’Westworld’ afsnit 6: Magtkampen trækker op – men hvem er far til hvem?

’The Adversary’ var en mere konventionel episode af ’Westworld’, og det var lige, hvad serien trængte til. ’Westworld’ er en hjernevrider af en serie, der tilskynder til spekulationer og vilde skud, og Reddit-detektiverne kaster sig ufortøvet over selv de mindste spor, når de udtænker deres sindrige fanteorier.

Det er en gætteleg, som kan være sjov at deltage i, men som også kan tage overhånd, når hver eneste scene føles som et felt på en rubiksterning, man manisk forsøger at løse. Afsnit 6 bød på flere scener, der levede deres eget liv afkoblet fra det store puslespil, og nogle af dem vakte sågar andre følelser end den ominøse mysticisme, som har været seriens grundstemning indtil nu.

Badass-bordelmutter

Den var nu også repræsenteret, og det dunstede måske lidt af kliché, da kække Elsie valgte at tage alene af sted (har du aldrig set en gyserfilm, kvinde?) til det forladte og meget mørke teater, der var stoppet med uhyggelige masker og figurer.

Stemningsmusikken sørgede for suspensen, mens man bare ventede på, at nogen tonede frem fra skyggerne og overmandede hende. Hvilket selvfølgelig skete, bedst som hun havde opdaget noget, der fik hende til at udbryde både et »what the fuck!« og et »oh shit!«. Kun ’Skam’-Noora har dårligere timing.

Mere formfuldendt var scenen, hvor den nervøst anlagte Felix Lutz viste Maeve rundt på den futuristiske facilitet. Det var en lang og meget bevægende scene sat til et smukt, sørgmodigt strygerscore, hvor de små trækninger ved Maeves opspilede øjne røbede det bevidsthedsskred, hun gennemgik, mens hun overværede døde robotter blive vasket, nye blive designet og adfærdstestet og endelig en video med sig selv fra dengang, hun havde en datter.

Det er godt gået af serien at vække så store følelser i en Dolores-løs episode, og samtidig er det en ret skelsættende udvikling for plottet, at én af værterne nu ved, hun er en robot, trælbundet af dukkefører Ford.

I et sneak peek på de næste episoder har HBO antydet, at flere vil følge trop i de kommende uger, og Maeve ligner lige nu et godt bud til at lede revolutionen. Bordelmutteren er en badass. Hun udviste ingen frygt, da hun bevidst tirrede en gæst så meget, at han kvalte hende ihjel, og Sylvester med det røde skæg lignede én, der var ved at klemme en tissetår, da hun pressede skalpellen mod hans manddom.

Sidse Babett i vælten

Selv blodfattige (get it?) Teddy Flood viste nye sider af sig selv i denne uge. Ford har udstyret ham med en ny baggrundshistorie, som tilsyneladende indebærer, at han har forrådt sine gamle Union-kolleger og fraterniseret med den lovløse Wyatt. Da Teddy indså det, tog han rollen på sig og pløkkede samtlige soldater i en blodtørstig massakre med det, der i computerspillene plejer at hedde en minigun.

»You think you know someone«m kommenterede en overrasket MIB. »You don’t know me at all«, riposterede en pludselig meget målrettet og uberegnelig Teddy.

Teddy demonstrerede også et overraskende kendskab til labyrinten, som han kaldte »summen af en mands liv, de valg, han tager, og de drømme, han klynger sig til«. Teddy afviste labyrinten som en »gammel myte«, og jeg ved ikke, hvor meget vi skal lægge i hans meget manuskriptagtige monolog. Hvis den kan tages for pålydende, så bor der en »legendary man«, formentlig Arnold, i et hus i midten af labyrinten, som han selv har bygget, og som kun han kan navigere i.

Efter at have holdt fri i sidste afsnit var Theresa Cullen i vælten i afsnit 6, hvor det tydeligvis smertede inde bag det stålsatte blik, da hun gjorde det forbi med Bernard. Sidste Babett Knudsens kæderygende karakter havde også nogle smældende oneliners rettet mod den snalrede og selvmedlidende manuskriptforfatter Lee Sizemore, der leverede et par underholdende scener i sin første optræden i ugevis.

