’Westworld’ afsnit 7: Spørgsmålene hober sig op efter dyster og dæmonisk slutning

Rest in peace, Danish bitch.

’Trompe L’Oeil’ (optisk bedrag) var en forholdsvis begivenhedsfattig episode. Indtil det sidste kvarter, vel at mærke.

William og Dolores knaldede i kupéen i en melodramatisk scene, og det blev kraftigt antydet, at William er ved at vende ’det virkelige liv’ ryggen for at blive stamgæst i parken. Måske én af den slags stamgæster, der investerer en hulens masse penge i parken og bliver besat af dens dybeste hemmeligheder?

Der var visuelt vrinsk i scenen, hvor Lawrence sendte en nitroglycerinpumpet Slim i forpost og detonerede ham med en velplaceret kugle. Men den efterfølgende flugtscene var ikke specielt spændstig, og der er i det hele taget ikke kommet fabelagtigt fængslende fjernsyn ud af William og Dolores’ afstikker til Pariah.

Man venter stadig på, at serien afslører sin hånd og når frem til den drejning, som subplottet tydeligvis styrer frem imod, og efterhånden har man lyst til at slå tænderne ind på forfatternes underfundige pokerfjæs.

Isfacaden smeltede

Før vi når til den dramatiske finale, fortjener også afsnittets andet dødsoffer, Clementine, et par ord.

Glædespigen, der drømte om et bedre liv for sig selv og sine ikkeeksisterende forældre, blev ofret som en ubetydelig brik i magtspillet mellem dr. Ford og Delos-bestyrelsen, der iscenesatte en interimistisk forestilling, hvor hun gik bersærkergang og overhørte storebror Hemsworths kommandoer.

Efterfølgende fik hun Peter Abernathy-behandlingen og blev ’pensioneret’ af Sylvester, og Maeves iskolde facade smeltede, da hun så sin bedste veninde, robot eller ej, blive aflivet på så uceremoniel vis. Det blev for meget for bordelmutteren, der har overhalet Dolores indenom som seriens mest interessante karakter i løbet af de seneste par uger (og hvor er Thandie Newton bare god!).

»Surviving is just another loop«, indså hun, da hun var tilbage i badass-mode. »I’m getting out of here«, tilføjede hun profetisk og efterlod sig en pirrende cliffhanger til de sidste tre timer af sæsonen.

The not-so-big reveal

Og så til the big reveal. Som ikke var så big igen, hvis man har fulgt med i fanspekulationerne. Det var oplagt, at en af dem, vi troede var et menneske, skulle vise sig at være en robot, og ret hurtigt fremstod Bernard som en stærk kandidat. Blandt andet fordi serien gjorde så meget ud af hans tragiske baggrundshistorie, samtidig med at den gentagne gange mindede os om, hvor integreret en del baggrundshistorier er af robotternes programmering.

I ’Trompe L’Oeil’ blev twistet desuden varslet godt og grundigt med adskillige hints undervejs, ikke mindst i åbningen, hvor Bernard drømte om sin søn, der med replikken »wake up« ekkoede, hvad Bernard har sagt til Dolores i flere af de forudgående episodeindledninger.

Men hvis afsløringen af, at Bernard er en robot skabt i Fords hemmelige, underjordiske laboratorium, ikke var det mest chokerende twist i tv-historien, så var det til gengæld tragik af shakespearske dimensioner, da Theresa Cullen opdagede Bernard-skitsen på Fords bord, og Bernard gik i baglås og reagerede med robotternes automatsvar, når de mødes med noget, der udfordrer deres kode: »Doesn’t look like anything to me«.

Og det var dystert og dæmonisk, da den sardonisk smilende Ford trådte i karakter som seriens machiavellistiske überskurk og satte Bernard til at slå sin forhenværende elsker ihjel.

Spørgsmålene dynger sig op

Sidse Babett Knudsen nåede ikke at få så meget at arbejde med som Theresa Cullen, men bag det stærke, stålsatte ydre har de små krusninger ved munden og øjnene røbet en dybere ømhed for Bernard, som gjorde afsnittets klimaks desto mere hjerteskærende.

Og den danske ’Borgen’-stjerne var overbevisende i sin sortiescene, da Theresas sammenbidte foragt og fordømmelse gled over i ren frygt og desperation, efterhånden som hun indså, at hun ikke ville slippe levende ud af kælderen.

