Slangens favntag: Oscar-nomineret jungledrama bjergtager og forfærder
Åh, du hvide mand, bliver du aldrig klogere?
Det er ikke uden grund, at shamanen Karamakate løfter spyddet, når civilisationens sønner skylles ind på hans hjemmebane i Amazonas’ favn, for han har set deres griske fjæs i form af gummibaroner og religiøse ekstremister. Mænd, der ikke blot er på vanviddets rand, men skider højt og helligt på naturens love.
Adskilt af 40 år udpeges han som stifinder af henholdsvis en tysk og en amerikansk akademiker på udkig efter en sjælden blomst med helbredende virkninger, den ene på grund af sygdom, den anden fordi »han har viet sit liv til planter« (ifølge Karamakate det mest fornuftige, en hvid mand nogensinde har sagt). Trods sin skepsis vælger shamanen at lade sig overbevise af deres floromvundne forsikringer om gode intentioner, men bagved lurer den skødesløshed, der er den hvide mands natur og naturens værste fjende.
Måske er det derfor, at regnskoven frarøves sin farvepalet og forvandles til en monokrom skærsild af den sælsomt dvælende linse i instruktør Ciro Guerras Oscar-nominerede film. Skønheden drænes, truslen bestyrkes.
Som i Werner Herzogs mesterværker (’Aguirre: Den gale erobrer’, ’Fitzcarraldo’) er det, som om galskaben har sat sig i skovens planter og træer, fordi de har set menneskets ondskab i yderste potens. Gummibaronerne, der hugger lemmer af deres slaver for sjov, de falske profeter, der beordrer deres undersåtter til at tage deres eget liv.
De to handlingstråde flettes ind og ud af hinanden med ulmende tålmodighed, og da vanviddet endelig bryder ud i fuldt flor, slår chokkene rødder i sindet. Sekvensen, hvor den amerikanske akademiker og den ældre Karamakate forvilder sig ind i en religiøs sekt, er slet og ret hjemsøgende, og det samme er mødet med en enarmet slave, der trygler de rejsende om at få en kugle i panden.
Guerras sort-hvide billeddigt kravler længere under huden i takt med, at de to kanoer vugger sig frem ad den slangeformede flod, adskilt af tiden, men beslægtet i ånd. Koblingen mellem de to handlingslinjer er lige så fænomenal som samspillet mellem Karamakate og hans hvide ledsagere, der må finde sig i vejviserens lunefulde væsen: Han gnægger triumferende over tyskerens sjæleudkrængende kærlighedsbrev til konen og smider amerikanerens mange kufferter i floden – bortset fra en pladeafspiller, hvis sorgfulde toner higer efter nattehimlen og flygtigt forener racerne under stjernerne.
Her som i så mange andre scener besætter og bjertager rejsen mod junglens dyb og sindets krinkelkroge, særligt når Amazonas’ spirituelle myter slippes løs i fabulerende montager.
Helt fortryllende bliver det, da rejsen kulminerer i et crescendo, der tåler sammenligning med ’Rumrejsen år 2001’ i sin kalejdoskopiske storhed. Det er filmmagi så sjælden som regnskovens helbredende blomster.
Kort sagt:
Ciro Guerras Oscar-nominerede jungledrama udstiller den hvide mands grådighed i en magisk hyldest af regnskovens indfødte folk. De sort-hvide billeder og den dvælende fortællestil hypnotiserer, inden den Herzog’ske galskab bryder ud i lys lue og forfærder i junglens dyb.