Kløften mellem Ford og Bernard

Magtkampen mellem Theresa og Ford trækker op, og mens Theresa selv bringer Lee Sizemore i spil som Fords arvtager (det er svært at se, hvad hun ser i ham – ud over at han måske vil være lettere at styre), så har Elsie allerede udset sig Theresas værelse. »Der vil rulle hoveder«, forudser hun, men Bernard tager sin forhenværende elsker i forsvar.

I mellemtiden vokser kløften mellem mentee Bernard og mentor Ford, og der kom gang i Agatha Christie-gætterierne, da Bernard gik til Theresa Cullen og fortalte hende sin mistanke mod Ford, samtidig med at han fik et opkald fra Elsie, som netop havde opdaget, at det var Theresa, der havde smuglet data ud af parken.

Det kan ikke udelukkes, at nogen har manipuleret med loggen, men hvis det er Theresa, er det ingen stor overraskelse. Med den mistillid, hun længe har næret til Ford, ville det mening, hvis hun og bestyrelsen gerne ville kigge ham lidt over skuldrene.

Også Arnold havde tilsyneladende været inde at fifle med relæet i det forladte teater, opdagede Elsie. »Serious modifications,« kaldte hun det. »Changing loops, breaking loops. They could lie to us. Maybe even hurt us or the guests«.

Klip til drengen med grydehåret, der på robothviskeren Arnolds direktiv tog livet af sin greyhound. For at hjælpe den, sagde han. Den var en dræber. Det var ikke dens skyld, det var bare dens instinkt. Men hvis den var død, kunne den ikke længere gøre andre fortræd. Gad vidst om det var en allegori…

Den lille dreng var som forudset en ung udgave af Ford selv. Faktisk har Ford hele sin familie rendende rundt i den afspærrede sektor 17 uden opsyn. En gave fra Arnold, siger han. Men hov, ligner hans far ikke pænt meget manden ved siden af Ford på det gamle billede af parkens to skabere? De har endda det samme tøj på.

Hvad skal vi lægge i det? Er Arnold i virkeligheden Fords far? Ikke umuligt, men med sin skotske accent lød Fords far ikke det mindste som den Arnold, der hvisker til robotterne. Nej, det lyder mere som Bernard, der tidligere er blevet bragt i spil som en mulig Arnold-klon. Jeg er for nylig blevet gjort opmærksom på, at det lidt usædvanlige navn Bernard Lowe er et anagram for ’Arnold Weber’, og nej, vi ved endnu ikke, om Fords gamle makker hed Weber til efternavn.

Men hvis der er hold i dén fanteori, ville Ford naturligvis ikke vise Bernard et billede af den rigtige Arnold (ham selv), men i stedet vildlede ham med et tilfældigt fotografi af Ford og farmand.

Endelig kan man selvfølgelig ikke udelukke, at der slet ikke er nogen Arnold, og at det hele blot er et skalkeskjul, der skal aflede mistanken fra Ford selv.

Løst krudt

– Maeve har nu lukket tre episoder i træk, og denne gang åbnede episoden også på hende, da hun vågnede op med en solbræmme i ansigtet a la Dolores.

– Ford bladrer i en notesbog med tegninger af både Dolores og labyrinten, men vi ved ikke, om det er hans notesbog eller Arnolds aflagte. Jeg prøvede at pause og vende min computerskærm på hovedet, men der var ikke noget af teksten, der gav mening for mig.

– »Fuck that Danish bitch!« råbte den stangstive Lee Sizemore, mens han pissede ud over Westworld-miniaturen. Det er altså dér, Sidse Babett Knudsens accent stammer fra. Mon Theresa Cullen er manuskriptforfatternes bud på et dansk navn?

– Endegyldig bekræftelse på, at Dolores var én af parkens første værter, og at det var Arnold, der skabte hende.

– Vi må formode, at Maeve også er én af de gamle modeller, eftersom Sylvester opdager, at nogen med højere beføjelser har omprogrammeret hende. Tidligere i episoden fik vi at vide, at Arnolds justeringer kun gælder, fordi de nyere ikke har nogen modtagere.

Læs også: Anmeldelse af ‘Westworld’ afsnit 5