’Westworld’ – hele serien: Var det bare noget, vi legede?

(Spoiler alert: Læs først videre, når du har set ‘Westworld’ sæson 1 til ende)

I sidste ende var det hele et spil.

’Westworld’ var en labyrint, hvor målet var at finde ind til midten, inden skaberne Jonathan Nolan og Lisa Joy tog os i hånden og viste os vejen.

Og seerne vandt. Hobbydetektiverne fra Reddit kaldte hvert eneste twist i første sæson, længe før forfatterne afslørede dem med en gravitetisk alvor, som på bagkant kom til at virke lidt komisk.

Ikke mindst her i det langstrakte finaleafsnit, som brugte en evighed på en afsløring, internettet forudså allerede efter afsnit 2: At William var en 30 år yngre udgave af Ed Harris’ sortklædte sociopat. Det var tydeligt, at forfatterne havde troet, vi ville sidde med kæberne nede på sofabordet, da de omsider parallelklippede fra Williams sorte hat til MIB’s, men selv dem, der aldrig havde læst et ord om serien, måtte da have lagt to og to sammen på dét tidspunkt efter utallige antydninger.

Det er egentlig meget enkelt: En vellykket mysterieserie skal give akkurat nok information til, at man bliver nysgerrig efter at vide mere, men ikke så meget, at man regner den ud før tid. Den balance er åbenlyst ikke ramt, når nogle seere føler sig skrupforvirrede og totalt sat af, mens andre har set det hele komme, selv den allersidste afsløring: At den mystiske Wyatt i virkeligheden var Dolores.

Lidt hult metalag

Er det så forfatternes skyld, eller er det bare mysterieseriens lod nu om dage? Er Reddit-detektiverne og plotspekulanter som jeg selv en flok spilfordærvere, der ødelægger legen for både sig selv og alle andre?

Min påstand er, at ’Westworld’ har tilskyndet til gætterierne, fordi dens gåder og eksistentielle spørgsmål ofte har haft forrang frem for eksempelvis karakterudvikling og følelsesmæssig indlevelse, hvorfor ’Westworld’ til tider har været en serie, der var sjovere at tale om og tænke over end rent faktisk at se.

Det er især, måske som en art poetisk retfærdighed, gået ud over seriens homo sapiens. Det var altafgørende for Nolan og Joy at holde dr. Fords dagsorden hemmelig helt til det sidste, og derfor blev Anthony Hopkins gennem det meste af sæsonen reduceret til en omvandrende rebus. Og Williams forvandling fra godhjertet hvidhat til sjælløs satan blev i twistets tjeneste gjort til en noget abrupt ’så var han ond’-parentes.

Derfor fremstår seriens selvbevidste ’HBO har de bedste og dybeste fortællinger’-metalag også en kende hult.

Og så lykkedes det aldrig helt serien at overvinde sin største udfordring: Hvordan får man seerne til at investere sig fuldt ud i de udødelige, bevidstløse robotters pinsler og genvordigheder? ’Westworld’ har med sine ofte misantropiske meditationer over humanismens væsen været en fascinerende filosofisk tankevækker.

Men undertiden var det svært at slippe følelsen af, at det bare var noget, vi legede – at der ikke var nok på spil, når hverken menneskene eller robotterne kunne dø for alvor.

Gud satte sine skabninger løs

På rigtigt mange parametre var første sæson af ’Westworld’ et pletskud fra HBO, der havde hårdt brug for de seertal og den popkulturelle buzz, serien har tiltrukket sig, oven på et par kommercielle og kunstneriske maveplaskere.

Det var tv af ekstremt høj teknisk kaliber med en imposant scenografi og stor visuel gennemslagskraft (billedet af den halvfærdige Dolores, der rejser sig fra briksen, var slående), og serien har slået nogle relevante og allegorisk resonerende temaer an. Vi har desuden været vidne til prægnant og præcist spil fra folk som Evan Rachel Wood, Thandie Newton, Jeffrey Wright, Ed Harris, Anthony Hopkins og vores egen Sidse Babett Knudsen.

Men en så rentonet mysterieserie som ’Westworld’ beder selv om at blive holdt op på øjeblikket, hvor den viser sin hånd. Var afsløringerne ventetiden og spekulationerne værd? Var det genialt gennemtænkt lige fra starten? Blev vi overraskede? Og her havde Joy og Nolan desværre for få esser i ærmet til, at jeg på nuværende tidspunkt vil udråbe ’Westworld’ til en ny ’Game of Thrones’.

Men det sagt så var den sidste tredjedel af finaleafsnittet væsentligt mere interessant end de to første. Det var et effektivt wtf-øjeblik, da lyset tændtes, og Dolores og Teddys moment på stranden viste sig at være en smagsprøve på Fords nye narrativ. Blot endnu et loop, men et loop som Ford denne gang selv valgte at bryde.

Arnolds død ved Dolores’ hånd overbeviste altså Ford om, at hans makker havde ret, men han ventede, forstillede sig, spillede den onde machiavellist, indtil værterne var parate til at finde ind til midten af labyrinten i deres sind. Indtil Dolores/Wyatt kunne trykke på aftrækkeren, ikke fordi Arnold ønskede det, men fordi hun selv valgte det.

Guds sidste gerning blev at slippe sine skabninger løs i verden. Dét var overraskende, det var modigt, og det var storladent, og det borger for et uforudsigeligt ragnarok i sæson 2, som vi måske må vente helt til 2018 på.

Jeg kommer til at følge med. For selvom labyrinten i sidste ende var en wild goose chase, så var det sgu egentlig en ret sjov chase.

Løst krudt

– Så det var dét, den døde robothær skulle bruges til! Vi kan vel så gå ud fra, at Charlotte Hale og Lee Sizemore aldrig nåede at smugle data ud af parken gennem Peter Abernathy?

– Jeg tror, det er ret sikkert at antage, at det er Ford, som har programmeret Maeves flugt, men jeg har lidt svært ved at se, hvad han fik ud af at lade Bernard begå selvmord blot for at få Maeve/Felix til at genoplive ham i næste afsnit.

– Fik du den lille ekstrascene efter rulleteksterne med? Armistice gør Maeve rangen stridig i badass-hed.

– Priceless udtryk i Ed Harris’ udtryk, da han opdagede, at han virkelig var blevet skudt. Det er vildt, så usej han bliver, så snart han tager hatten af.

– Samuraier? Ny sektion af ’Westworld’, der vil åbne i sæson 2, eller er der en helt ny theme park i støbeskeen?

Læs også: ‘Westworld’ afsnit 9: »Sikke en slutning!«