‘Westworld’ afsnit 8: Den mest pirrende og frustrerende episode til dato
Dafuq?
‘Trace Decay’ var, helt uden sammenligning, den mest forvirrende ‘Westworld’-episode hidtil. Og det siger alligevel en del. Derfor var den også, på en og samme tid, en af de mest pirrende og mest frustrerende episoder til dato.
Pirrende, fordi vi hele tiden får serveret bittesmå brikker af det kolossale puslespil, og fordi det er sjovt at forsøge at forbinde prik-til-prik-tegningerne. Frustrerende, fordi det netop kun er bittesmå brikker, floromvundne antydninger og forsyn, vi får.
’Trace Decay’ var overlæsset med scener, hvor tænkeren arbejdede hårdere end hjertet, og man slet ikke havde tid til at leve sig ind i fortællingen og karakterernes omstændigheder, fordi man tænkte, så det knagede: Hvordan flugter det her med, hvad vi ellers har set? Til sidst havde man det som stakkels, fortumlede Dolores, da hun snappede ud af sit flashback til parkens allerførste dage: »Where are we? When are we?«
Vi ved, hvordan du har det, Dolores.
Næring til populær teori
Afsnittet startede stærkt. Den dygtige Jeffrey Wright solgte Bernards smerte og fortabthed i minutterne efter Theresas død, så det stak i hjertet, og der var en smuk tragisk ironi i, at Fords ufrivillige skødehund selv havde designet de følelser, der nu ramte ham som en boomerang.
Ford demonstrerede på ny, hvor følelsesmæssigt tonedøv han er, da han ’befriede’ Bernard for netop den smerte, der gør ham menneskelig, langt mere menneskelig end Ford selv. Men ikke, før Bernard i et glimt huskede at have kvalt Elsie i det forladte teater. Det ser sort ud for den slagfærdige programmør, men på tv er ingen døde, før vi har set dem ånde ud (og selv det behøver ikke være definitivt), så mon ikke vi ser hende igen?
I sidste uge fik vi bekræftet en ekstremt populær fanteori, da Bernard viste sig at være en robot, og i denne uge fik en endnu mere populær teori ny næring. Jeg føler mig efterhånden ganske sikker på, at William og Ed Harris’ Man in Black er én og samme person, og at vi følger dem med 30 års mellemrum.
For jo, jo, MIB kunne da godt være stødt på Angela (Talulah Riley) nogle gange hen over sine 30 år i parken, men det virkede som et hint, da han fandt hende liggende på stranden og udbrød: »It’s you! I figured they retired you«. Som den vågne seer vil huske, var det Angela, der tog imod William, da han besøgte Westworld for første gang i afsnit 2.
Ny indsigt i Man in Black
Williams forråelse er godt i gang, som vi så, da han foreslog at forlade den lidende unge mand på strandbredden (den samme?), hvilket aftvang den sigende replik fra Dolores: »What kind of people would we be if we let him suffer?«
Det var også her, Dolores så sig selv liggende druknet i floden, og sådan en hændelse kunne jo sagtens tænkes at knuse Williams hjerte, navnlig hvis hun blev genindsat og pludselig ikke anede, hvem han var.
MIB’s monolog ved Teddys bål gav fascinerende (og tiltrængt!) ny indsigt i karakteren og det, der driver ham. Han var gift i 30 år (et triggertal – husk på, at William skal giftes med Logans søster Juliet, så snart han returnerer fra Westworld), men hans kone havde gennemskuet hans sande natur, monsteret bag filantropen, og tog sit eget liv. Så for et år siden drog MIB til Westworld for at få afsløret sit sande jeg (William brugte i øvrigt samme ordvalg i sidste uge), for at finde ud af om han ville føle noget, hvis han slog to tilfældige mennesker ihjel, Maeve og hendes datter.
Det var her, labyrinten åbenbarede sig for ham, og han begav sig ud på sin nuværende mission. Og det var efter dette, at Maeve, der åbenbart før har udvist usædvanlig adfærd, blev forflyttet til bordellet.
Og endelig: Dolores. Hvad skal vi udlede af hendes mere og mere kryptiske scener? Lad os se på, hvad vi ved: Hun er afveget fra sit loop, fordi hun hører stemmer, og de fører hende i sidste ende til, hvad vi må formode er Westworlds første by, hvor den hvide kirke, der i dag er begravet, stod. Det var den by, der inspirerede Ford til hans nye narrativ, og det er med al sandsynlighed den, han, som Charlotte fortæller Lee Sizemore, er ved at grave op igen.
Den mystiske Wyatt
I den lille by, hvor vi også ser Angela, Armistice, Maeve og Lawrences datter (er hun Arnold i en eller anden form?), lader det til, at Dolores i parkens første dage orkestrerede en massakre for til sidst at sætte revolverløbet for egen pande og trykke af.
Hvad minder det om?
Fords nye narrativ om den mystiske Wyatt er ifølge Ford selv »rooted in truth«. Vi ved stadig meget lidt om den denne Wyatt, men han er blevet bygget så meget op, at det ville være ret kedeligt, hvis det blot viste sig at være en eller anden tilfældig vært, som Ford lige har skabt.
Det, vi ved om ham/hende, ved vi fra Teddy. Wyatt hævede at kunne høre »the voice of God«. Han/hun forsvandt og vendte tilbage med nogle »strange ideas«. »He claimed this land didn’t belong to the old natives or the new settlers. That it belonged to something that had yet to come«.
