’Lady Dynamite’: En af de mest originale komedieserier længe
‘Lady Dynamite’ har ‘Arrested Developments’ svimlende tempo og absurditet, ‘Louie’s selvrefleksive tristesse, ‘Broad Citys’ surrealisme og ‘Unbreakable Kimmy Schmidts’ kontrast mellem farvestrålende overgear og psykisk sygdom.
Som ‘Curb Your Enthusiasm’, ‘Louie’, ‘Maron’, ‘Mulaney’, ‘Flaked’ og ‘The Comedians’ fortæller serien i en blanding af autobiografi og fiktion om en komikers indre dæmoner. Alligevel er ‘Lady Dynamite’ – kreeret af ‘Arrested Developments’ Mitch Hurowitz og ‘South Parks’ Pam Brady – helt sin egen. Ja, faktisk har jeg aldrig set noget lignende.
Jeg var lige ved at opgive midt i pilotafsnittet, fordi min hjerne var så overbelastet af at hitte rede i, hvad fanden der foregik. Serien springer raskt væk mellem komikeren Maria Bamfords fantasi og ‘virkelighed’, tre tidsperioder, frontstage og backstage og ikke mindst hendes op- og nedture – hun har bipolar lidelse. I første scene danser hun manisk ned ad gaden i en shampooreklame, indtil en assistent afbryder hende og fortæller, at hun ikke er ved at optage en shampooreklame, men sin egen serie. »Har jeg min egen serie?!« udbryder hun. »What a great late life opportunity!«
Senere forvandler hun sig til et får under en samtale med sin manager og en lille pige hjemme hos sine forældre, mens hendes mops både taler og synger – med en Werner Herzog-lignende tysk accent.
Første afsnit er det skøreste, da præmissen etableres med et metalag, hvor en cykelbetjent (komikeren Patton Oswalt) bliver ved med at bryde den fjerde væg og give Maria råd til, hvordan hun skal konstruere serien og for eksempel skabe harmoniske overgange mellem tidsspring. »Vil du bruge standup i din serie?!« himler han, da Maria – i fiktionslaget – inviterer ham til sit show. »Det er blevet gjort så mange gange før. Hav noget tiltro til dit publikum. De kan godt håndtere formsprængninger og fortællermæssig fornyelse«.
»Undskyld«, afbryder Marias veninde. »Vi har ikke mødt hinanden. Er du komediepolitiet?«
Formsprængninger får vi, men som serien skrider frem, giver galskaben mere mening. I takt med at vi lærer Maria at kende, forstår vi, at formen afspejler hendes turbulente indre. Og omfavner surrealismen som et middel til at få indblik i psykisk sygdom.
Serien følger tre spor, der relaterer sig til Marias psykiske sammenbrud. I ’Fortid’ er hun på tærsklen af et gennembrud som komiker i Hollywood, men presset – ikke mindst fra hendes aggressive agent, Karen Grisham (Ana Gasteyer) – truer med at få hende til at bukke under. I ’Tuluth’ forsøger Maria at komme til hægterne efter en hospitalsindlæggelse hjemme hos sine forældre i Tuluth, Minnesota.
Og i ’Nutid’ vender hun tilbage til Hollywood og forsøger at starte sin karriere og sit sociale liv op igen uden at gå på kompromis med sit helbred. Det involverer blandt andet, at hun skal lære at sætte grænser og sige nej – til sin taberagent, Bruce (Fred Melamed), der overtaler hende til at tage hjernedøde reklamejobs og dødfødte piloter, til dårlige dates og til manipulerende veninder.
Serien er en absurd parodi på Hollywoods overfladiskhed og pengegriske snyltere på underholdningsbranchen – personificeret af tre karakterer, der alle hedder Karen Grisham – Marias agent, hendes ejendomsmægler (June Diane Raphael) og hendes livscoach (Jenny Slate).
Det er også en selvparodi. Virkelighedens Maria Bamford er selv blevet behandlet for depression og bipolar lidelse, hvilket hun har gjort til et tema for sin standup. I serien gør hun aldrig grin med sygdommen, men finder komik i de bizarre tanker og situationer, den fremprovokerer – ligesom den spidder omgivelsernes ufølsomhed. Bamford portrætterer dog langt fra sig selv som et offer. Maria er ligesom sin omgangskreds egoistisk og berømmelseshungrende og træffer konsekvent dårlige valg.
Det er sjovt, men samtidig så tragisk, rørende eller mærkeligt, at jeg sjældent grinede højt. Serien har en enorm joke- og informationstæthed og nydes bedst i små doser. Til gengæld vokser den ved gensyn. Jeg er glad for, at jeg blev hængende og glæder mig til at nyde nuancerne igen.
Kort sagt:
Ved første øjekast er ‘Lady Dynamite’ med komikeren Maria Bamford mere mærkelig end sjov. Ved andet øjekast er den en tragikomisk, surrealistisk, indfølt og begavet fortælling om en komikers mentale sammenbrud og oprejsning. En af de mest originale komedieserier længe.