’Silicon Valley’ sæson 3: Stadig den sjoveste komedieserie derude
Tredje sæson starter i samme øjeblik, som anden sluttede. Richard er blevet fyret som CEO af Pied Piper. Bestyrelsen vil have en mere erfaren leder. »You have created a company that’s too valuable for you to run«, som Laurie Bream, direktøren for Venture Capital-virksomheden Raviga, udtrykker det.
Ny CEO bliver den erfarne ’Action’ Jack Barker (Stephen Tobolowsky), der hurtigt får Erlich, Dinesh og Gilfoyle over på sin side. Richard stritter imod, men med et glas rødvin, et rundt, bamsebjørnsvenligt ansigt og vilde løfter om total kreativ frihed får Jack ham endelig med på vognen.
For godt til at være sandt? I dén grad. Action Jack viser sig hurtigt at være en dræberhaj i et jakkesæt, Silicon Valleys helt egen Gordon Gekko. Han har lige så lidt til overs for den smukke kompressionsalgoritme, som han har tid til røde tal på bundlinjen. Med snak om vækst og salgbarhed og henvisning til sin egen forretningsmodel Conjoined Triangles of Success (»I invented that – and now it’s taught at business schools«) river han Pied Piper-drengenes kompressionsvision fra hinanden ét stykke ad gangen, som Gordon Gekko opsplitter hele virksomheder. Blue Horseshoe loves Anacott Steel.
Men hvedebrødsdagene mellem Jack og Richard er forbi. En borgerkrig ulmer. Kilobitekrig og tastaturterror. Hvis anden sæson af ’Silicon Valley’ var David mod Goliat, er tredje sæson David mod Corporate David. Efter lang tids kamp mod Hooli må de nu kæmpe for ikke at blive det næste Hooli.
Den nye sæson har større dramatisk fremdrift end den seneste, der savnede en antagonist. Gavin Belson og Hooli jokkede rundt i spinaten (det gør de stadig), og rigmanden Russ Hanneman var mere idiosynkratisk kuriosum end bad guy. Det er Jack Barker ikke. Han er profitdrevet, beslutsom og kynisk. Richards diametrale modsætning.
Tre afsnit inde balancerer situationen allerede på en knivsæg, og det klæder serien, at der er nogen – og ikke bare et udefinérbart noget, ikke bare markedets usynlige hånd – der skubber tilbage. ’Silicon Valley’ er blevet grundlæggende spændende igen.
Heldigvis er det ikke gået ud over humoren. Erlichs oneliners er stadig sylespidse, som da Jack møder ham første gang med et »I’m a big fan«, og Erlich skyder igen med: »Of what? Polio? The Phonograph? A nice piece of fish? Segregated water fountains?« med henvisning til hans alder. De indbyrdes spydigheder mellem Gilfoyle og Dinesh er stadig babyskostørrelses smålige.
De sjoveste (og mest rørende) øjeblikke findes dog – som altid – når vores heltemodige femkløver problemløser i en lind strøm af programmørlingo og ikke-PG 13-venlige gloser. Når lidenskaben lyser ud af dem, og kreativiteten slippes løs. Tænk bare på den måske sjoveste scene i amerikansk tv de senere år overhovedet: Dick/Jerk-algoritmen.
Den nye sæson har endnu ikke haft sin dick/jerk-algoritme, men da Richard, Erlich, Dinesh, Gilfoyle og Jared i tredje afsnit brainstormer sig frem til at lave et skunkworks-projekt – hvor de lader som om, at de arbejder på ét projekt over for Jack, men i hemmelighed arbejder på noget andet – slår det gnister.
’Silicon Valley’ kender efterhånden sine figurer ud og ind og er – for tredje år i træk – den sjoveste komedieserie derude.
Kort sagt:
Stillet over for en kapitalistisk klamphugger skabt i Milton Friedmans billede må Richard, Erlich, Dinesh, Gilfoyle og Jared stå sammen for at redde deres Pied Piper. Resultatet er fornyet dramatisk tyngde oven i den velkendte og stadig velsmurte jokemaskine. Endnu en vinder fra Mike Judge og co.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.