’Westworld’ afsnit 5: Tid til at gøre midtvejsstatus

Med ’Contrapasso’ er ’Westworld’ nu halvvejs gennem sin første sæson, og det virker som et opportunt tidspunkt at tage et skridt tilbage og reflektere over, hvad vi har set indtil nu.

Rent teknisk er serien en triumf. Den rammer sin stemning af mystik og forudanelse på kornet, og den er hammerflot lavet med et imposant produktionsdesign, brede vidder og et stærkt soundtrack, der enten lægger sig som et truende crescendo under suspenseopbygningen eller bruges kontrapunktisk i de ekvilibristiske actionscener.

Den er intellektuelt æggende, både fordi den rejser store spørgsmål, som indbyder til store tanker, men også fordi den på fem afsnit har formået at antyde flere mysterier og hemmeligheder, end de fleste serier når på en hel sæson. Det, den stadig mangler, i hvert fald set fra mit synspunkt, er at blive lige så følelsesmæssigt engagerende. Det er karaktererne, der skal bære en lang serie, og indtil videre har jeg for lidt investeret i persongalleriet.

Det kunne være en pointe i sig selv, hvis det var, fordi ’Westworld’ allerede havde afsløret mig som en lige så kold skid som MIB, der negligerer robotternes lidelser, fordi de jo alligevel bare bliver sat sammen igen og nulstillet bagefter. Men jeg tror ikke, det er derfor. I stedet virker det til at være et begyndende problem for serien, at vi ved så lidt om samtlige karakterers dagsorden.

For og imod den centrale fanteori

Fint nok at lade dr. Ford forblive en gåde, for det ville sikkert afsløre for meget for tidligt, hvis vi fik at vide, hvad han egentlig ønsker at opnå.

Men hvad med alle de andre? For anden episode i træk fik vi et visuelt slående slutskud af Maeve, men hvad er det, hun vil? Hvad er hendes endgame? Hvad pønser Bernard på? Og hvad er det, MIB håber at finde i labyrinten? I slutningen af episode fem spørger dr. Ford ham ligefrem direkte, men i stedet for at svare henvender MIB sig til Teddy. Han elsker at forvirre de stakkels robotter med sit formynderiske kodesprog, men vi ved stadig uendelig lidt om manden selv, og det begynder at blive lidt irriterende.

Det bliver meget Dolores’ show, og man har brug for flere holdepunkter i en serie med så mange figurer og settings. Der er en fare for, at mysterierne kommer til at overskygge karaktererne.

Ikke at ’Contrapasso’ var en dårlig episode, langt fra – faktisk var det måske den episode, der hidtil har flyttet plottet mest fremad. Og Ford og MIB’s tete-a-tete gav os da også andet end forblommet tågesnak og intenst skuespil fra to veteraner, nemlig MIB’s bemærkning om, at Arnold »almost took this place with him«, da han døde. »Almost, but not quite – thanks to me«.

Og så er det, man husker, at Williams svoger Logan tidligere i episoden har refereret til Arnolds død, så det ikke lød som noget, der skete i en alt for fjern fortid. Han tilføjer, at det sendte parken ud i et frit fald, at parken bløder penge, og at familiefirmaet overvejer at købe dem ud.

Hmm… Måske er det godt lige at få opridset, hvad der talte for og imod den meget populære ’William-og-MIB-er-én-og-samme-person-og-deres-scener-foregår-med-30-års-mellemrum’-fanteori inden denne episode.

For:
– Da William ankommer til Westworld i afsnit 2, ser parkens logo anderledes ud, end det gør ’i dag’. Mere retro-70’er-agtigt. Og i Fords flashback i afsnit 3 ser vi samme logo på en af parkens medarbejdere. Vi ved altså, at der er tale om et gammelt logo.

– Dusørerne på de ’Wanted’-plakater, William og Logan har kigget på, er væsentligt lavere end dem, vi ellers har set. Inflation?

– William og Logan er stadig ikke løbet på flere af de værter, vi kender, eksempelvis stakkels Teddy Flood. Måske fordi han ikke var opfundet endnu?

– Små diskrete hentydninger, såsom at William vælger den hvide cowboyhat, hvorefter Logan i et senere afsnit beder ham om at »go black hat with me.« Mange henvisninger til familiefirmaet, som muligvis kan være den ’foundation’, MIB forbindes med i afsnit 4.

Imod:
– At Dolores afviger fra sit loop og vælter ind i Williams lejr efter at have set MIB for sig, mens hun skød og dræbte sin første mand. Mulig forklaring: Robotternes bevidsthed er ikke bundet af tid.

– At Stubbs og kompagni bemærker, at Dolores er ’stray’, da hun farer rundt med William, og at hovedkvarteret ser nøjagtigt ud som i scenerne, hvor de samme karakterer refererer til MIB. Mulig forklaring: At indretningen i netop dette rum ikke har ændret sig i 30 år, og at Stubbs og hans kolleger er robotter og derfor ikke ældes. Eller: Bevidst vildledende klipning.

