De danske biografer bød på mange store oplevelser i løbet af året, men det er samtidig den digitale virkelighed, at mange af de bedste film slet ikke kommer op i ordinær biodistribution og i stedet skal findes på de hjemlige festivaler eller på streamingtjenesterne. Det afspejler sig i vores udvalg af de film, der gjorde størst indtryk på os i løbet af året.
I går offentliggjorde vi nummer 25-11. Nu er vi nået til den absolutte top.
10. ’Mustang’
»Vital«, er det første ord, der falder én ind, når man har set den fransk-tyrkiske ’Mustang’ om fem forældreløse tween-/teenagepiger, som higer efter frihed i en konservativ flække i Tyrkiet.
Kvartetten vokser op hos deres relativt frisindede bedstemor, men da det bliver opdaget, at de pjasker og pjatter med en flok drenge i vandet, pålægges de strenge krav fra det omkringliggende islamistiske samfund om at opføre sig dydigt, afdæmpet og tildækket. Nu er de ved at være voksne, lyder argumentet – og det er ensbetydende med ensartet brunt tøj, oplæring ved kødgryderne og hurtig afsætning til det første det bedste tvangsægteskab.
Men Lale, Selma, Ece, Sonay og Nur er ikke sådan lige til at holde nede: De er ved at sprænges af energi, hormoner og en livsglæde, som bærer filmens bastante pointer om frihed versus undertrykkelse hele vejen hjem. Instruktør Deniz Gamze Ergüven har et sjældent godt blik for pigegruppens dynamikker, fra dril til erfaringsudveksling og følelsesmæssig støtte.
Det kan godt være, at manuskriptet knager hist og her, men hvad gør det, når filmen emmer af charmerende liv i en grad, at scenerne mellem pigerne bliver dens vigtigste budskab: Det ligger i sagens natur, at så overvældende livskraft er ikke skabt til at blive undertrykt.
9. ’Slangens favntag’
’Slangens favntag’ kæmpede om en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film med danske ’Krigen’, to film, der dårligt kunne være mere forskellige.
Colombianske Ciro Guerras har konciperet en farveløs vanvidsrejse ind i Amazonas jungle, eller faktisk to med 40 års adskillelse, hvor henholdsvis en tysk og en amerikansk forsker beder Shamanen Karamakate om hjælp til at finde en sjælden blomst langt inde i vildnisset.
Den hvide mands forhold til det eksotiske fremmede er i fokus og udstilles med underspillet humor og hypnotisk præcision. Efterhånden, som vi kommer længere op ad floden, fremspirer en hjemsøgende galskab, der leder tankerne hen på Joseph Conrads ’Mørkets hjerte’ og Werner Herzogs ’Aguirre’. Og som vores anmelder slog fast:
»Helt fortryllende bliver det, da rejsen kulminerer i et crescendo, der tåler sammenligning med ’Rumrejsen år 2001’ i sin kalejdoskopiske storhed. Det er filmmagi så sjælden som regnskovens helbredende blomster«.
8. ’Krisha’
Trey Edward Shults debutfilm fik premiere på Cannes-festivalen sidste år, men ser desværre ikke ud til at få dansk premiere. Heldigvis kan man fange den på amerikansk iTunes – og det er umagen værd.
Filmen handler om en ældre kvinde, Krisha, der efter 10 års alkoholiseret deroute vender hjem til sin familie på Thanksgiving som et nyt og bedre menneske. I starten er alt idel lykke – alle har et brændende ønske om forsoning – men efterhånden vælter skelletterne ud af skabene.
Det kan lyde som et banalt familiedrama, men genistregen ligger i forløsningen: Kameraet klæber sig til Krisha, og vi får en klaustrofobisk, nervøs fornemmelse af hendes evigt skiftende følelsesliv, fra håb om forsoning til indestængt vrede. Selv billedrammen ændrer sig i takt med skiftene i hendes psykiske tilstand.
Begivenhederne ses gennem Krishas øjne, og det er en uhyggelig, smertelig oplevelse. Man vil hende det bedste – men finder undervejs også ud af, at hendes virkelighedssyn ikke er det eneste gældende.
Shults indspillede filmen på blot ni dage på et diminutivt budget og med familiemedlemmer i hovedrollerne, inklusive hans tante Krisha Fairchild, der indtager hovedrollen. En ærefrygtindgydende præstation i en film, der bringer mindelser om Cassavetes og tidlig Polanski. Måske den bedste skildring af alkoholisme i filmhistorien.
7. ’Anomalisa’
Manuskriptforfatteren Charlie Kaufman har leveret de både humoristiske og hjernebrydende plots til andre instruktører med film som ’Adaptation’ og ’Eternal Sunshine of a Spotless Mind’.
