’10 Cloverfield Lane’
Holy shit.
Det er i skrivende stund over to timer siden, jeg kom blæst ud fra pressevisningen på ’10 Cloverfield Lane’, og filmen dunker stadig i blodet som et uventet adrenalinkick, der gav frydefuld kriller i maven og svedige håndflader undervejs.
Dermed er det med en vis lettelse og barnlig horror-ekstatisk begejstring, at jeg kan konstatere, at semi-opfølgeren til den fantastiske J.J. Abrams-producerede monster-mockumentary ’Cloverfield’ fra 2008 lever op til hypen. Men ikke på den måde, du tror.
I et mediestunt, der efterhånden må siges at være en sjældenhed, tog Abrams’ produktionsselskab Bad Robot fuldstændigt fusen på alle, da de i januar udsendte den første trailer for ’10 Cloverfield Lane’.
I årevis havde rygterne om en mulig ’Cloverfield’-toer cirkuleret, men ingen anede, at filmen var blevet til i al hemmelighed med den debuterende instruktør Dan Trachtenberg ved roret og Mary Elizabeth Winstead, John Goodman og John Gallagher Jr. på rollelisten. Så indkodede er vi efterhånden til at væbne os med år-lang tålmodighed på yndlingsseriens tilbagevenden eller filmsuperheltens fortsættelse, at det føles euforisk forfriskende pludselig at få serveret en biografgodbid på et sølvfad og inden for blot to måneder kunne konkludere, at den lovende trailer dækker over en af de mest neglebidende intense gyserfilm længe.
Jo mindre du ved om ’10 Cloverfield Lane’s plot, jo bedre for oplevelsen af filmen, der rammer som en forhammer i panden. Derfor skal der ikke afsløres mere end følgende:
Efter et formodet skænderi forlader Michelle (Winstead) i al hast sit og sin forlovedes hjem og kører med pakket kuffert ud af en amerikansk storby i en åbningssekvens, hvis klipning og ildevarslende score imiterer Janet Leighs bilflugt i starten af ’Psycho’.
Michelles uventede destination skal dog vise sig at være værre end Hitchcocks skumle landevejsmotel: Samme aften torpederes hun af en anden bil på vejen og vågner senere med et drop i armen og benet lænket fast til et vandrør i en bunker under jorden langt pokker i vold på bøhlandet. Mareridtet kan begynde, selvom hverken vi eller Michelle er helt klar over, hvad i alverden der foregår.
Vor heltinde er tilsyneladende blevet bortført (eller reddet?) af konspirationsexcentrikeren Howard (John Goodman), som forklarer, at verden udenfor er blevet offer for et storstilet dommedagsangreb i løbet af natten. Om det er russernes kemiske våben eller marsmænd, der er på spil, er eneboeren Howard ikke helt klar på, men sikkert og vist er det, at luften er giftig og eneste chance for overlevelse er at blive i hans dertil indrettede sikkerhedsbunker. I et par år.
Michelle er mildest talt hverken overbevist eller begejstret ved udsigten til at tilbringe flere sekunder end højst nødvendigt i Howards bizarre, eksplosivt lunefulde selskab. Og dog spirer tvivlen, da hun møder bunkerens tredje beboer, den jævnaldrende Emmett (John Gallagher Jr.) som bedyrer selv at have bevidnet ’angrebet’ og efterfølgende have tigget Howard allernådigst om asyl fra en sikker død udenfor.
Trekløveret cirkler mistroisk om hinanden, men som dagene går vokser også langsomt en form sympati for fangevogteren/frelseren Howard, der synes at bære på en indebrændt tristesse så tung som ’bamsebjørnens’ eget slæbende korpus. Som tilskuer både griner og gisper man nervøst, mens Michelle og Emmett med en kombination af modstræbende velvilje og skræmt underdanighed forsøger at afdække Howards sande natur og ikke mindst sandheden om situationen foroven. Udspiller handlingen sig monstro simultant med begivenhederne i ’Cloverfield’ (der med håndholdt kamera og mockumentary-setup dyrkede et ganske andet format end Trachtenbergs film), eller er de to film blot fjernt beslægtede af titel?
De tre hovedroller spiller alle forrygende, og særligt John Goodman er så rasende foruroligende selskab, at man allerede nu kan håbe på, at den normalt så sympatiske skuespiller bliver rigeligt begavet ved næste års prisuddelinger for sin pragtpræstation. Stor ros skal også lyde til Mary Elizabeth Winsteads Michelle, en af de mest herligt handlekraftige final girls i nogen gyser, hvis snarrådighed og oneliners skaber et slags kærlighedsbarn af ’Alien’s Ripley og Ash fra ’Evil Dead’.
’Psycho’ møder ’Misery’ møder (måske) førnævnte ’Alien’ i ’10 Cloverfield Lane’, der for hovedparten præges af en næsten ubærlig klaustrofobisk intensitet, der får maven til at snøre sammen og hænderne til at flyve beredt op foran øjnene i langt højere grad end noget fortærsket ’Paranormal Activity’-fastfood-gys. Og da tæppet endelig går op for et balstyrigt sidste akt, er man suget så langt ind i filmens fortættede univers, at al kreativ galskab næsten er tilgivet på forhånd.
Gør klar til at svede angstens koldsved i mørket, mens du overvejer, hvad du selv ville vælge: Rædslerne over eller under bunkerens lufttætte jernluge?
(Bonusinfo: Filmpoint til dem, der først lurer selveste Bradley Coopers ’birolle’!)
Kort sagt:
Var du også begejstret for mockumentary-horrorfilmen ’Cloverfield’ fra 2008, er du sikret en neglebidende, om end ganske anderledes intens biografoplevelse med ’10 Cloverfield Lane’, der takket være sin klaustrofobiske uhygge og et fremragende lille cast overlegent gør tidens mange langt mere bestialsk visuelle gyserfilm til skamme.
Læs også: Kommentar: ’10 Cloverfield Lane’ er lige det, Hollywood har brug for
Læs også: Historien bag: Hvordan ’10 Cloverfield Lane’ tog røven på os alle sammen