relativt ansvarsflygtigt liv, indtil hans far dør, og hans mor får konstateret kræft.
Kameraet klistrer til Abbotts ansigt, der overbeviser i samtlige følelsesregistre, fra det fandenivoldske til det empatisk desperate. Og over for ham skræller Cynthia Nixon alle lag af ’Sex and the City’-facaden som kræftsyg mor.
Det er et emotionelt udmagrende karakterstudie af en ung mand, der med vold og magt prøver at finde viljestyrken i sig selv til at være der for et andet menneske. Troede man, at alle newyorker-film var skæve og finurlige dramakomedier, skal man bare se ’James White’. Her er det overbevisende alvor.
21. ’Weiner’
Filmen om New York-politikerens comeback og genkomne forfald via dickpics blev bare mere og mere relevant, som 2016 skred frem: Så sent som uger før det amerikanske præsidentvalg var det e-mails fundet på Anthony Weiners computer under en undersøgelse af hans alt for fremtrædende underbuksaktiviteter, der bragte Hillary Clinton yderligere i fedtefadet.
Weiner er (var) nemlig gift med en af Clintons nærmeste rådgivere, Huma Abedin, som stort ikke siger et ord i ’Weiner’, men alligevel optræder i nogle af de scener, det er umuligt at udviske fra nethinden: Den intelligente, fremadstormende kvinde, som finder sig selv midt i en dybt pinlig sexskandale forårsaget af en mand, der på den ene side er en engageret, forbilledlig politiker, på den anden side en selvfornægtende lummergøj, der ikke lærer af sine fejl.
Vi kommer ubegribeligt tæt på i Josh Kriegman og Elyse Steinbergs film, og det fortæller meget om Anthony Weiners ekshibitionisme og tro muligheden for et comeback, at han stort set aldrig smider kameraerne ud. Filmen er en tragedie, men også et fascinerende indblik i skismaet mellem politikere, medier og skandaler anno 2016.
20. ’Certain Women’
Der er et øjeblik i ’Certain Women’, hvor stortalentet Lily Gladstone i rollen som den generte, fåmælte hestepige griber fat i halstørklædet på juraunderviseren Elizabeth (Kristen Stewart), som hun er forgabt i. Det er en forsigtig lille gestus, som i så mange andre film ville have været et aggressivt kys eller en stor kærlighedserklæring, men som her siger alt om karakteren og hendes følelsesliv. Et lille ryk i halstørklædet – og en afvisning.
Det fænomenale historie med Gladstone og Stewart udgør et ud af tre segmenter i indie-dronningen Kelly Reichardts ’Certain Women’, der herhjemme blev vist på CPH PIX. I et andet dealer advokaten Laura (Laura Dern) med en utilregnelig klient, mens Michelle Williams i den tredje historie er en kvinde, hvis skæve forhold til sin mand og datter åbenbarer sig, da hun prøver at lokke nogle eftertragtede sandsten til familiens nye hus ud af en ældre mand.
Det er tre små, fine slice of life-historier fra området omkring den lille vinterkolde by Billings, men det er Gladstone/Stewart-fortællingen, der er ’Certain Women’ virkelige raison d’etre. Et fremragende observeret lille drama om forelskelse, forhåbninger og kærlighedssorg.
19. ’10 Cloverfield Lane’
Det var et genialt markedsføringstræk at afpudse et projekt skabt af relativt ukendte folk og forvandle det til toeren i en succesrig franchise, som automatisk giver filmen et stort publikum. ’10 Cloverfield Lane’ blev en opfølger til found footage-succesen ’Cloverfield’, uden at selv skuespillerne havde nogen anelse. Og den landede som en læskende overraskelse midt mellem Hollywoods skabelontrætte blockbusters.
Det var nemlig heldigvis også en glimrende film, der ramte biograferne. Og overraskende nok var det ikke truslen fra rumvæsener, der syntes mest fremtrædende i ’10 Cloverfield Lane’, men truslen fra en skræmmende eneboer, der ’redder’ en ung kvinde fra – påstår han – apokalypsen, efter hun er kørt galt.
Det kammerspil, der følger i John Goodmans sikkerhedsrum under jorden, er spækket med psykologisk suspense og creepy humor inkarneret ved Goodmans suveræne præstation som selvtilfreds, uforudsigelig konspirationsexcentriker.
Det er en klaustrofobisk, underholdende horrorthriller, der fremkalder koldsved og konstant nysgerrighed på at få opklaret det presserende spørgsmål: Er John Goodman sandsigerske, rablende sindssyg eller begge dele?
18. ’Swiss Army Man’
Tænk at blive rørt over en film, hvor Daniel Radcliffe prutter uafladeligt i rollen som lig med overnaturlige evner og et overraskende levende lem.
Hvor dumt det end lyder, bliver man følelsesmæssigt påvirket af Dan Kwan og Daniel Scheinerts debutfilm, som har meget mere at byde påm end sensationsoverskrifterne antyder. Paul Dano spiller Hank, der er på nippet til at tage livet af sig selv på en øde ø, da han pludselig opdager et lig i vandkanten. Liget, som han kalder Manny, bliver hans tro følgesvend i et poetisk og stærkt underholdende forsøg på at slippe væk fra øen med livet og liget i behold.