Men han er allermest kompromisløs, allermest mørk og filosofisk, når han selv sidder i instruktørstolen. Det gjorde han første gang med den svimlende ’Synecdoche, New York’, og i år vendte han så tilbage med stop motion-dukkefilmen ’Anomalisa’, en mærkværdig historie om en mand, Michael, der under en konference om kundeservice i Ohio (!) forelsker sig i den selvudslettende Lisa.
Det er et kongenialt billede på mismodet i Michaels liv, at alle stemmer lyder ens i hans hoved – undtagen Lisas. Og kærlighedshistorien, der følger, bevæger sig naturligvis ikke ud af den slagne Hollywood-vej, men betræder sine helt egne stilistiske og tematiske stier. Som vores anmelder skrev:
»’Anomalisa’ løfter os helt op i forhåbningens tyndeste luft, hvor man kan næsten kan svæve, for dernæst at kaste os direkte ned i et surrealistisk mareridt«.
6. ’Carol’
For nu at parafrasere et gammelt mundheld: Et blik siger mere end tusind ord.
Det indfanger Todd Haynes’ lesbiske kærlighedsdrama bedre end nærmest nogen anden film i sine sidste sekunder, der skaber åndeløs spænding med minimale virkemidler.
Takket være Haynes’ perfektionistiske instruktion og mise-en-scene samt eminent nuancemættet spil af en henrivende Rooney Mara og en statuarisk, æterisk Cate Blanchett formår ’Carol’ at kommunikere en flodbølge af følelser gennem mikroskopiske gestus og krusninger, og nærmest uden man ænser det, kryber den umulige kærlighed mellem Therese og Carol dybt, dybt ind under huden.
’Carol’ er en stor og gribende love story fortalt med et blændende elegant og formfuldendt filmsprog. Det er mesterlig filmkunst på alle fronter, og med sin smagfulde håndtering af den lesbiske tematik mod et historisk bagtæppe i 50’ernes Manhattan er filmen samtidig et velartikuleret forsvarsskrift for både kvinder på film og LGBT-samfundet som helhed.
5. ’Arrival’
’Interstellar’, go home! Med ’Arrival’ leverede Denis Villeneuve en på alle planer ambitiøs film med usædvanlig æstetisk og tematisk renhed.
Filmen lægger ud som en sjældent troværdig fremstilling af, hvordan det vil se ud, hvis rumvæsenerne lander – og sprogforskeren Louise Banks og fysikeren Ian Donnellys første opstigning til UFO’ens indre er den vel nok mest sublimt spændings- og stemningsopbyggende sekvens, Hollywood producerede i år.
Der er en rå stålsathed og tålmodighed i Villeneuves tempo, som føles helt unikt, strålende underbygget af et manende, sfærisk lydbillede.
Villeneuve arbejder sig frem mod et overvældende twist, som i sin natur er fortænkt, men alligevel harmonerer så godt med alt, vi har set forinden, at det ikke føles forceret: Snarere dybt bevægende. Og så er der i sig selv noget befriende ved at se en sprogforsker redde verden – en af de humanister, som i tidens regnearkssamfund ellers er mobbeoffer mere en superhelt eller forbillede.
Den canadiske instruktør, hvis næste film er ’Blade Runner 2’, understregede med ’Arrival’, at han er en af de helt store filmskabere i disse år.
4. ’The Lobster’
Kafkask absurditet og dystopisk deadpanhumor smelter sammen til en af årets mest særegne filmoplevelser i græske Yorgos Lanthimos’ snurrige samfundssatire, hvor David (Colin Farrell) bliver forladt af sin kone og indkvarteret på hotellet for singler. Her har man 45 dage til at finde en mage, og lykkes det ikke, bliver man forvandlet om til et dyr efter eget valg.
Den kugleskøre præmis er afsæt for snesevis af makabert morsomme og satirisk spiddende påhit i filmens første del, som finder sted på hotellet, og en følelsesforladt kvindelig gæst leverer en kostelig kandidat til årets replik, da en kiksegnaskende selvmordskandidat hopper ud ad sit hotelvindue: »There’s blood and biscuits everywhere«.
Lanthimos’ pen mister måske en smule brod i filmens anden halvdel, hvor handlingen flyttes ud i skovens ’Hunger Games’-lignende jagtmarker, og Rachel Weisz’ love interest stjæler skærmtid fra mere spændende figurer. Men Farrell er fabelagtig helt til det sidste, hvor Lanthimos kvitterer med billeder, der borer sig ind på nethinden som en sylespids knivsæg.
3. ’American Honey’
Man kan næppe gøre det til en statistisk pointe, men der er kvindelige hovedkarakterer i seks ud af ti film på vores top 10 over årets bedste. Det borger for lidt håb, om ikke andet.
En af årets absolut mest interessante kvindeskikkelser finder man i Andrea Arnolds ’American Honey’ i form af den blot 19-årige debutant Sasha Lane, som Arnold fandt på en strand i Californien. Hun er utrolig som den unge Star, der er vokset op i et udsigtsløst white trash-miljø og griber chancen, da en trup omrejsende magasinsælgere med Shia LaBeouf i spidsen passerer byen og inviterer hende med om bord.
