’Evolution’: En overrumplende oplevelse med scener, man aldrig glemmer
De mest interessante film fortæller ikke bare en historie, men efterlader sig varige, visuelle indtryk. Sådan en film er franske Lucile Hadzihalilovics ’Evolution’. Her er både mærkelige, smukke og ubehagsfremkaldende billeder nok til at fodre både dine drømme og mareridt i en rum tid.
I et særegent univers, der vækker minder om Jean-Pierre Jeunets kvalmgule dystopi ’De fortabte børns by’ såvel som Roberto Rossellinis vulkanøsdrama ’Stromboli’, møder vi den 10-årige dreng Nicolas (Max Brebant). Han bor sammen med sin mor i en lille, afsidesliggende landsby ved en strandkyst, der udelukkende er befolket af drenge omkring hans egen alder og disses mødre. Her er ingen voksne mænd og ingen piger. Når Nicolas ser sit snit til det, ynder han at stikke af og tage sig en svømmetur i det oprørte hav.
I filmens åbningsscene er han på en af disse afstikkere. Han svømmer og dykker langs kystens skarpe rev alene. Her ser han noget, der skræmmer ham: Liget af en dreng på bunden af havet med en stor, rød søstjerne på maven. Synet hjemsøger ham, og han tegner sine indtryk med en skræmmende naiv akkuratesse i sin hemmelige notesbog. Men han fortæller også mor – i Julie-Marie Parmentiers sarte, blege skikkelse med de oliesorte øjne – om oplevelsen. Hun affejer Nicolas, men vi aner hendes medskyldighed. Og herfra fortsætter fortællingen i ’Evolution’ bare med at forundre og hypnotisere og fremkalde kvalme.
Manu Dacosse står bag filmens billeder. Den belgiske kameramand er hyperstilist og kan som få iscenesætte det uhyggelige og smukke, så de to modpoler synes næsten uadskillelige, blandt andet i giallo-inspirerede horrorfilm som ’Amer’ og ’The Strange Colour of Your Body’s Tears’. I ’Evolution’ er havet både knusende smukt i al sin organiske, vuggende stilhed under overfladen og isende uhyggeligt med drengelig på bunden, blødende, røde søstjerner og barberbladsskarpe rev.
»Man kan tit se syner på havet«, fortæller Nicolas’ mor ham. Og filmen selv er befolket af det ene mærkelige syn efter det andet.
Som scenen, hvor tre af øens andre drenge dukker op uden for Nicolas’ vindue med et stort, blævret havdyr dinglende dødt fra spidsen af en trækæp. De begraver dyret i det sorte vulkangrus lige neden for vinduet, men først efter Nicolas nysgerrigt har stukket to fingre ind i det slimede, døde kød. Her møder barndommens uskyldige leg pubertetens kødelige grundfascination i et ækelt, men dragende sceneri. Lucile Hadzihalilovics visuelle associationer er vilde i deres forstyrrende logik.
Historien om Nicolas og drengene og mødrene på den sorte ø med de hvidkalkede huse udvikler sig langsomt til en gyseragtig fortælling. Drengene udsættes for medicinske og kirurgiske eksperimenter ude på øens uhyggelige hospital, mens mødrene samles ved nattetid i et hekselignende søsterskab, der i orgiastisk, stønnede flok nøgenbader i månens blege stråler og vrider sig i ekstase i blæksprutteformation.
Mødrene og havet er forbundet, forstår man. Og det i helt bogstavelig forstand. Det ser Nicolas, da han lurer forbudt igennem dørsprækken til badeværelset og ser morens bare ryg udstyret med store, dirrende tentakelsugekopper. Dét syn glemmer jeg aldrig.
Hadzihalilovic excellerer i det tvetydiges kunst. Som i debutfilmen ’Innocence’ fra 2009, hvori et præpubertært pigeskoleunivers indhylles i surreelle, dystre undertoner. ’Evolution’ tilbyder heller ingen forklaringer på Nicolas’ mareridtsoplevelser. Filmen er lige dele teenagekropshorror og biologisk evolutionsgys.
Et helt igennem mageløst filmværk fra en visionær instruktør.
Kort sagt:
’Evolution’ er en visuelt overrumplende oplevelse fra ende til anden. Lucile Hadzihalilovic har skabt et surreelt filmunivers, hvor pubertet, evolutionsteori, moderbindinger og havdyr på mærkeligste vis forenes i en urovækkende og ægte ubehagelig fortælling.