‘Anomalisa’

5 6
‘Anomalisa’

Ensomheden kravler ned fra lærredet, hen til biografsædet og ind under huden på én. At se en Charlie Kaufman-film er lidt som at blive kidnappet og efterladt i et mørkt rum med kun Kaufmans – og sine egne – mørkeste tanker i et par timer. Og hans seneste, low-budget-dukkefortællingen ’Anomalisa’, er ingen undtagelse.

Det starter ellers fredeligt nok. Den midaldrende everyman Michael Stone (David Thewlis) er på vej til Cincinnati for at tale ved en konference om kundeservice. En konference om kundeservice på et lortebrunt hotel i Ohio? Så er scenen ligesom sat. Michael er fåmælt og foroverbøjet, som kun en mand besejret af verden kan være det. Men det er jo kun én mand i ét øjeblik, tænker man.

På hotellet synker han længere og længere ned i minibarens mismod. Han tager kontakt til en kæreste fra mange år siden, som han efterlod uden et ord. Hun er ødelagt. Han ødelagde hende. Hvorfor forlod han hende, spørger hun? Det ved han ikke. Et forsøg på at få hende op på værelset for at knalde ender i skrig og gråd. Det er tåkrummende.

Han, filmen, verden står stille. Men det er jo stadig kun én mand, tænker man.

Og pludselig lyser alt op. Han møder Lisa (Jennifer Jason Leigh). Hun er indadvendt og hadsk selvudslettende, som kun en kvinde, der er blevet trådt på hele sit liv, kan være det. Folk kalder hende en »anomaly« (en uregelmæssighed eller, som hun forstår det, en fejl).

De klikker øjeblikkeligt. Michael får Lisa ud af hendes skal, hun løfter ham op fra kulkælderen. De har sex. Han giver hende navnet Anomalisa og vil forlade sin kone og søn for hende. Alt er perfekt.

Men næste morgen er noget anderledes. Magien er væk. Hvordan? Det skal opleves. Men lad os bare sige, at det ikke kun er én mand.

Plot hænger uløseligt sammen med stil hos Kaufman. Således også i ’Anomalisa’, hvor de centrale tematiske pointer introduceres – og fordrejes – gennem stilvalg. Dukkerne er printet med 3D-printere og er utroligt virkelighedstro, hvis man da lige ser bort fra deres underlige sprækker. Figurerne taler ligeledes meget normalt, hvis man da lige ser bort fra, at det er én skuespiller (Tom Noonan), der har lagt stemme til dem alle, undtagen Michael og Lisa. Begge stilistiske valg spiller altafgørende roller i ’Anomalisa’, men det er umuligt at forklare hvordan uden at afsløre Kaufmans vigtigste budskab om vores – menneskets – forestilling om ensomhed, tosomhed og flersomhed.

Midt i den deprimerende dukkefortælling sprudler Kaufmans sorte humor på flere niveauer. Michaels bestseller om kundeservice hedder ’How May I Help You Help Them?’. Det er et ubehageligt lighedstegn mellem selvhjælp og kapitalisme, men samtidig er det også en del af en større, mere underliggende kritik. Da Michael Stone bevæger sig rundt på hotelbaren, hvisker alle omkring ham (»Is that Michael Stone? Is that really him?«), og selv Lisa rødmer, første gang hun møder ham. Med en verden, hvor et af de kedeligste jobs er et af de mest sexede, får Kaufman på én og samme tid opbygget et parallelunivers og kommenteret vores samtid. Det er skævt, men samtidig ikke så meget, at det ikke kunne være vores virkelighed.

Hvor Kaufmans forrige film, ’Synecdoche, New York’, var en knejsende kolos, delirisk spektakulært metafabulerende, er ’Anomalisa’ lillebitte. Tematisk er de dog uhyre ens. Også ’Anomalisa’ løfter os helt op i forhåbningens tyndeste luft, hvor man kan næsten kan svæve, for dernæst at kaste os direkte ned i et surrealistisk mareridt. Et uendeligt langt fald ned i ensomhedens kulsorte afgrund.


Kort sagt:
Afdæmpede øjeblikke med perfekte observationer går hånd i hånd med spraglet surrealisme i Charlie Kaufmans enormt store lille fortælling om uvirkelige dukker med alt for virkelige følelser. ’Anomalisa’ er en opvisning i sårbart sardonisk surrealisme. En atombombe lige i hjertet.

Spillefilm. Instruktion: Charlie Kaufman, Duke Johnson . Medvirkende: David Thewlis, Jennifer Jason Leigh, Tom Noonan . Spilletid: 90 min. . Premiere: Den 3. marts
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af