‘Westworld’ afsnit 9: »Sikke en slutning!«

Det er trange tider for en mysterieserie i disse Reddit-dage. Tusindvis af internetnørder med for meget fritid (jeg er selv én af dem, så bliv ikke fornærmet) har både værktøjerne og viljen til at dissekere hver eneste indstilling og dele og diskutere deres tanker og teorier gennem uger og måneder.

Det gør det svært for serieforfatterne at rive tæppet væk under deres publikum.

Men uanset om man er blevet chokeret eller ej, må man anerkende, hvor flot ’Westworld’ har forløst sine to Bernarnold-twists. Sporene har været der hele tiden, de er blevet drysset ud over afsnittene i passende doser – hverken for meget eller for lidt, og mens Bernard-er-en-robot-afsløringen bar en shakespearesk tragik, blev Bernard-er-en-klon-af-Fords-gamle-makker-Arnold-afsløringen fortættet gennem en variation over en klassisk Western-trope: den mexicanske standoff.

Scenerne i kælderen, hvor robotter går hen for at dø, giver skuffejern et par gange, og en overgang frygtede jeg, at forfatterne ville lade os stå dér og hænge med bukserne nede en hel uge endnu. Men så kommer den, perfekt timet og elegant vævet sammen med Dolores’ historie, så plottrådene samler sig til en sirlig sløjfe.

Status på William = MIB

Bernards sande identitet er langt fra den eneste vigtige takeaway fra afsnit 9. Med fare for at komme til at se rigtigt dum ud næste mandag, så kan serien vel efterhånden ikke komme tættere på at bekræfte William = MIB-teorien uden helt at gøre det?

’The Well-Tempered Clavier’ understreger én gang for alle, at serien har forledt os til at tro, at vi har fulgt begivenhederne i kronologisk rækkefølge, når vi i virkeligheden har hoppet frem og tilbage i tiden (jf. Arnolds samtaler med Dolores i det hemmelige laboratorium). Teorien om de to/tre tidslinjer er således bekræftet. Nu mangler vi bare at få sat lighedstegn mellem William og MIB.

Der er fire hints at hæfte sig ved denne gang:

1. MIB til Teddy i afsnit 5: »I opened one of you up once, a million little perfect pieces. And then they changed you, made you this sad, real mess, flesh and bone, just like us«. Dolores’ mavesæk ligner mere »a million perfect pieces« end »flesh and bone«, da Logan sprætter hende op.

2. Fotografiet af Juliet, Logans søster og Williams forlovede, som Logan viser William, er det samme, som det Peter Abernathy gravede op fra sin gård tilbage i pilotafsnittet. Det var det, der satte det hele i gang og fik ham til at huske. Mit bud: At MIB i sorg eller skyldfølelse over Juliets død efterlader billedet, hvor han efterlod sin kærlighed til hende, kort før Peter Abernathy finder det. Og at professor Abernathy (som kan skimtes i baggrunden, da Dolores bevæger sig rundt på Westworld-fabrikken) møder William i finaleafsnittet og ser billedet, så det senere kan vække hans hukommelse.

3. William går i den grad »black hat«, da han i en bestialsk blodrus massakrerer Logans lejr for at finde ud af, hvor virkeligt det hele er. »You said this place was a game. Last night I finally understood how to play it«, lyder pænt meget som en MIB-replik, og Jimmi Simpson er i øvrigt en meget bedre psykopat end førsteelsker.

4. MIB sidder i Delos-bestyrelsen (mon ikke han ejer hele skidtet?) og holder tilsyneladende hånden over Ford. Det finder vi ud af i den samme episode, som gør os opmærksomme på, at Logan og Williams firma har forbindelser i parken.

Garderobegåden

Hvis jeg ramte rigtigt med den kronologi, jeg skitserede i sidste uge, så bliver vi præsenteret for tre forskellige Dolores’er i denne episode. Heldigvis kan de skelnes (nogenlunde) fra hinanden ved hjælp af deres påklædning:

– Dolores med den blå kjole stammer fra parkens første dage, hvor hun tilskyndet af Arnold fandt frem til labyrintens midte, fik bevidsthed, blev klar over sine omstændigheder og dræbte Arnold, enten som hævn, eller fordi han bad hende om det.