Herfra konstitueres ’American Honey’ af deres kollektive rejse gennem USA. Eventyrlig, foruroligende, sitrende af ungdomsenergi, melankolsk af ungdomsangst for, hvad fremtiden byder. Verden ligger åben, men hvor fører vejen hen? Undervejs omgås Andrea Arnold vores forventninger adskillige gange – vrister sig simpelthen fri af vant amerikanerdramaturgi, så filmen mere minder om Jack Keroucs beat-klassiker ’On the Road’ end Sean Penns mere lineære ’Into the Wild’. Den er drømmerisk og stemningsfuld, båret af et vanvittigt soundtrack med alt fra Rihanna til Kevin Gates.
Nogle vil stå af på længden (to timer og 40 minutter), men overgiver man sig, er man klar til at placere røven i bussen med de hårdtfestende unge, så lang tid det skal være. ’American Honey’ blev vist på CPH PIX-festivalen tidligere på året, og det er endnu uvist, om den får ordinær dansk premiere. En skam, for med Robbie Ryans sublimt solrigt-sanselige billeder skal filmen helst ses i biografen.
2. ’Toni Erdmann’
På overfladen ser den så forbandet anonym ud, at man næsten ikke kan få sig til at kalde den et mesterværk: Et afdæmpet kameraarbejde, grimme og grå omgivelser primært i Bukarest, tysk.
Men alligevel er Maren Ades to timer og tre kvarter lange film bare så overvældende, at betegnelsen alligevel bør blive taget i brug. ’Toni Erdmann’ handler om Ines, der kører karriere som outsourcing-ekspert i Bukarest, og hendes far, Winfried, en aldrende musiklærer og kronisk jokster, der selv er blevet overflødig i et profitjagende samfund.
Winfried beslutter sig for at rejse til Bukarest for at puste lidt livsglæde ind i sin datters succesfulde, men også ret trøstesløse hverdag. Med falske tænder, paryk og pludselige optrædener, når hun mindst venter det.
Endemålet kan man måske ane ud fra synopsen, men vejen derhen er konstant overraskende, og i sidste tredjedel stikker filmen af med slapstickhumoristiske scener af en anden verden. Man græder af grin, indtil man kommer i tanke om, hvor dybt filmen stikker – hvor sublimt den observerer sine hovedkarakterers små tilnærmelser og usikkerhedspunkter og deres smertelige eksistentielle tvivl, der gemmer sig under begges facader. Så græder man bare.
1. ’Son of Saul’
‘Son of Saul’ har ingen ret til at være så god, som den er.
Den behandler et emne, Holocaust, som er blevet tematiseret så mange gange på film, at alt burde være sagt. Den gør brug af et radikalt filmisk greb, som burde være blevet en spekulativ gimmick efter en halv time. Og den er lavet af en debutant, som burde have fået sine overmodige ambitioner galt i halsen.
Men ved et eller andet filmisk mirakel går alt op i en højere enhed i denne ungarske milepæl.
Lászlo Nemes’ sejr består i, at han har fundet netop dét greb, der sætter ham i stand til at fortælle netop denne historie på en mere påtrængende måde, end den nogensinde er blevet fortalt før. Og han gennemfører sin vision med en kunstnerisk konsekvens, der er lige så ærefrygtindgydende, som den er grundvoldsrystende effektfuld.
Med et stærkt subjektivt filmsprog, der placerer tilskueren midt i Auschwitz’ blødende hjerte, skildrer Nemes’ kz-lejrens dehumaniserende dæmoni, som ingen har gjort det før. Den umælende Saul bliver nærmest til tilskuerens surrogat, når han med kameraet klæbende til sin nakke bevæger sig udtryksløst gennem et inferno af smerte og fordærv, som evigt ulmer i margenerne af den kvadratiske billedrammes klaustrofobi, en abstrakt, ufokuseret nedbrydning af den sidste rest af menneskelighed.
Det ville være synd at sige, at filmen er en fornøjelse at overvære, og måske er det den tunge tematik, der har afskrækket mange fra at se den. Du skal i hvert fald ikke springe den over, fordi den er ungarsk, for dialogen er så sekundær, at man kunne se den uden undertekster uden at miste noget.
For ord har ingen værdi i kz-lejren, hvor samfundets fernis skrælles af, og mennesket reduceres til sine mest primitive urinstinker. Ord kan ikke lindre, og de kan ikke forklare, hvordan der var i helvedes forgård. Det kan kun opleves, og ’Son of Saul’ kommer tættere på, end nogen anden film nogensinde er kommet.
Læs også: De bedste film i 2016 – top 25-11
Læs også: De fem bedste danske film i 2016
Læs også: Årets bedste serier – top 10-1