Det er en excentrisk og til tider infantil film, men dens øjeblikke af filmkunstnerisk virtuositet kan ikke fornægtes. Ikke mindst de frydefuldt opfindsomme scener, hvor Hank og Manny jammer lemfældigt med på filmens soundtrack, mens klipningen forstærker den poetisk-komiske effekt, er slående originale.
Slutningen vil dele vandene, men ’Swiss Army Man’ er sin helt, helt egen, og det er et lille mirakel, at den lykkes med så meget – humoristisk og eksistentielt – som den gør. Radcliffe er i øvrigt endnu bedre som korpus, end han var som troldmand.
17. ’Sing Street’
Den mest gennemmusikalske coming of age-film nogensinde? John Carney har før bevist, hvor organisk og usentimentalt han formår at inkorporere musikken i en sødmefuld romantisk handling. Den håndholdte ’Once’ – om to gademusikanter i Dublin – var en lille perle, mens Keira Knightley-filmen ’Begin Again’ var bedre, end den så ud.
Med ’Sing Street’ vender Carney tilbage til hjemstavnen med en historie om en ung knægt, Conor, der ser musikken som en chance for at komme væk fra hans samspilsramte familie.
Conor bliver rykket til en kommuneskole på grund af forældrenes pengeproblemer, og her tørner han både sammen med den rigide ledelse, der insisterer på, at han skal gå i sorte sko, og skolens overmobber, der ser et let offer i kunstnersjælen Conor. Da Conor møder pigen Raphina, påstår han, at han har et band, så han kan bede hende om at spille med i hans musikvideo, og det bliver starten på et højenergisk musikalsk eventyr, hvor Conor og to venner eksperimenterer heftigt med de kunstneriske udtryksformer.
Den lille gimmick, hvor Conor dukker op i skole med et nyt udseende hver dag – hver gang stærkt inspireret af hans nye musiske forbillede, fra The Cure til Duran Duran – er fortryllende.
’Sing Street’ er en dybt charmerende lille film, hvor også Jack Reynor gør stort indtryk som Conors desillusionerede musiknørd af en bror, der håber, at Conor får den chance, han aldrig selv fik.
16. ’Evolution’
Den vel nok mest mærkværdige og foruroligende film, der ramte de danske biografer i 2016.
Alt er mystisk i den franske ’Evolution’. Hvad er det for en lille, monokromt hvidkalket kystby, vi befinder os i? Hvorfor bor der kun drengebørn? Hvorfor har de alle sammen kun mødre, der tilmed alle ligner hinanden i deres anæmiske apparition? Hvorfor spiser de en algelignende omgang spaghetti, hvad er det for en medicin, de får, hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Gåderne rulles ud i sublime billedkompositioner, en fåmælt lydside og surrealistiske scener, der er svære at glemme igen. Det er creepy som bare fanden, og for en gangs skyld synes de svar, Lucile Hadzihalilovic kommer op med efterhånden, at være lige så spændende som vejen dertil.
»Filmen er lige dele teenagekropshorror og biologisk evolutionsgys. Et helt igennem mageløst filmværk fra en visionær instruktør«, som vores anmelder skrev.
15. ’Dagen i morgen’
I en scene i Mia Hansen-Løves nyeste film går den midaldrende, kriseramte kvinde Isabelle Huppert i biografen, hvor hun antastes af en ubehageligt klistret fyr, der tilmed følger efter hende ud af salen og prøver at kysse hende på gaden. Hendes reaktion antyder, hvor ukonventionel instruktøren er i forhold til mainstreamfilmens forklaringsmodeller: Hun affejer ham bare med et »jeg gider ikke i dag« – uden at råbe op om voldtægt, blive traumatiseret eller i øvrigt at lade sig påvirke stort.
Det siger måske også noget om den tilstand, Hupperts filosofilærer Nathalie befinder sig i. På stort set samme tid bliver hun skilt og mister sin mor – og står over for en nyfunden frihed, som det dog er svært at vide, hvad man skal stille op med.
’Dagen i morgen’ følger fornemt livets ujævne rytme af flakkende tilfældigheder – en klog, men aldrig belærende film om en kvinde i livskrise. Og med Isabelle Huppert i fantastisk form. Hun er og bliver en af Europas, nej, verdens mest interessante skuespillerinder.
14. ’Youth’
Paolo Sorrentinos opfølger til ’Den store skønhed’ er for meget. Svulstig, selvsmagende og – i modsætning til forgængeren – også en smule sentimental i sin grundtone.
Men lader man sig først rive med af det virtuost flydende filmsprog og de idiosynkratiske indslag – og er man lidt sentimentalt indrettet – er ’Youth’ en frydefuld oplevelse, netop en hyldest til livets store skønhed og en varm satire over både kunsten og dem, der skaber den.