Spørgsmålene dynger sig op efter det mest afslørende afsnit indtil nu. Hvordan kan vi være sikre på, at nogen rent faktisk er mennesker og ikke robotter? Ville det ikke være mest bekvemt for Ford at fremstille en robot til hver eneste arbejdspost på Westworld-faciliteten for at sikre lydighed og loyalitet? Og nu vi er i gang, hvorfor så ikke inkludere Ford selv? Arnolds første kreation, der fik skænket fuld bevidsthed og tog den ultimative hævn ved at dræbe sin skaber og lave sin egen klon af ham?

Jeg tvivler på, at det er den vej, vi skal – også fordi det ville suge lidt af det følelsesmæssige punch ud af denne episodes finale. Men jeg kan levende forestille mig, at der gemmer sig en afsløring mere om Bernard.

Bernard = Arnold?

Jeg har tidligere luftet idéen om, at Bernard er en klon af Fords tidligere partner, og det synes mere og mere sandsynligt for hvert afsnit. Navnet Bernard Lowe er et anagram for Arnold Weber (vi kender dog kun Arnolds fornavn indtil videre), og Ford bemærkede over for Theresa, at Bernard først kom til efter Arnolds død.

Endelig har Ford tidligere refereret til en »personlig tragedie« i Arnolds liv, som jo for eksempel kunne være tabet af en søn.

Lad os igen kigge nærmere på det billede, Ford præsenterede Bernard for i afsnit 3. Det skulle forestille at forestille Ford og Arnold. I sidste uge overvejede jeg, om det bare kunne være et tilfældigt billede, som Ford viste Bernard for at vildlede ham. Men der er, som et par Reddit-nørder også har påpeget, noget mærkværdigt ved billedets beskæring. De fleste fotografer ville anbringe deres motiv midt i billedet, men her er der godt med luft til højre for Ford og hans far.

Og lad os så huske på Fords første replik i afsnittets sidste scene: »They (værterne, red.) cannot see what will hurt them.« Hector fik ikke noget ud af de billeder, Bernard præsenterede ham for i starten af afsnittet. Bernard fik ikke noget ud af skitsen af sig selv, og han kunne ikke se døren ned til Fords hemmelige laboratorium, da han stod lige foran den. Så hvad hvis Bernards programmering udvisker en mand i højre side af billedet, fordi det er ham selv?

I så fald ville det jo være plausibelt, at Arnold var Fords bror, og at de på fotografiet stod på hver sin side af farmand. Men Fords far kendte ikke til nogen Arnold, da Bernard spurgte ham i sidste uge, og mini-Fords bror hedder Tommy, så det lader ikke til at være tilfældet.

Hvis Bernard er en klon af Arnold, kunne det være en forklaringsnøgle til den populære fanteori om, at der eksisterer to tidslinjer, og at William og MIB er én og samme person. Bernards mange dulgte samtaler med Dolores, hvor han forsøger at vække hendes bevidsthed og bringer hende på sporet af den mystiske labyrint, synes at finde sted løsrevet fra den øvrige handling.

Med tanke på, at Arnold ifølge Ford ønskede at skabe ægte bevidsthed, er det en tillokkende tanke, at det ikke er ’vores’ tilsyneladende ekstremt loyale Bernard, som har trodset sin skaber Ford – men at der i virkeligheden er tale om flashbacks til den oprindelige, originale Arnolds forsøg på at skabe ægte bevidsthed i den første vært, han skabte.

Eller også er jeg bare totalt lost i ’Westworlds’ stadigt mere kringlede labyrint.

Løst krudt

– Charlotte Hale er en spændende ny tilføjelse til persongalleriet. En kynisk og temmelig ublufærdig forretningskvinde, der gerne… forlyster sig med værterne, men som udelukkende er interesseret i dem for ’the intellectual property’. Ford virkede dog ikke synderligt duperet over hendes lille opvisning.

– Lawrence til William: »Your friend didn’t make it this far. Maybe you’ve got more of an appetite for this than you think.«

– Der er ved at gå liiidt for meget lægeroman i Dolores og hendes scener.

– Ford trænger virkelig til at udvide sin litterære horisont. »In that sleep, what dreams may come?« var en reference til – du gættede det – Shakespeare, nærmere bestemt Hamlet og hans ’to be, or not to be’-monolog. At være eller ikke at være et menneske – det er spørgsmålet i ’Westworld’.

– Hvor er Elsie?

Læs også: Anmeldelse af ‘Westworld’ afsnit 6