– Så har vi den blødende cowgirl, som netop er blevet sprættet op af Logan og nu vralter forvildet omkring. Mit bud er, at hun ender i floden med hovedet nedad, som vi så det i et flashback/-forward/-sideways/-somewhere i sidste episode.

– Endelig er der cowgirlen med ren skjorte, aka. nutids-Dolores, som gennemlever sine minder og følger i sine egne fodspor.

Det er uklart, hvorfor nutids-Dolores bærer cowgirloutfittet, når det var ét, hun skiftede til i sin William-tidslinje. I sidste uge så vi, hvordan Maeve skar halsen over på Clementine II, da hun erindrede at have gjort det samme ved MIB, så en plausibel forklaring er, at Dolores simpelthen oplevede sine minder så stærkt, at hun ubevidst gentog sine handlinger.

Nutids-Dolores når endelig frem til den tilsandede by med den hvide kirke, som Ford altså har gravet op til brug for sit nye narrativ (i sidste uge var kirken gravet ned, da hun besøgte stedet sammen med William). Hun går ind i kirken, husker, da hun sidst var her i sin blå kjole, hvor værterne sad og baksede med deres bicameral mind, og tager skriftestolselevatoren ned i kælderen, som i dag er reduceret til gravsted for pensionerede robotter.

Hun pendler frem og tilbage mellem nutids-Dolores og blå kjole-Dolores, hvilket giver os både et glimt af hendes far, der reciterer Shakespeare i sin tidligere professorprogrammering, samt navneskiltet på Arnolds dør, som bekræfter, at Bernard Lowe er et anagram af Arnold Weber. Hun finder frem til kælderen med det hemmelige laboratorium, husker Arnold, og at hun slog ham ihjel, tager elevatoren op igen og støder så ind i MIB.

Og man venter, venter, venter på, at hun skal sige det:

»Hello, William«.

Men ak. Next week it is.

Løst krudt

– Sikke en slutning! Hvis det var sidste gang, vi så Bernard, vil serien savne den undervurderede Jeffrey Wright, som har gestaltet seriens mest tragiske figur nuanceret og rørende. Forhåbentlig har Maeve reserveret en plads til ham i sin oprørsgruppe.

– Til gengæld ser det godt nok sort ud for Elsie…

– … og for Stubbs. Sikkerhedschefen, der fik færten af noget uldent under sin samtale med Bernard i sidste uge, bliver lokket i et bagholdsangreb af en flok indianere, som overhører hans kommandoer, nøjagtigt ligesom Clementine gjorde det under Charlotte Hales iscenesatte demonstration for to uger siden. Det lignede et »tak for sidst« til endnu en uartig medarbejder fra dr. Ford.

– Serien har en lidt tarvelig tendens til at vifte os om næsen med en ordentlig luns af det store puslespil for så at rive det væk, bedst som vi skal til at tage en bid. Som i scenen med Teddy, der er lige ved at lægge to og to sammen, da Angela kommer i tanke om, at der stadig er en uge til sæsonfinalen, og slår ham ihjel.

– Vi ser dog rigeligt til at bekræfte teorien om, at Wyatt-figuren er heftigt inspireret af Dolores. Teddy erindrer den samme massakre, som Dolores flashede tilbage til i sidste uge, i det, som Angela kalder »the city swallowed by sand«. Bemærk også Teddys bemærkning: »Wyatt killed the general«. Arnold?

– Men bare fordi Dolores har lagt inspiration til Wyatt, betyder det jo ikke nødvendigvis, at hun skal udfylde den samme rolle denne gang. Man begynder at føle, at historien er ved at gentage sig selv med Maeve som desperadoen. Kan hele hendes oprør være nøje tilrettelagt af Ford, der altid lader til at være et skridt foran alle andre? Og til hvilket formål?

– Omvendt: MIB ligner en mand, der mener at have fundet sin Wyatt, da han overrasker Dolores i kirken.

– En ildfuld (ja, undskyld!) elskovsscene mellem Maeve og Hector, seriens nye power couple med fyrig kemi. Jeg shipper Maector!

Læs også: ‘Westworld’ afsnit 8 – den mest frustrerende og pirrende episode til dato