’Sidste nat i Caracas’: Guldløvevinder om kærligheden mellem to mænd er en stor præstation

’Sidste nat i Caracas’: Guldløvevinder om kærligheden mellem to mænd er en stor præstation

Den midaldrende Armando betaler unge drenge for at strippe for ham.

Eksistensen har sluppet taget i ham, og nu sidder han klatøjet og alene tilbage i sin mørke lejlighed i Caracas som en eneboer uden åndsfrænder. Penge har Armando, der reparerer gebis i sin egen tandlægepraksis, ellers nok af. Men viljen og modet er væk.

Det hele ændrer sig, da den unge, spændstige Elder slår Armando ned i stedet for at smide bukserne for ham. Elder er ikke som de andre drenge, forstår man, og tiltrækningskraften er andet og mere end bare seksuel. Det starter ulige, men ender gensidigt. For Elder er der nemlig tale om muligheden for en helt anden relation: Han længes efter sin far, som plejede at fiske sammen med ham, men som nu sidder i fængsel for manddrab.

Elder defineres ligesom Armando med en klar metaforik: Som automekaniker har han samlet en bil, der, læser man mellem linjerne, skal køre ham ud af Caracas’ slumpede elendighed.

‘Sidste nat i Caracas’ er en stille sonate om kærlighed og muligheden for en ungdom. Filmen vandt Guldløven på Venedig Filmfestival sidste år. Det må være skæbnen, at den netop skulle vinde der, for det er Thomas Manns monumentale klassiker, ‘Døden i Venedig’, der er tematikkens mest kendte forbillede.

Det er kærligheden mellem en aldrende herre og en ungdommelig tjener, der skildres begge steder. Den aldrendes forelskelse i ungdommens appetit og ungdommens higen efter en faderskikkelses anerkendelse. Elder kan spadsere hen til Armando, men rejsen fra rendestenen til forreste parket kan han aldrig tilbagelægge. Elder reparerer biler, Armando reparerer tænder. Det er det samme, men det er slet, slet ikke det samme.

»Would you beat your kids?«, spørger Elder den stiltiende Armando. »I would. So they’ll learn what life is about«.

Det er dramaet mellem ung og gammel, der bærer filmen frem. Blandt nyere filmiske slægtninge tæller ‘A Single Man’ og ‘De urørlige’. Den første for en stilhed, der anslår en kammertone af melankoli, og den anden for portrættet af alderdommen som stasis og ungdommen som glubsk, spændt og fremstormende i sin entusiasme.

’Sidste nat i Caracas’ er fortalt med en utroligt stringent stilsommelighed. Den slår et stille, men ikke desto mindre effektfuldt, slag for en filmkunst, der har tillid til sine tilskuere. Filmen er et studie i at underfortælle, vel vidende at det sceniske har enorme kræfter. Der er næsten ingen dialog, bare billeder. Armando er tavs, Elder er tavs, men man forstår alt.

Derfor prædiker filmen heller ikke, og det er en betragtelig præstation. For homoseksuelle diskrimineres groft i Venezuela. Machoisme og katolicisme er stærke kulturelle kræfter, der underholder tanken om, at kærlighed mellem kønnene er den eneste rigtige kærlighed.

Det er de realiteter, ‘Sidste nat i Caracas’ går i dialog med. Og det sætter den nærmest nøgne skildring af kærligheden mellem to mænd i relief.

Men først og fremmest handler filmen om Armando og Elder. Og det føles langt stærkere end noget politisk statement, fordi det alment menneskelige er det bedste og klareste politiske statement. Fordi intet menneske er illegalt. Fordi ingen kærlighed er illegal.

Slutningen er lidt mere uklar. Den kan anskues som en bidsk kommentar til et samfund, der forfølger bøsser, lesbiske og transkønnede, men det er slet ikke slået fast, at det er det, der er på spil.

Spillefilm. Instruktion: Lorenzo Vigas. Medvirkende: Alfredo Castro, Luis Silva, Jericó Montilla, Catherina Cardozo, Jorge Luis Bosque. Spilletid: 93 min.. Premiere: Den 15. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af