‘Togetherness’ sæson 2

Anden sæson af HBO’s ’Togetherness’ får det helt forkerte ben ud af sengen. Vi åbner på hed elskov til tonerne af James Blake, og straks tror man, at sæsonen starter, præcis hvor anden sæson sluttede emotionelt mavepustende: Med Michelle (Melaine Lynskey), der bukkede under for de fysiske fristelser i form af ildsjælen David på deres tur til Sacramento som kulminationen på lang tids flirteri og sit krisebelagte ægteskab med Brett (Mark Duplass).

Men ak, pludselig dukker hovedet af den nu succesrige skuespiller Alex (Steve Zissis) op i framen med 1600-tals-hår og hugtænder, og sexakten viser sig at være en filmscene. Piiift – lyden af en serie, der plat deflaterer sin egen, fint og tålmodigt opbyggede følelsesballon fra den glimrende første sæson.

Derfra fortsætter fortællingen i nødsporet. Alex er alt for irriterende som kålhøgen skuespillerstjerne (hurtigt typecastet som østeuropæisk vampyr) med en overscoring som påhæng og masser af attitude, og hans crush Tina – Michelles diva af en søster – overkompenserer utroværdigt med en fødselsdagsgave bestående af et antikt kæmpekompas til 4200 dollars.

De to sjælefrænder er længere fra hinanden end nogensinde før, og anden sæson er på den ene side en langsom tilnærmelse mellem de to identitetsrundtossede mennesker, der med Tinas langsomme deroute og Alex’ pludselige succes uventet krydser hinanden på attraktionsskalaen.

På den anden side er forholdet mellem Michelle og Brett bedre end nogensinde før – så længe det varer, for det er selvfølgelig et spørgsmål om tid, før udskejelserne i Sacramento kommer for en dag. Og dermed er vejen banet for, at Brett og Alex’ venskab sættes i scene – med styrkeforholdet vendt på hovedet, pludselig er Brett den psykisk nødstedte – hvilket serien løser med blandet held: En impulsiv udflugt til hjemstavnens Detroit prøver for hårdt at være cutesy-’Garden State’-nostalgi med barndomsbreve opgravet fra haven og en umotiveret urban midnatscykeltur, der er mere overstyret hipster-galore end økologisk poesi.

Der er noget enerverende white privilege-heteronormativt over serien, hvor det monogame middelklasseforhold er, om ikke altid lykken, så i hvert fald idealbilledet, man stræber efter, og singlelivet eller den barnløse tilværelse er lig med desperation. Det ensporet forkælede verdensbillede bliver udstillet i første halvdel af sæsonen, hvor anstrengte forhold, jalousi, selvmedlidenhed og tåkrummende optrin dominerer fra ende til anden. Get over yourself!

Man ihukommer dog, at også første sæson arbejdede sig bedre undervejs, og heldigvis får ’Togetherness’ atter samlet sig seværdigt sammen. Duplass-brødrenes serie er bedst, når kvartetten har noget, de skal forløse, når de momentant mærker en boblende livsglæde, selvom tilværelsen ellers er uden kompas. Som i den forrygende dåsegemme-scene mod slutningen af første sæson.

Også i anden sæson får de efterhånden et fælles projekt, hvor sandtyveri på stranden og en mildest talt skæv opsætning af Frank Herberts ’Dune’ er hovedingredienserne. Tina ernærer sig desuden som børnepasser for Brett og Michelles baby, og det resulterer i nogle stærkt latterfremkaldende optrin med en bogstavelig shitstorm i et stormagasin og genuint børnekaos på køkkengulvet. Som den forfængelige, men godhjertede Tina deler Amanda Peet generøst ud af sin komiske timing.

Mark Duplass er fersk og fesen som Brett, og som forfatter på serien har han ikke kunne modstå fristelsen for at gøre karakteren til lidt af en trussetyv. Til gengæld er Steve Zissis ‘ Alex stadig rørende, især efterhånden som han smider celeb-nykkerne, mens Melaine Lynskey er seriens stærkeste dramatiske anker. Hendes indædte konkurrence med en manipulerende housewife-bitch om et ambitiøst skoleprojekt er fortrinlig underholdning.

I det hele taget er det skuespillerne, der akkurat redder ’Togetherness’ sæson 2 over målstregen.

Anmeldelsen er baseret på hele anden sæson.