– At det Westworld, Logan og William besøger, virker så ekstremt moderne. Bill, parkens anden vært, som dr. Ford igen taler med i starten af denne episode, er primitiv og har et stærkt begrænset manuskript at trække på sammenlignet med de nuværende værter, så burde det hele ikke være lidt mindre virkelighedsnært, hvis William og Logan befandt sig i fortiden? Mulig forklaring: Beats me.

Det største hint

Denne episode var nok den klareste indikation hidtil om, at i hvert fald dele af teorien rammer plet. Med tanke på at Logan måske er ved at blive ryddet af vejen (hvorfor kan værterne pludselig gøre ham fortræd?), er vejen banet for, at William kan stige til tops i familiefirmaet, investere i Westworld, redde parken fra at gå rabundus og herigennem få de frie beføjelser, som MIB nyder.

Det største hint kom, da William og Logan fik foretræde for ’El Lazo’, som viste sig at dække over vores uheldige ven Lawrence, der netop var blevet ofret af MIB, fordi Teddy skulle bruge hans blod.

Medmindre der render flere udgaver af den samme vært rundt på samme tid i parken (hvilket, retfærdigvis, ikke kan udelukkes – Dolores så også sig selv i det spirituelle optog, men det virkede nu mere som en hallucination), så var det et endegyldigt bevis for, at William og MIB’s plottråde i hvert fald ikke løber jævnsides.

Og så virker det efterhånden lidt for tilfældigt, at William én efter én støder ind i de robotter, som MIB har haft et længerevarende, om end meget ensidigt, forhold til.

Hallucinationer a la ’Fear and Loathing’

Det var første gang, et ’Westworld’-afsnit ikke åbnede på Dolores’ ansigt og Bernards stemme. I det hele taget var der meget lidt Bernard og slet intet Sidse Babett Knudsen i denne uge (og hvor pokker bliver Lee Sizemore, den højtråbende manuskriptforfatter, af?).

Dolores havde til gengæld endnu et begivenhedsrigt afsnit. Hun hallucinerede mere end Raoul Duke i ’Fear and Loathing in Las Vegas’ og så mange syner af kirken, som inspirerede Ford til hans dunkle nye narrativ. Man skulle næsten tro, at nogen prøvede at fortælle os, at den kirke bliver rigtig vigtig på et tidspunkt.

Nu bliver det lidt teknisk: Da Ford fortalte Bernard om Arnold, refererede han til teorien om the bicameral mind, der gik ud på, at menneskets hjerne indtil for cirka 3.000 år siden udgjordes af to kamre – ét, der talte, og ét, der lyttede og adlød. Den talende del blev fortolket som Guds stemme, men efterhånden blev sindet sat fri, og bevidstheden opstod. Det var angiveligt Arnolds mål, at det samme skulle ske for robotterne, og derfor kunne det give mening, hvis kirken befandt sig i labyrintens centrum.

»I’m coming«, sagde Dolores målrettet, da hun så afbildningen af labyrinten på kisten i toget. Efter at være blevet forvirret og forfærdet over sine syner gennem det meste af afsnittet virkede det, som om noget klikkede sig på plads i hendes hoved mod slutningen: »I imagined a story where I didn’t have to be the damsel«.

Mad skills med revolveren i øvrigt!

Løst krudt

– Apropos Dolores: Vigtigste takeaway fra hendes noget anspændte dialogscene med Ford: 1: At Dolores siger, at hun ikke har haft nogen interaktion med Arnold, siden han døde for 35 år, 42 dage og 7 timer siden, men det sidste, han fortalte hende, var, at hun ville hjælpe ham med at »ødelægge dette sted.« 2: At Ford »bestemt ikke« vil kalde ham og Dolores for venner. Og 3: At Dolores lyver for sin skaber og kommunikerer med, formoder vi, Arnold efterfølgende. Men helt seriøst, Ford: Du bygger en hel verden befolket af kunstigt intelligente robotter, og så kan du ikke engang finde ud af at installere overvågningskameraer i hovedkvartererne?

– Gennemført creepy stemning til Lawrences okkulte orgie, der var som taget ud af ’Eyes Wide Shut’.

– Det vrimler med modbydelige mennesker i Westworlds hovedkvarterer. Fra den brovtende rødskæg, der har en »redhead in the van awaiting instructions« til klamme Dustin, der kopulerer med de inaktive robotter. Eww. I det mindste virker Maeves nye ven Felix til at have lidt mere over sig.

– Afsløringen af, at nogen smugler data ud af Westworld gennem en laserbaseret satellit i robotternes arme, virkede ikke vildt chokerende eller øjenåbnende, men det kommer vel.

– Dolores’ hallucinationer er fedt lavet og vældig spooky, men ville være lettere at sætte pris på, hvis der ikke var så mange af dem. Der er grænser for, hvor mange forudanelser og antydninger, man orker, før man får brug for noget mere håndgribeligt. Heldigvis lyder det på seriens skabere, som om vi får mange af svarene allerede i denne sæson. Det glæder vi os til.

Læs også: ’Westworld’ afsnit 4: Sidse Babett Knudsen og Anthony Hopkins duellerer i superb scene