Dolores hører Arnolds/Guds stemme, hun er afveget fra sit loop (og dermed forsvundet), og skulle hun lære sandheden at kende, er det ret sandsynligt, at hun ville vende tilbage med de samme »strange ideas.«
I så fald går kronologien sådan her:
– 35 år siden: Parken åbner eller skal lige til det. Dolores, Maeve, Angela, Armistice og de andre robotter bliver adfærdstestet i byen med den hvide kirke, som i dag er begravet, antageligt på grund af den ’incident’, der før er blevet refereret til, og som Dolores formentlig forårsagede.
– 30 år siden: William besøger parken for første gang og modtages af Angela. Han møder Dolores, og sød musik opstår. Dolores ender med at dø (ved Logans hånd?) og glemme William, som får sit hjerte knust.
– I dag: Dolores er afveget fra sit loop, fordi hendes erindringsglimt har bragt hende på sporet af sin fortid. MIB, the artist formerly known as William, er på sporet af Wyatt/Dolores, som han mener er nøglen til labyrinten, og han er netop stødt på Angela, der muligvis vil føre ham til hende.
Hvad Ford så vil bruge det narrativ til, må de næste par episoder vise.
Det skal siges, at Teddy refererer til Wyatt som en ‘han’, og at Wyatt optræder som en mand i Teddys flashback til dennes massakre. Men sammenligner man de to scener, er der indstillinger, der spejler hinanden så nøjagtigt, at det umuligt kan være et tilfælde.
Og som MIB siger til Teddy: »You only remember the shit Ford lets you remember.«
Løst krudt
– Afsnittets bedste scene: Da Maeve hjalp Hector med hans obligatoriske røveri ved at dirigere de andre værter, mens valsen fra Svanesøen dansede derudad. Vittigt og veloplagt.
– Derfor kan robotterne ikke flygte: »Every host’s spine has an explosive charge which will detonate if [they] try to leave.«
– Åh, Teddy, Teddy, Teddy, altså. Født til at tabe.
– Flere hæftede sig ved, at Charlotte Hale og dr. Ford i sidste uge brugte samme ordvalg over for Theresa: »A blood sacrifice«. Hales adfærd i denne uge tyder dog bestemt ikke på, at hun og Ford står i ledtog med hinanden, så det er nok bare et spørgsmål om, at Ford har øjne alle vegne på Westworld-faciliteten.
– Stubbs, sikkerhedschefen spillet af Luke Hemsworth, har hidtil været en perifer og upåfaldende karakter, men han kan vise sig at blive vigtig i sæsonens to sidste timer, efter at han tydeligvis vejrede, at noget var galt, da han snakkede med Bernard.
– Selvfølgelig skal Teddy og MIB overvinde en minotauros på vej til labyrinten…
– Et tilfælde, at Charlotte Hale hverver lige netop Peter Abernathy til sin plan om at smugle data ud af parken? Næppe. Hvad det end var, Bernard hviskede til ham i pilotafsnittet, så får vi det nok snart at vide.
– »What’s the difference between my pain and yours. Between you and me«, spørger Bernard sin skaber, og Fords svar, hvor han erkendte, at der ikke er den store forskel, gav interessant indsigt i, hvordan guden af Westworld tænker.
– Hvor meget kan værterne egentlig gøre gæsterne fortræd? I denne uge så vi Teddy slå MIB bevidstløs, og mon ikke Wyatts folk vil teste grænserne i næste afsnit?
– Bravo, dr. Ford! I sidste uge opfordrede jeg ham til at udvide sin litterære horisont, og i denne uge kvitterede han så med en passage fra Mary Shelleys ’Frankenstein’.
– Også i sidste uge luftede jeg teorien om, at Bernards programmering udviskede hans egen skikkelse i højre side af det fotografi, Ford viste ham tilbage i afsnit 3, fordi han er en klon af Fords gamle makker Arnold. Det virkede derfor som forsyn, da han bogstaveligt talt udviskede sig selv fra et fotografi i de første minutter af ’Trace Decay’.
– Det var hjerteskærende at se Bernard kaste Theresas kærestebreve i forbrændingsovnen, men er det ikke, som om forfatterne på efterkant har forsøgt at gøre Bernard og Theresa lidt mere forelskede, end de egentlig var, for at give hendes død en større følelsesmæssig impact? Nuvel.
– Felix til Maeve: »When we remember things, the details are hazy, imperfect. But you recall memories perfectly. You relive them.« Her har vi svaret på, hvorfor Dolores og Maeve reagerer så stærkt på deres erindringer – de kan simpelthen ikke skelne erindring fra virkelighed, hvilket i ’Trace Decay’ gik ud over den nye Clementines strube.
– Apropos Felix Lutz: Efter sidste uges afsnit var der én på Soundvenues Facebook-side, der spurgte, hvorfor han ikke bare slog Maeve ihjel, da han havde chancen (hvilket han atter undlod at gøre i denne episode). En årvågen redditor, der kalder sig matiumwing, har gravet det her billede frem. Watch this space.
– Maeve (og Thandie Newton) er stadig sej ad helvede til, men ’Trace Decay’ varslede ilde for bordelmutteren. Hun kom frem til, at hun var ligeglad med, hvad der var sket med hendes datter, hun smilede skævt, da hun styrede de andre robotters adfærd, og hun skar halsen over på Sylvester som en ren magtdemonstration. Det virker, som om hun er begyndt at nyde sin nyfundne magt liiidt for meget.
– ’Westworld’s inspirerede musikvalg giver mange scener en ekstra kant. I denne uge fik vi bl.a. The Animals-klassikeren ’The House of the Rising Sun’ og et stykke med Svanesøen, og så spillede Amy Winehouses ’Back to Black’, da Maeve, en kvinde der om nogen er død ’a hundred times or worse’, begyndte at overrule sine medrobotters programmering og dirigere parken. »Time to write my own fucking story«, sagde dukken, der nu er blevet dukkefører.
Læs også: Anmeldelse af ‘Westworld’ afsnit 7