Michael Caine spiller mesterdirigenten Fred Ballinger og Harvey Kartel filminstruktøren Mick Boyle, som samler kræfter på et luksuriøst kursted i de schweiziske alper. Her snakker de om livet og døden, kunsten og inkontinensen, mens et mylder af excentriciteter udspiller sig omkring dem. Blandt de andre gæster er en dedikeret metodeskuespiller (Paul Dano), hvis kommende rolle åbenbarer sig med overvældende kraft mod slutningen, Diego Maradona og verdens smukkeste kvinde.
Det er et lille mikrokosmos af selvoptagede typer, som Sorrentino både elsker og udstiller i en gennemmusikalsk, humoristisk og elegisk film, der ubesværet bølger mellem realisme og surrealisme, bevidst banalitet og bastant visdom, bevægende scener og ren slapstick.
Sorrentino laver film som ingen anden filmmager i dag, og selvom ’Youth’ ikke helt var op højde med mesterværket ’Den store skønhed’, var det stadig en usædvanligt forførende film.
13. ’Everybody Wants Some!!’
Der er noget vidunderligt flabet ved at følge den store eksistensfortælling ’Boyhood’ op med en kåd collegekomedie.
Men Richard Linklater er også nået et punkt, hvor han slippe af sted med hvad som helst. I ’Everybody Wants Some!!’ vender han ’Boyhoods’ årelange epos ryggen og skildrer som i den åndelige forgænger ’Dazed and Confused’ (1993) og ’Before’-trilogien nogle få, formative dage i en gruppe menneskers liv. Vi følger et baseballhold i den sidste weekend før collegestart, og der bliver danset, drukket, røget og filosoferet til den helt store guldmedalje.
Det er hujende sjovt og bedragerisk livsklogt, og kun Linklater kan med sin tæft for naturlige scener, figurer og replikker sammenflette det banale og det begavede, det platte og det prætentiøse, så resultatet bliver så vedkommende, fornøjeligt og tankevækkende, som tilfældet er her.
’Everybody Wants Some!!’ formår at komprimere meget af visdommen fra ’Boyhood’ i mundrette stykker, og ligesom ’Dazed and Confused’ er det en film, der stadig vil give os latterkramper og et lille stik i hjertet om 23 år.
12. ’Raw’
De har det vildt på veterinæruddannelsen i Frankrig, hvis man skal tro Julia Ducournau egensindige kannibalhorrorfilm ’Raw’.
De raver hårdt igennem under rusforløbet, når de da ikke lader de førsteårsstuderende gennemgå en række ydmygende optagelsesritualer. Det er efter ét af disse – fortæringen af rå kaninlever – at det 16-årige, veganske dydsmønster Justine begynder at mærke sin krop og sine drifter forandre sig. Faktisk får hun en glubsk appetit på kød, og hvad der startede som en relativt socialrealistisk coming of age-film, stikker helt af i en meget makaber retning.
Men heldigvis er ’Raw’ ikke provokation for provokationens skyld. Det er en empatisk skildring af almengyldige teenageproblemer – sat i et besnærende univers, der får ekstra næring af at udspille sig på et dyrlægestudie. Horrorscenerne er effektivt og skævt forløst, og man lader sig underligt nok rive med fra start til slut, selvom filmen følger sin helt egen logik.
Det er ’Lad den rette komme ind’ møder ’Når dyrene drømmer’ – tilsat grafiske kannibalscener, der får ens egne indvolde til at vende sig en omgang.
11. ’The Revenant’
Han spiste rå bisonlever, han sov inde i et kadaver, og han kravlede, frøs, gryntede og skreg sig omsider til den Oscar, han øjensynlig var parat til at gøre alt for.
Leonardo DiCaprios indædte hengivelse til rollen som den historiske pelsjæger Hugh Glass, der bliver flået levende af en grizzlybjørn og efterladt til sin egen skæbne i et ugæstfrit vildnis, vil stå tilbage fra Alejandro González Iñárritus episke hævnwestern. Det samme vil mesterfotografen Emmanuel Lubezskis bjergtagende panoramaer af ødemarkens ufremkommelige vidder skudt i stoflig 65mm uden kunstig belysning, der kun overgås af vidden af Iñárritus vision.
Historien er egentlig ganske ligetil, dens metafysiske mellemspil irriterede mange, og filmen er nok lidt for lang. Men alt det virker som flueknepperi, når bjørnen kommer, for her er vi ikke blotte tilskuere – vi er simpelthen til stede sammen med Leo og kan på egen krop mærke kløerne, kulden og alle de umenneskelige pinsler, han må udstå i sin kamp for overlevelse, hævn og, ikke mindst, en Oscar.
Bjørneangrebet vil gå over i filmhistorien, men gennem samfulde 156 minutter er ’The Revenant’ spækket med overvældende scener, der minder os om, hvorfor vi overhovedet går i biografen.
Læs også: De bedste film i 2016, top 10-1
Læs også: Årets fem bedste danske film
Læs også: De bedste serier i 2016, top 10-11
Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews